Bogen her er fra 2006. Det er den første hele bog i mit lille forfatterskab, der tager hul på at afhænde det lort, jeg har skullet arbejde og begå mig i på Århus Universitet. - Men jeg har gjort så, fordi jeg hele tiden har været klar over, at nogen måtte gøre det. Nu må man ikke tro, at det alt sammen er Århus Universitets skyld, nej, for hør nu: Institutioner kan ikke bære skyld. Nej de kan ej, det kan kun mennesket og skulle det eventuelt dække sig ind bag en institution, så er det altså ikke fri af hverken skyld, ansvar eller oplysningspligt i kongens navn. Og da i nævneværdig grad ikke i forhold til de unge mennesker, som de har med at gøre: Samfundets udviklingspotentiale. - Det tror jeg, at de har misforstået på det grusomste!
Der blev et uventet hul i mit familieliv som betød, at jeg måtte se om jeg kunne få noget andet fra hånden - få lettet det hjerte, den byrde det ér, at få sig rodet ind i det universitære paradigme via skolegangen, altså i god tro fra barns ben. Fordi jeg fortsat kender min plads, f.eks. ikke har glemt de skolekammerater fra folkeskolen, der fik ødelagt deres liv, fordi de ikke var noget værd i boglig forstand. Eller rettere sagt: Såfremt den boglige forstand skal mildnes på fredelig vis, så er jeg én af dem, der potentielt kan gøre det, hvilket betyder, at boglige skal lære at høre efter hele vejen ind i det danske menneske, såfremt de skal sidde på lappen og skide den danske befolkning ned i hovedet med romersk storhedsvanvid. Ja for ellers er der jo kun næverne eller haglgeværet i universitets-kantinen tilbage. Og det vil vi da nødigt bekræfte, en sådan samfunds-udvikling. Det er jo helt forkert, at der opstår sådanne mennesker iblandt os, i vort kære kongetro samfund, der således jo forstår at høre og forstå i menneskeslægten vidt og bredt, ikke sandt!
Jeg forsøger at oplyse Jer om selvet og dét selvets paradigme, vi, også min generation - jeg er fra 1974 - i høj grad er blevet låst i på grund af politiseringen, kapitalisering, pædagogisering, psykologisering af viden, indsigt og vækst: Stat-Ideologisering af vort sind og følelsesliv. Og det kan jeg kun gøre, fordi min forstand som menneske kan forstå, ja sandse livet uafhængig af omtalte og ganske simpelt af kærlighed til de mennesker, jeg er opvokset iblandt. Men også bare af kærlighed til livet i det hele taget, som det var ganske åbenbaret for mig som dreng, ja i al sin herlighed.
Med andre ord har jeg holdt noget personligt frit hele vejen og dét søger jeg så at rense i håb om, at de institutioner, vi alle kender får pakket deres lort sammen. For de begyndte nemlig at æde af min egentlige personlighed, mennesket, ja rettere sagt det personlige, erfaringsudviklende vækstpotentiale, hjertepligten til at sørge for fremtidens samfund med eget liv som indsats. Det er netop ikke blot min personligheds dannelse, der bliver trængt og hængt op på krog af ovennævnte forhold, nej, det er menneskeslægtens stamme på dansk grund. Det er menneskeligheden i sin udvikling, der tilsidesættes. Den skæve udvikling, dannelse, fører sig frem på overhørelses-indkomst og det er ikke holdbart, omend det altså er grunden. Der er ingen krop i det og det er blevet sagt hundredvis af gange.
Jeg vil helst undgå, at andre skal havne i samme institutioners vold, men det sker ikke uden, at der nok engang er nogen, der fortæller, hvad der er galt med dem. - De bereder ikke livets vej for børn og unge, nej de beridder den snarere, de blokerer den altså og det sker ved, at mennesket løber tør før det overhovedet er begyndt på sit eget, ja med i personlig forstand at tage et videre-førende ansvar for livets samfund. - Det sker heller ikke uden, at toppen i vort uddannelses-system kommer til at fatte deres helligbrøde. Universiteterne. Boglig uddannelse, som Niels Hausgård f.eks. har ladet være hørt i snart en menneskealder, ja det gælder hele uddannelses-systemet, det gælder sågår loven, det gælder sågar stats-kirken. Det er bundet i skriftlighedens mange ordner, fagsprog. - Og de ordner har ikke nødvendigvis kontakt med ordet, vor hjertelige forstand, der handler om sandselighed i hele menneskelivets gang og hele den personlige tilværelse her på jord.
Selvet er en logisk form, der gør sig gældende i en bestemt ånd, et bestemt miljø. Institutions-miljøet, men også verden, alt dét, der er udenfor os og dermed ikke væsentligt i livet. Bliver mennesket eller barnet fanget ind af den institutionaliserede verdensånd og får knyttet sit hjerte til den, så bliver det smadret. Ja så bliver det blokeret i sin ellers sandselig voksende menneskenatur i vort forstandigt kære slægtskød. Og det er synd. - Sådan er vi imidlertid ikke blot syndere, nej, sådan er vi i vidt omfang stillet i dag og det skal renses, fordi der faktisk og ellers i forvejen ér et rigtig godt sigte i livet, en mild natur i mennesket og vore personligheder, som det hele handler om at bekræfte i enhver henseende. Også blandt de søde akademikere, så de kan blive istand til at sortere den romantiske, universitære verdensrige arv fra.
I teksten vil man derfor kunne opleve, sandse eller ane, hvordan, der, som nogen kanske vil sige det, rodes rundt i tingene hos mig - men ganske enkelt fordi, det ikke handler om orden, men udtryk af ordet, renselse af det under benævnte samfunds-klimatiske, derfor naturligvis også personlige omstændigheder.
Nkh. J.H.Mortensen
******************************************************************************************************************************************************************************
(Se bort fra sidetallene)
INDHOLD
Hermed begynder og slutter denne sætning. 3
Livskritik 7
Forhistorien 26
Dannelse - et spørgsmål om dannelsen 34
Hellligånden - helåndslignelse 41
Uendelighedskrig eller kødets frihed og fred. 45
Et dansk superarbejdsmarked 48
Hvem begyndte? 52
Fra religion/fornuft/systemer - til livets historiekød og kulturblod 55
Livets værensmål 59
Livets almene dannelse 66
Livets disciplinering i hjertets vækststand 70
Fornuftens opgave 83
En undersøgelse af oververdens-fornuftens systemer 90
Fortsættelse i det samme hjerterum 101
Psykopatisering af livet, et eksempel 113
Tilbage til undersøgelsen 126
Afrundende bemærkninger 135
SLUTNINGEN: ”Hermed begynder og slutter denne sætning” 137
******************************************************************************************************************************************************************************
HERMED BEGYNDER OG SLUTTER DENNE SÆTNING.
Der er en verden til forskel på alt og helheden. Nemlig Livet. Alt er ontologisk, alt er – gud er. Alt inkluderer alt. Helheden er en levende slutning, et afrundende hele, noget vi kan være med til at afgøre og bestemme. Helheden er bundet til livets fænomen, til sansen for det. Helheden giver livet mening, placerer livet et sted, så det kan orientere sig, være noget. Helheden åbner livet for sig selv, gør det egentlige lille skrøbelige, altid også personlige liv mærkbart. Og videre derved menneskelivet som sådan, konkret, altid eksemplarisk, et eksempel på liv stillet et sted på jorden med sin egen unikke levende historie. Alt er sin egen værens-logik og det kan vi som menneskeliv ikke rumme, ikke sanseligt holde til at forfølge i absolut forstand – fordi det inkluderer hele vores eksistens. Vi rummer ikke alt, alt rummer altid os. Vi er ikke skabt til alt, men til at leve livet.
Billedet på det menneske, der forsøger at følge den altomfattende og altinkluderende logik går i stå som menneske: Grubleren. Grubleren sidder på sin sten med hånden under hagen og grubler. Det er lykkedes grubleren at komme så vidt, at han kan koncentrere al den energi, det overhovedet er muligt at koncentrere uden at bevæge sig. Derfor sidder han på sin sten og følger med i, hvad der sker i alt omkring sig. For han når ikke alt, han kan ikke se alt - og gør han, går han til grunde som den sten han sidder på; han forstener i en indsigt, han aldrig vil fatte omfanget af. Han forstener sig selv, fordi energien han koncentrerer som indsigtsgivende er livets egen energi – han benytter sig at livets egen vækst, livskraft, seksualdrift, og hvad vi ellers kalder det. Og det er klart at det bevidsthedsstyrende jegs ultimative beherskelse af sine kræfter rettet mod sig selv - vekselstrømmens indsigt at vandslangens tryk (leverance) samtidig er et træk (forbrug) - ultimativt set er at gå i sig selv igen. Visne. Det svarer til at trykke trækket sammen i vandslangen, det er bindegalt – men siger altså også noget helt specielt om menneskelivets evne. Vekselvirkning, variation, mv. skaber bevægelse og det er meningen, det er grundvilkåret, forudsætningen bag enhver sætning, enhver aktivitet. Det skal grubleren indse, og det er det, han ikke kan forstå, at han så skulle: han kan ikke forstå, hvorfor det skal tilkomme menneskelivet at indse dét, tilkomme hans liv og derigennem uundgåeligt livet blandt andre. Grubleren forstår ikke sin livsopgave, men han véd hvorfor og hvordan han ikke forstår den – og det er dér han forstener. Grubleren symboliserer den uendelige sokratiske lidelse og tradition til fulde, fornuftens forstening af livet, det gamle testamentes ubarmhjertige gud, den rå fornufts sandhed, den rå virkelighed, naturen, det ustandseligt virkelige – og symboliserer dermed hele traditionen, der tager udgangspunkt i det spor: staten, uddannelse, videnskab, demokrati, orden, vesten. Derfor sidder vi ned og kan ikke finde ud af at rejse os op, udvikling i grubler-traditionens navn gør livet siddende som skøre konger. Livet stener.
Først med Jesus kommer for-udsætnings-løsningen: indrømmelsen. Indrømmelsen af livets begræsning, indrømmelsen af menneskelivets dannelses-sfære, omdrejningspunktet for kroppen: hjertet. Indrømmelsen: at være blevet til, at være liv, levende, seende, sandseende: at kunne bruge den helt specielle menneskelivs-evne til at indse og mærke glæden ved at være. Derved fik vi en forstand – grundvolden omkring hjertets borg. Vi fik en vej, et sigte, et lys at se os selv i, værne om og gå efter. Vi fik muligheden til med glæde at leve på godt og ondt, med glæde at leve i medgang og modgang. Vi fik en vilje til at blive til den vi hver især er, kunne være ved vores person, vare, stå inde for os selv, forstå og således gøre livet. Vi fik helheden, hel-ligheden.
Alts væren-bevægelse kan ikke adskilles, pines ud, formuleres, skelnes fra sig selv i absolut forstand. Gør vi det alligevel bliver vores, livets evne til at fokusere og isolere, allerhøjest et eksempel – et udtag af alt, vi så for en stund, et kort sekund kan opfatte som eksempel på alt. Før vi får set os om er alt imidlertid igen ved det gamle: ethvert noget, enhver genstand, enhver tanke, ethvert værende vi kan have for vor type sanselige bevidsthed, forstanden – det foranstående, skete, i vores liv, der via sanserne møder det sansede – ethvert værende vil blot være en bevægelse underlagt alts væren-bevægelse.
Enhver helhed er livsbåren og skal opfattes sådan, i det altid konkrete, nærværende, personlige, livs forstand. Ellers bliver helheden uhel, uhellig – livets renden ud i sandets alt. Alts væren-bevægelse er urørlig som muren bolden spilles op ad. Bolden er helhedens form. Alts kraft ”strukturerer” sig rundt i tilblivelsesmæssig værens-forstand. Enhver kraft vil danne et kuglerundt bevægelsesfænomen omkring sin genstand, sit fikspunkt. Sådan ”strukturerer” også væksten sig, æblet, træet med rødder og grene, der tegner konturen af kugleformen. Som også jorden gør det ved kraffeltets aftegning. Vi bevæger os i cirkler, kan vi sige, hjem-ude-hjem bevægelser – og ernærer os derved. Kroppens kraftfelt er også rundt, vi er fremadrettede, men vender altid tilbage. For ellers går væksten i stå, udebliver fordøjelsen, historien, der giver forstandens erfaringsevne til at beskytte hjertet, livets videre færd, barnet, udviklingen: at vokse op og favne rundt omkring sig. Vi er fremadrettede, men vokser kun, når vi vender tilbage med det fremadrettedes fangst og deler byttet. Vækst er en opstemmen af modsatrettede bevægelser som bjerge, der presses op. Ser vi kun frem vokser vi ikke. Ønsker for fremtiden er livets meddelelse, dets vækstkrav til os om oplivelse: at vi glemmer at se os tilbage, at vende tilbage og dele byttet. I eget liv med sig og sine. Livets potentiale af kuglerundt som alle andre helheder, men vi gør det firkantet, giver det flader, sider, siddende – vi gør skæv vækst, når byttet ikke deles og fordøjelsen udelades. Og dermed bliver det meget skrøbeligt i vind og vejr, ånd og psyke, krop og helbred, tid og evighed.
Du er menneskeliv og det ikke er formen, der er det centrale, men hjertet. Det er indholdet, opfyldelsen, fylden bevægelsens delte bytte, den kinetiske energi – fordøjelsen til hjertets tarv. Formen er kun potentialet, ikke faktisk og kan ikke være det fremadrettedes sigte, men nok et hjerteligt motiv at bevæges af og tage med. Enhver helhed drejer sig om livet, opfattes det er hjertet på rette sted, så opfattes det eksemplarisk med helligånden tilstede. Opfattes det ikke, så er helheden uhel, uhellig, så er alt på tale og livet sat over styr. Husk at lukke vinduet for satan! - alverdens væren-bevægelse, for den er ikke livets væren-bevægelse. Den er ikke dit liv, konkret som det er med sin historie. Helheden er livsbåren.
Men derfor kan det jo godt give næring til livet at følge bestemte helhedsgivende eksempler. Det kan jo godt være væsentligt, at bevidsthedens, selvforståelsens, forstandens udvikling og dannelse – foregår omkring livserfarne eksempler, der måske også kan mærkes på egen krop. At leve i guds billede, at følge Jesus eksempel, forstået som Kærligheden, livets evne til at elske og glædes ved livet på trods af afmægtige verdensvilkår og handle således, det er grundsstammen i al vesterlandsk oplysning og dannelse – og gælder livets udvikling og ad den vej samfundslivets udvikling. Det kan jo godt være væsentligt, at mennesker i samfundet lærer at kende sig selv, forstå sig selv og formå sig selv som liv i livsbefordrende opførsel ved og gennem livsførelsen. Jesus er ikke religion, kærligheden er kultur, det er kød og krop, livet i landet, når det opføres ordentligt i sansen for det hel-lig-åndsgivende. Det er grundstammen. Kendes den ikke, så den kan anerkendes i liv og handling – sanses den ikke konkret som givet med livet, som omdrejningspunktet i al vor gøren og laden, ja så bekræftes den ikke, så gør den os ikke opmærksomme på meningen med livet, på livets glædelige grundfænomen, det fænomen, hvoraf al anden værdi, værdsættelse, vurdering og hensigtsmæssig dømmekraft opstår.
LIVSKRITIK
- personligt, menneskeligt, eksemplarisk, hvad ellers – akademisk, fornuftigt?
Den energi den vesterlandske kultur bruger på at ordne verdensbilledet, ordne samfundet, verdenssituationen, etc. den går i en vis forstand fra forstandens livsbefordrende sanselige ordensevne, når og hvis det grundliggende næstekærlige livsbegreb ikke er gående gennem opvækst, opdrag og dannelse. Når vi ikke danner os i livets eget billede – forstår og mærker os selv, gør livserfaringer, der fører til en større agtelse for og evne til at leve godt. Spørgsmålet er aldrig, hvad det så vil sige, men at livet nærer den orientering, kun selv kan vide besked og tør handle derud fra.
Energien går fra livsbilledet og groft sagt kan man sige: vi forfører os selv ihjel ad den vej og hiver selvfølgelig i vor verdensmagts afmægtighed resten af menneskeheden med. Vestens magt er (eller var) meget stor, ganske som enhver afmægtig, dvs. naturudtrykkende kraft til enhver tid kan knuse det vi som mennesker møjsommeligt bygger op, udvikler med sigte. Markedskræfterne, kapitalens kræfter, er naturkræfter – og vi er kun herre over dem i den forstand, at vi som liv undlader at bekræfte penge som bærende motiv for vores livs førelse og handling, for vores styrende og ordnende indretning af tingene. Det er livsmæssigt set stadigvæk nødvendigt at afvikle den kapital-økonomiske styreform. Det er den eneste vej, vi med tiden kan komme til at sanse livet igen, for det er ikke samfundsudviklingen, der kan ændre på tingene, men livsudviklingen, dvs. den måde vi fører vores liv på og har sans for det. Et bedre samfund, en bedre verden er direkte afhængig af følelsen af at leve, føre og udvikle sit eget liv som et sigte for fremtiden. Det nytter ikke noget at tilgodese samfundets krav som borger, sålænge eller i den udstrækning, at disse krav ikke bæres af et livsmæssigt, livsbefordrende, livsudviklende sigte. Der skal være livsidé og sigte i det fornuftsbaserede, fornuftsidealistiske, fornuftssystematiserende samfundsstyre, der ved sit stats-idealistiske system netop vil berøre og kræve alle livs opmærksomhed.
Staten er en fornuftsidealisme, en matematisk idé: for alle individer gælder det...krumtappen er skatteindividet. Sådan må det så være, men kapitaløkonomisk vækststyring bekræfter en livsfornægtende livsførelse og selvforståelse. Man kan sige: fornuftsidéen, staten og dens målsætning om plads til alle, den er vigtig at bevare og orientere sig efter – men på den anden side går det galt, når den også vil bekræfte sin idé i praksis i form af kapital-økonomisk vækststyring og gør det med skatteindividet. For derved bliver den livsindsigt, de næstekærlige erfaringer, mennesket lærer livet af og ved, som det forstår kræver tillid og tiltro til livets egen vækstmulighed og erfaringsdannelse, sådan som næstens unikke person og liv nu er – derved bekræftes en sådan livsindsigt og voksende erfaringsmulighed, myndighedsevne, derved bekræftes den først og fremmest som værende kapitalafhængig. Og det er den ikke.
Vi udvikler med andre ord et umådeligt uselvstændigt liv og rammer derved alt det, vi kulturelt set gerne vil stå for, den form for menneskelig driftighed, der har bygget vort samfund op – og rammer således også samfundets egne grundbegreber i sit folk. Man rammer kort sagt livets fysiske dannelsemulighed ved at molestrere, desorientere, deformere sansen for livet, kroppen, forstanden. Sådan ser magtudredningen ud i sin sandhed, så det må vi jo glæde os ved. Det er klart, at en magtudredning foretaget af liv, der lever på en skattefinancieret tilværelse naturligvis kun vanskeligt kan blive en egentlig magtudredning – man saver jo sjældent den gren over, man selv sidder på, sprogets førelse, livets førelse.
Men knækker den, så man falder ned, ja så kan man jo ikke falde længere, hvis og såfremt altså, måske, at glæden ved sandheden er intakt og såvel hjerte som forstand, stadigvæk sidder i det liv, det hører til! Vi mangler dem, der går selv – ikke mig, for jeg går ikke endnu eller jeg er gået ud, sidder, hvor man ikke kan sidde, men dog sidder bag skærmen med de hårde sten til brød -men andre, bedre eksempler. De indser ikke blot, men gør også indsigten med deres liv. De viser så at sige samfundet den livsform og de livselementer, den skal se efter, se at få bekræftet i større omfang. Det er ikke blot en investering i fremtidens liv og samfundsliv, men den eneste vej for livet i bred forstand. Samfundsudviklingen skal afvikle sit system gennem bekræftelse af livets selvstændige udvikling – sådan som det var tænkt med det oplyste demokrati. Det er livseksemplerne, mennesker, der ved deres livs førelse koncentrerer sig om de egentlige livserfaringer, den egentlig sans for de livserfaringer vores kultur med sit vejr, klima, livsvækstmuligheder, historie bærer i sig. Det være sig økologi, vindenergi, havebrug, friland, men også åndsvirksomhed og almenmenneskelig befordrende dannelse, og systemudtænkning, der kan tilgodese de erfaringer i det industrielle arbejdslivs kontekst, arbejdsmiljø, mv. Sidstenævnte gerne på en sådan måde, at livet simpelthen bare ikke gider arbejde i det på gængs vis, fordi det kan gøre andet kreativt dermed, samtidig med eller andetsteds.
Samfundsudvikling er livsudvikling, der bekræfter livet selv gennem en afvikling af den kapital-tekonologisk-økonomisk-industrielle-videnskabelige kulturs manglende livshorisont – bekræfter det som det styrende og afgørende motiv, ”målestokken” andet skal vurderes ud fra. Det menneskelige, næstekærlighedens både-og foregår i den almægtige naturs enten-eller, i Guds vold – i troen på livets sanselighed. Den overordnede samfundsstyrende udvikling placerer sig i forhold til livet i naturens enten-eller, hvorfor et overordnet samfundssystem altid vil virke enten-eller, hvis ikke det faktuelt, med menneskenes egen krop følger livets både-og ved sin livsførelse – og så at sige, hvad de systemansatte angår, udvirker menneskelig åndsorientering i systemssfæren. – Hvis ikke det faktuelt afvikler sig selv i en sådan grad, at der opstår overskuelighed rodfæstet i almenmenneskelige livserfaringer med livets førelse. Målet er et papirløst samfund; det motiv må vi ikke smide bort, livet kan ikke udvikles ved at flytte sanserne bort fra dets livsnaturlige vækst, krop, hænder, fødder, arme, tungen, talen (som jeg gør her, det forkerte sted, men dog som personlig talen, som hvad jeg som liv kan bekræfte, som livseksempel orientere mig efter i fornuftens makværk af samfundsomgivelsen. En negation af teksten, der fordrer omvendelsen af fornuftens læser. Det er fastelavn. Amen. Sten, det bliver aldrig et håndværk, men det gør edens havebrug).
Fornuftens systemer og dens teknikker, teknokratiske virke kan intet livsbefordrende – sålænge de bekræfter sig som livs-overordnende virke, som guddommeligt enten-eller uden reel magt, kun afmagtens magt. EU f.eks. er en fornuftsidé, der ikke kan forståes uden akademisk historisk-politisk baggrund – men så akademiserer vi da bare mennesket? Det bliver aldrig livsbevendt i folkelig eller mellemmenneskelig forstand! Og man kan det ikke, fordi skattesamfundet lever af egentlige livs arbejde i og med naturen. Bortskaffelsen af den kultur, at flytte den primære produktion til fattiglande er den største sårbarhed at udsætte sig selv for – det er at forstene i fornuften, teknologi, videnskab, etc. Vi kan ikke bevare den kropsarbejdende naturkultur, brugene, men bekræfte den påny, i ny integrerende, inkorpurerende form. Og skal gøre det.
Den moderne system-politik er en krigshistorisk orienteret ånds nødløsninger, en uendelig brandslukningskultur; den siddende statsminister er sikkert udmærket, men han har forholdt sig til Anden Verdenskrig. Hvorfor? Fordi sådan fører man fornuftig politik eller gør man? Er krig og krigsangst bevæggrunden?
Ordene står ikke i kødet som Ordet, men kun på papir og det presser naturligvis systemerne til strengere og strengere magtanvendelse, fordi fornuftssystemets masse-akademiske tradition har forladt kroppen og sådan set kun kan få papirets ord til at ske ved at få andre, der ikke forstår, hvad det går ud på, men kan bruge kroppen, til at udføre hensigten. Uden dog at vide, at de derved også må forlade kroppen; og i den forstand masse-akademisk.
Det er usædvanligt at valget står så skarpt i den tidsånd, der efterhånden længe har rådet: bliv ved kroppen eller bliv dum i livet. Ord, der ikke stilles fysisk på jorden med kroppen, med virke, mellemmenneskeligt, med hænder, hjerte, familieliv, etc. kan ingenting og nøder derfor mennesket til at gøre brug af den afmægtige naturs kræfter, logisk tvang via kapital, fornuftstvang uden livssigte. Sådan opstår fascismen i og gennem systemlivet – se på kærlighedslivet, se på sexlivet, se på familierne, se på hjemmelivet, se på skilsmisseraten, etc. Man undertvinger livets sans for sig selv og mulighederne for dens forplejning, trivsel og man kan ikke længere være bekendt at kalde det folkeligt, sund fornuft, mellemmenneskeligt samvirke eller andet gejl. Det er løgn og latin, fuld af fup og gamle aviser at gøre det.
Det moderne menneske er slet ikke klar over, hvor langt væk det egentlig er fra sansen for livet. Det er blevet forført til at leve i fornuftens desorienterende systemer, at identificere sig påny, påny, påny – og ikke som liv, der kun leves én gang af hver enkelt blandt sine medmennesker. Det moderne menneske er ikke klar over, at fornuften kun er et spejl, der viser os spejlbilleder af forstanden, dvs. kroppen som den er i færd med at udvikle sig i sin omgivelse. Kun at opfange, opfatte, forstå sine sanseindtryk i fornuftens spejl og derved forledes til handling efter de billeder, det er det samme som at føre, skabe og bekræfte livet i det kapital-teknologisk-økonomiske-vækst-verdensbillede. Og det kan kun gå galt: At være menneske i et glashus fuld af spejle, det er hvad det er, sådan er tilværelsen med det fornuftsordnende samfund - men at bo til leje i spejloverfladen på et glashus med sin persons liv, det er hjerteløst, glæden usand, sorgen uægte og begæret afmægtigt. Det er hvileløs ren fornuft, klingende bjælde, rungende malm – et liv uden kærlighed. Og det er dét, der sker: livet gøres identitetsløst på et afgørende, centralt område. Og det er farligt ikke at kunne identificere livet, for hvad betyder da menneskerettigheder, hvad betyder da lovgivningens formål, hvad sker der da med retssikkerheden, med den mellemmenneskelige integrationsevne, etc. Sammenfattende er det, der skred for os: Oplysningen som livsoplysning, arbejde som arbejde og udvikling af livet selv derved.
Det skred for os på trods af mange advarsler og vi er selvfølgelig nødt til at lære af det. I mine øjne er der to markante fløje: den ene, den ældste, er kapitalens kulturhistorie, købmandskabet på markedet, pengeudlånere, bykonger, landadel, bysamfund, etc. – den side går helt tilbage til de gamle. Det stedløse menneske fandt overlevelsesmulighed på byttemarkedet, der kunne gøres fortjeneste på at iagttage forskellene, det blev til købmanden, infrastruktur, aftaler med leverandører, landadelen, osv. Købmandsforretningen er opfindelsen af skattesystemet. Den anden side, den anden fløj kommer ind med oplysningstidens fornuftsoplysning og de helt afgørende misforståelser, der dermed blev vores samfundsbygnings grundlag. Og stadigvæk virker sådan, genererer en fortsat misforståelse i vækst.
Men grundstammen, den egentlige oplysningsudvikling sker jo også med reformationen og den er ikke en fornuftsoplysning som sådan, men en livsoplysning til den enkeltes liv. Der opstår derved en strid mellem oplysning som fornuft, der synes at være til at tage at føle på, forholde sig til i verdslig og jordnær forstand, praktisk, vi kan indrette os ud af tingene, konflikterne, vi kan løse problemer, der opstår med fornuften – mellem fonufts-oplysningen og så den enbårnes livsoplysningsånd.
Sidstnævnte er ældst, men det passer ikke, for matematikken ligger før skriften, de skriflige kilder. Og matematikken er åbenbaringen af den menneskelige bevidstheds potentiale som et grundliggende symbol på vores kultur og mentalitet. Den matematiske evnes opståen er individ-begrebets fødsel og kommer altså igen ind med renæssancen og efterfølgende fornuftsvidenskabernes opdyrkelse såvel blot nysgerrigt som politisk, mekaniscistisk, samfundsindrettende, etc. – Og alligevel er livsoplysningsånden ældst, hvis man forstår, at det kun kan være den konkrete livserfaring, der tæller i forhold til en kulturel livsudviklingsgivende retning; ikke en pytagoræisk fascination af rette vinkler. Den historiske tidsopfattelse, forsøgene på at sætte begivenhederne i rækkefølge opstår først for alvor med oplysningstidens systemtrang; det er meget fornuftigt at kunne se historien overordnet på den måde, men af samme grund ganske uforstandigt: hvad livet er gået igennem gennem tiderne er i kødet og blodet. Der ingen grund til også at putte det ind i hovedet i en rækkefølgeorden, vi så skal gentage i uendelighed.
Matematikken og fornuftsvidenskabernes sprog er uerkendt i livet, udviklingen indenfor dens tradition er blot en kvantificering, en akkumulation af eksempler på den samme uendelige dødslogik, en afmontering af forstanden, en afmontering af alts værenskaraktér og dermed livsforståelsen: glæden ved at være som en afgørende indsigtsgivende forståelse og værdsættelse af livet og dermed, hvad det har med at gøre, når det fornufter derudaf.
Matematikken og fornuftsvidenskaberne er logik uden ontologisk forståelse; når viden er udviklet, forskningsresultatet i hus – først da skal det ligesom til at være noget, blive til noget: teknologi og nye teknisk administrative tankegange, procedurer. Det er mangel på sund fornuft, altså forstand, fordi det optager livets energi. Vores kulturs mangel på råstoffer, ressourcer er i færd med at udpine livets egne ressourcer – udviklingsmæssigt set sikrer samfundskulturens blok af systemnetværk ikke længere livet, men opretholdes kun ved en fortsat udpinelse af livets fundamentale livskraft og vækstbetingelse. Vi kommer ganske enkelt ikke ovenpå ad den vej.
Derfor og således er det, at de to fløje: kapitalens kulturhistorie og fornuftdyrkelsens kulturhistorie supplerer hinanden så vældig godt fra og med oplysningstiden – vel at mærke i en fortsat strid med livet og dets egen sans for sin begrænsning. Livets sans for sig selv, sin magtbegrænsning og dermed optimale livsbefordrende udviklingsmulighed, handlemulighed, livsførelse, indretning af samfundet, etc. De to fløje strides, men finder ”samarbejde” om at udpine livets egentlige grundbetingelser.
Staten er et akademisk projekt funderet i samme mentalitet som den rig-fattig konflikt, krig-fred, slægtsprivellegier-folkeprivellegier – i samme mentalitet som det, den vil styre og ordne, opstår af. Ved sit virke bekræfter staten således en fornuft, altså et magtbegær, der ingen måde kan være med, medmindre den egentlig livserkendende, livserfarne, livsoplysende forstand får det sidste ord at skulle have sagt i forhold til overvejelsen, handlingen, livsførelsen, etc. Begæret i maven (kapitalen), fornuften i hovedet (ordensmagtbegæret) har kun et livsmæssigt formål og det er at begave forstanden i hjertet med glæden ved sandheden i det liv, man er givet med sin unikke historie, person, tage vare på det ved at glædes ved overhovedet at være blevet til. At lade det udfolde sig, så nyt godt liv og udvikling kan blive synligt.
Jo større systemer, des større åndeligt sigte kræves der af livet, der administrerer det, des større disciplin – og det er klart at kapitalismens/matematikkens uendelige vækstopfattelse end ikke kan have den fjerneste idé om, hvordan den gør det. For den går jo mod uendelig og hverken kender eller anerkender, vedkender sig selv ved nogen grænse. Nogen - det er menneskelivet, der taler dér.
Dannelse i kærlighedens forståelsesånd fra ende til anden. Det er troen og det er billedet livet foregår i. Dannelse handler om at udvikle evner, præge og forme livet efter livets egen opadstræbende retning – sådan at det lærer og erfarer, hvordan det med sine evner ved og med sit livs førelse og indsats kan beskytte hjertets mildhed og udvikle forstanden, kroppen, mentaliteten derved. Altså evne til at bevare modet til at leve og følge hjertets dannelse og vækstmåde – et langsommere tidsløst og derved eviggyldigt livstempo. Sådan såfremt vi altså tror på, at det først og fremmest er livet vi må tage hensynet til og ikke så meget andet. At det først og fremmest er livets og det livsmæssige vækstgrundlags betingelser, der er værd at tage hensyn til. Hensyntagen fastholdes ved sit motiv og takkes samme sted med kritik eller anden form for ny hensyntagen. Dannelse bliver til den livsbårne myndighed, der magter at sige NEJ på livets vegne, at sige fra af barmhjertighed – og finde på noget andet, tro og mærke, at livets egen trivsel er opgaven først som sidst.
Med andre ord: uddannelsessektoren blev med industrialiseringen, rationaliseringen af samfundet til en funktion, hvis opgave og formål var at sørge for at demokratiet blev et oplyst demokrati, dvs. at menneskene blev klar over, hvad det vil sige at være liv på nogle helt afgørende områder i det mindste. Oplysningen blev dermed stillet i fornuftens ordning altså magtbegærets – og ikke i næstekærlighedens navn. Næstekærligheden som var og er den eneste fællesnævner i vestens kultur, grundbegrebet for bevidstheden, livsbilledet, der overhovedet kan lære, danne, præge mennesket således, at det kan blive i stand til at forstå, se og sanse sig selv som liv. Og det er klart at forsømmelsen af den erfarings-ånd og lære-livsgerning derved selvfølgelig vil føre til religionsstridigheder, integrationsvanskeligheder – og alle mulige andre umuligheder som vi kender dem og må overleve med dem i det moderne samfund. Vi lever ikke, men forgår fra den dag vi er uddannet og formidler således efterfølgende. En ond spiral.
Den grundliggende udviklingsorienterende instans i det gammelkendte samfundssystem, den akademiske tradition, den bogligt orienterede uddannelsesform: tegn-tekst-tal fikseringen som omdrejningspunktet for ”bevidsthedens” dannelse – imodsætning til begreber, der altid er fysiske, forløsende og arbejdsomme i livets egen situation; kan følge personens egen livsudvikling, følge med i livets aldre – den tradition har understøttet kapitalismens vækstbegreb som livsform. Og det kan ikke lade sig gøre, hvorfor det fører til et gigantisk og afmagtsgivende selvbedrag kaldet vesten og efterhånden jo også resten af verden.
Det vil sige: forsåvidt at det overhovedet lader sig gøre sker det ved: at livet isolerer dårligdommen, pakker det betændte ind. I dette tilfælde, vor tid og kulturs tilfælde er det betændte imidlertid i alt for stor udstrækning bevidstheden selv, vores livsbårne sanselighed, forstanden, der skal beskytte det allerhelligste: livets selv, vækstkilden, hjertet. Religiøst sagt har satan, livsfraværet, godt tag i menneskeheden for øjeblikket. Men det er jo klart, når adskillelsen af stat og kirke også bliver adskilt i uddannelsesmæssig øjemed, i dannelsesmæssig øjemed ved livsførelsen, undskyld borgerforførelsen, bogførelsen – lovens eget medie, der jo ikke kan fastholde noget uden ordet i hjertet. Vi er ikke blot fraværende, vi dannes ligefrem til at være livsfraværende af samfundsomgivelsen. Det er godt gået, nu skal vi vende tilbage og dele byttet!
Trosfrihed i vort samfund hænger efterhånden sammen med, at fornuftens menneske ikke formår at forholde sig til livet uden fornuft, ikke kan tro på det, at det vil os noget godt uden fornuft, ikke kan sanse livet for sig selv – ikke kender dét, at glædes uden grund, dvs. netop af livets egen værensgrund; at livet giver sig selv ved sin vækst op gennem den familiære forstand og at sanserne for hjertet derved har taget højde for, hvad der kan tages optimal højde for. Jeg tror visse islamisters voldsomme afstandtagen til vestens kultur har sin eksistentielle, livsmæssigt set symbolske berettigelse: vrede, afmagt, forargelse opstår kun i liv, der kender grænser for livet, og opstår kun, når ingen nye sættes, dvs. leves – nye, der rent faktisk kan beskytte livets kultur som den nu er, er stillet. Og ikke bare grænser, der først og fremmest vil beskytte fornuftens kultur, samfundets kultur. Vestens kultur, kapitalismen, kender ingen grænser, dens enorme netværkende fornuftsmentalitets produktionsapparat suger livets vækstform tør, laver brødet om til hårde sten. Forstener.
Det er velkendt, penge er blot papir, arbejdskraft, dvs. livskraft omdannes til penge, ikke til brød, men altså til markedskræfter, naturkræfter – og først da til brød importeret fra den anden ende af verden. Fornuftens omvej er forsteningens, paralyseringens vej istedet for forædlingens, hjerteforstandens umiddelbare bekræftende vej – livssamarbejdets sandselige grødes bekræftelse.
Livskraft kan i form af arbejdskraft veksles til penge og brødføde den sultne mave, men penge kan alene betragtet ikke andet. De kan ikke brødføde det sultne hjerte som netop ikke bør være sultent, men forstående af livets altid nærværende forstand, kødet, kroppen. Penge, markedskræfter kan ikke omveksles til livskraft – næringen efter tæringen er ulig som eksempelvis gældsættelsens normalitet, den voksende vanskelighed ved at sætte tæring efter næring. Livet gældsættes økonomisk ved sin fødsel, som færdiguddannet eller bare ved dets officielle myndighedsalder er livets virke og udviklingsformåen et afbetalingssigte. Det bliver det alt for let, det arbejder i det motiv. Livets gode vekselvirkning er ikke et ping-pong fænomen, noget for noget, som fornuftens kapital gør det til og administrerer det. Livets gode vekselvirkning, dets fokus er gnisten, den smukke moder, den livsbårne idé, virket, etc. – og skal ses, mærkes, forståes ved livet selv, ved sin vækst som al fortagsomhedens sigte, hjertelige motiv. Og videreudvikle sig ad den vej.
Sisyfos skubber stenen op, den ruller ned og næste dags arbejde er at skubbe den op igen – i kapitalismen skubbes stenen op, resultatet betales, næste dags arbejde er at skubbe stenen ned, sørger for den ikke ruller af sig selv. Den naturlige drift, her tyngdekraften, gøres til livets arbejde, derfor er det først på tredjedagen det egentlige resultat er i hus igen. Tre dages arbejde, istedet for to dage; tre dages løn, for to dages egentlig arbejde. Sådan: Tre dages løn, for tre dages arbejde – men dag nr. to, hvor stenen skubbes ned igen, afkræfter livets naturlige sans for at lade naturen arbejde for sig, tjene livet. Fornøjelsen, glæden ved at se stenen kunne rulle ned af sig selv, så arbejdet kan begynde igen, den fjernes – dvs. den omveksles til en dags arbejde, en dags løn, til penge. Hvad kan livet bruge det til? At købe? Frugten af eget arbejde som det hed, stoltheden, ejerskabet, ansvarligheden ved eget arbejde bekræftes ikke, anerkendes ikke.
Tyngdekraft og livskraft er ikke det samme, men nært forbundet, forskellen er vigtig. Tyngdelovens tyngdekraft er en videnskabelig formulering som alts, al masses princip (se indledningen). Den er uhel, uhellig, fordi den ikke opfattes livsbårent. Livskraft kan ikke opfattes anderledes, livskraft er ikke en formulering, den formulerer sig. At betale livets arbejdskraft for sin tyngdekraft giver livet følelsen af at være en robot eller et trækdyr – og ikke et menneskeliv. Kapitalismen er grundlæggende en uværdig, livsfornægtende, forstenende ånd at arbejde i; et umenneskeligt, fremmedgørende motiv. Den er livsmæssig set, udviklingsmæssig set ineffektiv ved sin større værdsættelse og bekræftelse af forbruget end livsbruget: arbejdet, der kan bære lønnen i sig selv gennem selvstændigheden, værdigheden, selvdisciplinen, ansvarligheden, værdsættelsen af det basale, de basale fornødenheder til den sunde krop og ånds udvikling. Mere kan livet ikke opnå og kan derfor heller ikke skabe eller udvikle noget somhelst andet godt uden en sådan livsforstandig brug af sig selv. Det er lykken og det var lykken den moderne økonomis grundlæggere, tænkere, havde i sigte – de kendte bare ikke fornuftens/matematikkens uendelighed i forhold til livets selvtilstrækkelige evighed ved kærligheden til og i livet selv. Den egentlig vækstform. Samfundsøkonomisk politik var at skabe den optimale lykke for alle. Kan lykke forståes uden såvel personlig som generel, gennem andre lært, set, iagttaget, bekræftet livserfaring - vilje og kunnen? Kan lykke forståes uden dit hjerte? Fornuftsidiotiske spørgsmål, hvis ikke de var stillet af forstanden, mit hjerte som jo ikke er mit, men livets, jeg må tage ansvar for. Helheden er livsbåren.
Livskraft kan omveksles til samfundsnaturkræfter, penge, men penge kan ikke omsættes eller omveksles til livskraft. Livsnaturens vækstform giver os trivslens brød, men den pengeøkonomiske vækstform forbruger kun trivslens brød. Kapitalismen har snabelen nede i Guds hjerte. Og dét går ikke stille af er jeg bange for. Så måske skulle man lade være med at lege så meget mere med livet i det spor. Guds rige verden flytter sig ikke, så livet må indrømme sig selv i den.
At det blev sagt, at pengene fosser ud af statskassen, det hænger sammen med at samfundsopdraget: at være tro mod staten, pligterne osv. gjorde staten til symbol på fællesskabet, på det fællesmenneskelige hjerte. Det gjorde os alle sammen til socialdemokrater: systemet, organisationen, fællesskabet, arbejdet, osv. – som var der tale om næstekærlighed, troskab. Det er klart, at det måtte føre til, at pengene fossede ud af statskassen, eftersom det, systemet, uddannelserne, arbejdsmarkedet gjorde det til et hjerte. For hvor forskudt forstanden end måtte være fra hjertet, så betyder den forvrængende symboliserede dannelse stadigvæk at hjertet handler – ganske vist så forskudt og uhensigtsmæssigt, ”ukontrollabelt”: hjertet giver, altså måtte statskassen give, give, give.
Og sådan er det stadigvæk i kapitalismens navn og livsdannelse. Jo mere pengefikserede vi bliver, indretter os efter, des hurtigere tvinger vi hjertet til at slå. Den daglige puls bliver for høj i det forkerte motiv. Jo mere pengefikseret vi håndterer livet og samfundet, des mere sexfikseret bliver ”næsten”, des mere incestiøs blive familiekærligheden.
Et kapitalstyret samfund animerer livet til at røvpule børn som et led i opdragelsen, i overført betydning opdrager vi ikke i næstekærlighedens forståelsesramme, per forstand – men opdrager af behov. Hvad børn har brug for bliver med institutionspædagogikken et psykologisk spørgsmål, altså et fornuftssprog, en manual til at håndtere børneopdraget. Tilsvarende er parforholdet, sansen for næstens liv er væk. Mere konkret sagt: vi er godt igang med at elske livet uden at være ved vor/sin egen forstand. Det er for stor en psykisk belastning for nutidens menneske at være personlig, indrømme sig selv, sin historie og hjertet derved – kunne noget med det. Det bliver meget let kriminelt, hvis det gør det. Det selvstændig liv sættes af i fornuftens fængsler. Livets sandselighed bekræftes ikke.
Livet kan aldrig indhente sin gæld i kapitaløkonomisk forstand uden at afvikle sig selv derved. Staten i kapitaløkonomisk forstand – fornuftens - er en tvangstanke, der betvinger og danner livet til ikke at kunne indrømme sig selv. Det er ganske alvorligt og hverken statssamfund eller kirke kan ved sin organisation, sine systemers praksis udvikle os deraf. Det kan kun glæden ved sandheden. Glæden ved sand-se-ligheden og livsførelsen derefter. Mere kropsligt, fysisk betinget arbejde eller i umuligheden deraf at indkorpurere kropslig aktivitet i arbejdslivet: vi har pligt til at betale skat, nej, vi er tvunget til at betale skat, hvis intet livssigte, livsudviklingsmæssigt sigte der er dermed. Pligten er snarere som rygeforbud efterhånden er en realitet, at gøre morgengymnastik på arbejdspladsen, synge morgensang eller lign. Staten skal tjene det oplyste demokratiske folk, bekræfte livsoplysning ved sine krav, hvis den vil gøre sig forhåbning om at udvikle samfundslivet.
Naturen kan ikke føde menneskelivet, det kan kun menneskelivet selv og det har det gjort lige siden Jesus/Kærligheden/livet i Guds rige verden. Og siger vi her istedet for aberne eller cellen for den sags skyld, ja så taler vi fornuftens sprog, tidshistoriske rækkefølgeorden fra minus uendelig til plus uendelig - uden af fatte en brik af livet, af menneskelivets sfære: at sandhed kun kan bekræftes af hjertets sigte i det nærværende liv og derved for dets fremtid. Vil du i sandhedshjertet glædeligt være abe, vil du i sandhedshjertet glædeligt celledeles. Jamen så prøv da, hvis du tør – og tør du ikke, så er du vel blevet klogere på, hvad du skal bekræfte din forstand i livet ved.
Trosfrihed er fornuftens ordning af troen, du har lov til at tro, hvad du vil uden at det skal diskriminere dig i samfundet – sådan kunne man vedtage en lov, fordi der var en primær produktionskultur, kropsligt arbejde tæt ved naturens ressourcer og vækstbetingelser. Og tilsvarende en åndelige livsoplysningstradition i samfundet, der havde råd for, ikke anede uråd for en sådan lov, fordi man jo troede på livet selv. Tro blev en privatsag og ikke så afgørende, fordi den historisk var blevet omsat til et samfundsfælleskab, troede man, et oplyst demokrati, troede man, som staten og akademikerne skulle og kunne tjene, troede man.
Men så kom industrialiseringen ud på landet, fiskeriet, etc. Og dermed forsvandt den orientering af livet, identitetens hjerte, vækstkilden, tænkemåden: den grundliggende almenmenneskelige forståelsesramme såvel på landet som i byen: mennesket på og ved jorden og på den måde kropsligt stillet i forhold til himlen. Og således også evnen til at forstå vores samfunds opbygning, lovgivningen, meningen med det, sigtet. Jordbundetheden forsvandt, de uddannede vendte aldrig hjem med erfaringerne, fordøjede og delte byttet med den livskultur, de kom fra og som elskede dem op. Istedet bosatte de sig i internettets netværksteori og kan ikke forstå, at de grundlæggende menneskelige bånd er blevet så svære og snærende at håndtere. Det gælder om at have et godt socialt netværk, ja, men hvad er det for et sprog, hvad siger fiskekvoterne, hvor store eller små skal maskerne være, så det er det regulerede rigtige, vi fanger, de rigtige venner, de rigtige mennesker, de rigtige forbindelser?
Den grundlæggende europæiske brugskultur og købmandskultur, land og by, ”1000” års erfaringer, præget i kødets sanselighed, gennem arv og miljø – opmærksomheden blev tyvstjålet af fornuftens fjernsyn. Det er ikke bare at ønske sig tilbage. Jeg opfatter det sådan, at livshistorien begyndte sin afslutning. Og hvad vil man så med det? Hvordan skal vi gå alderdommen imøde?
Udviklingen af livet ophørte, overgik til afviklingen af livet, ganske som vi vokser op, kommer i overgangsalderen og ”vokser” ned. Den europæiske oplysningskultur er gået på pension og dør før eller siden. Men nu har vi jo i al vor, symbolsk sagt, amerikanske afmagt – som vold synes af magt, men vel stadig er afmagt – nu har vi fået resten af verden med på idéen. Vi har det modsatte af travlt, hvis vi skal vise verden vejen ud af det. Den forunderlig smukke vordende mor skal frem i åsynet og ud i hænderne i det vi gør, i talen, øjnene, smilet - uden at det partou skal forføre os til knepperi, prostitution, medieliderlighed, fremvisning, etc. - men derimod ses, forståes, opfattes, værdsættes som livets billede at føre livet efter, tages ind som sådan og næres som en sanselig bekræftelse på det evig livs holdbarhed. (Evighed er ikke en tidshorisont, men en tidsløs horisont livet foregår i ved sin unikke natur; hverken du eller jeg, hver vores historie, vil aldrig nogensinde være andet end det kropslige vækstfænomen vi hver især er; du er dig, jeg er mig, unikke, faktiske i al evighed, amen. Det er åbenbaringen og sådan indrømmes kærligheden til fulde som det dit liv må gå med, hvis det vil gå med noget, være noget).
Eller man kan sige det på den måde, at hjertets dannelseserfaring som menneske, der udvirker forstandens grundvold, den personlige forstand omkring sit hjerte og dets historie, identiteten – måtte igangsættes og varetages af fornuften. Det svarer til at lade spejlet varetage spejlbilledet som livet; at udvikle spejle, der viser os som vi gerne vil se os selv, fordi vi ellers ikke kan ”tro” det vi ser.
Eller simpelthen ”bare”: at staten, uanende, at den var kapitalismens værktøj, fik fuld bestemmelsesret over livet. Statsfornuften blev Gud, borgeren spår som tiderne skifter, gud rå´r til alles uendelige tider. Hvis ikke der var mennesker tilbage, kunne man så fristes til at sige, og som det er blevet sagt og logisk erkendt i visse kredse – det er der imidlertid kun et middel imod: Herre Gud led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde, thi dit er riget og magten i al evighed, amen. Det lykkedes kapitalisten og videnskabsmanden, fornuftens evindelige ordningsforsøg, magtbegæret – det lykkedes de to fløje, at vinde magten til ingen verdens nytte, ingen livsverdens nytte, ingen samfundsnytte.
Det oplysende borgerlige livs førelse blev afløst af det rationaliserede skatteindivids magtfikserede tilværelse. Tro blev en privat skattesag – en pengesag, et spørgsmål om, hvorvidt man havde råd og således tid til at beskæftige sig med den slags åndeligt pjankeri, der alligevel ikke fører til noget resultat her i livet. Tro blev altså for alvor en privatiserende sag, en fraværende, frarøvende sag: Der skal kroner i kassen, fuck hjertesnakken, det er lørdag, lad os lave et barn til, jeg elsker børn. Tro blev fornuftsfascisme, systemfascisme – kærlighedsfascismen: samfundets vugge, familien, blev ramt på faderens, sønnens og helligåndens navn, som jeg har været inde på. Ramt på det, ikke i det. Der blev ikke ramt plet, vi blev komplet ramt. Og hvad kan vi gøre ved det?
– Jeg kan i lille mig i det mindste ikke fortie det. Er det nok, er det godt nok og ikke ligegyldigt? Gad vide om negativ social arv har noget med alt det her at gøre. I så fald det har må det ved min stemme dog i det mindste kunne være lidt værd blandt fornuftens magtfulde læsere, som jo ikke nødvendigvis er læsere – under alle omstændigheder har svært ved at læse skriften på væggen og indordne livet derefter, selvom måske netop de har den livsmæssige ressource til det. At læse skriften på væggen og sande deres livs rolle, ikke ved at redde verden ude i verden, men at leve livet stille og roligt og i den magt – gå andre veje, lade fornuftens problemer ligge til fordel for livsforstandens forløsninger, erfaringerne, der er i hus.
De brede skuldre skal bære, som Nyrup udtrykte sig, ja, de skal bære – de skal bare ikke bære livet ind i systemet, men ud af systemet – de brede skuldre er de eneste, der kan underkende systemet og anerkende ånden, der kan lære livet sig selv at kende igen. Brede skuldre er brede skuldre i livet, skuldre, der løfter livets selvstændighed.
Vi kommer ikke udenom den gode høvding, vi kommer ikke udenom den naturlige livsleder, den livsnaturlige leder, ildsjælene - ikke den afmægtige naturs fornuftsleder, magtbegærets ledere, dem går livet altid udenom, de bliver kun det ene hvedekorn, hvis og såfremt hjertet er på rette sted, hvad det jo ikke er, når det ikke troes således, men fornuftes og magtbegæres derudad. Vi kommer ikke udenom den livsnaturlige leders fysik, næstekærlighedssans i tiden, livsindsigt, menneskekundskab. Vi kommer ikke udenom dannelsens grundmotiv, der er hjertets og kun således i vedvarende og gentagende sanden deraf, glæden derved, kan ligge os på sinde.
Det er ikke mere end 40 år siden kvinden kom på arbejdsmarkedet og blev præget af fornuften. Det berører kønslivet – og aldrig som før er det blevet vigtigt at kunne fokusere identiteten i kærligheden, se det personlige liv hos hin anden, samleveren, kæresten, hustru/ægtemandmanden - og sammen. Forstå hinandens livshistorie og næstens personlige hjerte deri. Dét er livet, dér varetages det praktisk og konkret. Forstå hvor afgørende det fokus er, fremfor kønsforståelsen: det er fordi hun er kvinde, det er fordi han er mand.
Opfattes eller mærkes det ikke – sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind idet – mærkes det ikke som udviklingen at stå igennem, lære, mærke og prægen hianden igennem, så er det barnet, der ikke mærkes af kærligheden, så er det barnets personlighed, der ikke udfoldes, så er det barnet, der aldrig kommer til sin forstand. Dén personlige forstand, der på én og sammen gang kan være frugten af eget arbejde og ydelsen til næsten/fællesskabet. Det skal kvinden og manden lære, holde hinanden fast på og ved. Ligestillingens pris, den holdbare ligeværdighed, koster at finde næstekærlig måde med behovene. Prisen er at skulle forstå livet personligt. Véd man ikke af at justere behov ind, undertrykke dem i et optrykkende, opdragende levende livs sigte, barnets selvfølgelig, hvis det er kommet dertil – finde gensidig livsvej for dem, så er det ikke blot uheldigt, men det samme som satans yngel: at lade livet udvikle sig, vokse op i en afviklende, selvdestruktiv selvopfattelse at menneskelivets handling. At elske og forstå at elske er uløseligt forbundet (se indledningen). Børn opvokset i livsforstandig kærlighed får ikke noget problem med at tilfredstille deres behov. Blandt voksne gælder det samme: kærligheden til livets forstand lyser de ægte behov op og giver derved udløsningen. Vi skal kunne høre forskel på fornuftens ord og forstandens væren. Vi skal kunne høre forskel på alverdens fornuftige ord og livets, der står foran os og dér gøres med os som vi er dybest set. Såvel mand som kvinde - menneskeperson til menneskeperson.
Vi kan nok aldrig holde stand imod naturens kræfter og den naturlige udvikling og afvikling af menneskeheden, der før eller siden vil finde sted – men den kulturform vi lever i kan ikke vente med at komme derhen; vi har travlt med at komme i mål, men endemålet det er døden. Det værste er undervejs, når ikke døden fattes og mærkes i livet, sådan at forstå, at værdsættelse af livet og tingene omkring det ikke sker med hånden på hjertet og glæden derved. Det værste er, at bo til leje i spejloverfladen på et glashus med sin persons liv, for det er blændende hjerteløst, glæden usand, sorgen uægte og begæret afmægtigt. Det er hvileløs ren fornuft, klingende bjælde, rungende malm – et liv uden kærlighed og sans for det, mens det foregår og skal gives videre.
Det er bedre at tro, at der er tid nok – i den forstand at man overhovedet ikke følger med tiden som det inderste, som det, der skal ligge hjertet nærmest og således ligge os på sinde. Følger vi med tiden, fornuften, følger vi med alts væren-bevægelse – og ikke livets egen værenshelhed, glæden. Og det giver stress, hjertekarsygdomme, kræft, etc. Velfærdssygdommens sygdomme. Stress f.eks. er en folkesygdom, det er normalt – der kan bare ikke udvikles noget somhelst af betydning i sådan en normal mentalitet. Den matematiske normal, fornuftsnormalen, statistikken – det man i dag kalder fakta og vil basere dialogen på, grubler-videnskab man fører politik på.
Mange mennesker føler sig måske ikke stressede, men stressens kriterie er ikke følelsen: det er evnen eller manglen på samme til at danne overblik, skabe helhedsorientereret udvilklingsretning til livet i bekræftende forstand, ens eget og sammen med de mennesker man er iblandt. Når man er kommet derhen, hvor man ikke føler sig stresset, fordi evnen til at danne overblik er blevet svitset af – så er man måske ikke stresset, men bare ved at dø. I min fars generation opstod stress mellem 35-45 års alderen, i min sker det mellem 25-35 års alderen, den næste 20-30 års alderen – og det er et udtryk for hjertes manglende dannelse, det er udtryk for en haltende livsforstand, et evnesvagt hjerte, et udtryk for en dårlig psykologi, en opbrugt hjernekreativitet, der har gjort alt for mange forsøg på at forstå sig i fornuftens evindelige masseproducerende samfund, med et tilsvarende refleksionsniveau. Er blevet uddannet til at være sådan.
Lægerne véd det godt, fornuften er begyndt at måle på livets alder i livet – livsførelsen. Det er så at sige hjertets belastning de måler. Eller det kan forståes psykisk: du er 30, men lever som en på 20, dvs. din krops tilstand er for øjeblikket, ifølge en typisk ”fornuftsnormal”, en målestok – din krops tilstand er derfor for øjeblikket som en på 45. Vi lever i en kultur, der forskyder maveregionens grundlæggende behov, fra hovedregionens fornuftsansende regelfølgetvangslogik i forhold til hjertets og livsforstandens kreative kropslig sunde livsførelse i kærlighedens navn. Vækstbegrebet som skal holde det hele på plads. Vores tidsfornemmelse er langt ude i hampen. Fornuften er online 24 timer i døgnet og i dens horisont skal der ligesom en teknik til at føle og forstå, hvad livet var – til at mærke hvordan livet var og hvordan det engang kunne noget med det – så vi kan blive inspireret til at efterligne livet som det var engang i en ny kortvarig spejling, et nyt teknisk vidunder, en ny leveregel, et nye projekt, en ny kæreste, en ny familie. Ikke at have tid, hverken tid eller råd – det er et stresset menneske. Men altså ganske fornuftigt, overholdende lovene, opfyldende sin samfundspligt, ”udviklende” sig med det – cool, men endnu værre lidende uden at anerkende lidelsen, få dens fylde med. Vildledt, forført, afmægtigt ad helved til og ikke til kærlighed.
Vi kan selvfølgelig ikke være et samfund bekendt, der bruger livet som en ressource som var det et råstof, kalder barnet fremtidens råstof - i fornuftens navn, skolerne osv. På den anden side kan det selvfølgelig også synes lige meget set i fornuftens spejl-identitet, for det er jo kun et billede, det er jo kun synssansens. Den der ser sig selv i spejlet ser ingenting, den der ser sig selv i sit spejlbillede i spejlet kan mærke, at der skal sættes ind i forhold til noget i ens liv, der ikke fungerer godt til livet - og kan omvendt konstatere, hvad der fungerer. Ingen forstand lærer dog, hvad der fungere og ikke fungerer ved regelmæssigt at kigge sig selv i spejlet, men kun ved at leve med troen på kærligheden i sit hjerte, for sine nærmeste, næsten. Der fødes forstanden og der trives den, så den altid også i sin magtbegrænsning kan gøre en indsats for livet ved sit arbejde. Først derigennem lærer den at tyde sig selv i spejlet, sit spejlbillede. Følesansen, mærkesansen, den sidder ikke som ørene på hovedet eller øjnene i det, smagen på tungen, lugtesansen via næsen - følesansen, mærkesansen, det er hele organismen, kroppen.
Vi kan lære at høre, se, lugte, smage, men at mærke og føle, det må vi tilsyneladende ikke lære som det bærende, den vægtigste sans for livet!? Bekræftes den sans med hjertet som det centrale, livsafgørende – så opnår vi en forstand, den sjette sans, der grundlæggende og på afgørende vis kan glædes ved at være til, men ikke blot sådan. Igennem den bekræftelse kan livet forøge sin evne til at magte livet, arbejdet, tilværelsen uden derved at udvikle sig selv afmægtigt og uden dermed at udvikle, gøre sin omgivelse, næsten afmægtig. Det er ikke peace, love and understanding – men love, understanding and peace. Og kan man ikke lide de ord, så pil hjertet ud af dit bryst og se, hvordan du ellers vil elske dine nærmeste. Det er ikke ord, men udtryk for ordet. Udtryk for begrebet, der kan gribe hjertet uden at flå det ud af brystet på min næstekærlige læser. Og iøvrigt gribe det udenfor tekstens åndssvage kontekst.
FORHISTORIEN
Helheden er livsbåren. Et livtag med verdenskulturen i ”vores” liv. Det foregående er en helhedsorientering ud af et liv, mit liv. Man kan kalde det meget, hvad man vil. Men det bæres af Jens. Sådan er hans liv døbt. Han er dansk og slipper ikke udenom sit danske navn som sit danske liv og som det uundgåeligt vil symbolisere sig i andre menneskers opfattelse. Han har noget på hjertet, han har i sinde og må sige – og noget af det fordi han hedder Jens. Men han er også vandmand og det komplicerer sagen betydeligt. I det mindste er det hans ansvar at gøre noget med dét, han har på hjertesinde. I situationen her, har han valgt at sige det, skrive det, tale det ud.
Han er 32 og ikke lykkedes med livet i gængs forstand – eller måske netop sådan! - og måske mest af alt på grund af sin forhistorie. Fremtiden han var i færd med at bygge op, basen, hjemmet, etableringsfasen – det han ville gøre så godt, ville ofre sig for til hver en tid, sønnen han fik – tæppet blev revet væk under ham af den allermest utålmodige form for kærlighed. Den der ikke har tid til at lære sig selv bedre at kende sammen. Vokse. Og at se det som opgaven, forberedelsen: at rede op, så man senere kan ligge godt. Fornuften og begæret har altid tid til sin vækst, så forfærdeligt utålmodigt med den egentlig vækstgrund og trivsel. Stakkels søn ikke at få sin far i hverdagen, kunne lære af ham, forstå sig selv gennem ham. Der var meget i vejen, men det var du ikke, aldrig nogensinde, kære søn. Faderen fik ikke lov, det gjorde din moders behov. Og som hun siger: hun finder bare nogle andre faderrollebilleder, det tog ikke mere end et par måneder, så var den første der. Din far havde ikke sluppet troen, vi holdt pause - din far gjorde. Det er synd min dreng, men din far giver ikke op, for han elsker Jer stadig, dig og din mor. Det må være svært at forstå, men sådan er det, når man tror. Indtil videre er du en weekendordning i det faderløse fornuftssamfund. Og sådan bliver det måske nok godt nok dit liv.
Forhistorien kunne ikke længere blot være hans, som han ellers pakkede den ned som en personlig livserfaring, da han måtte bryde med universitetet og institutionssvineriet med mennesket. Fornuftens, dens systemers, unødvendig tarvelige behandling af liv, der går den lange vej, ofrer sig, indstiller sit liv efter samfundets grundbegreber, danner sig efter dem – med sigte på, at nogen skal varetage dem, så de også bekommer livet vel, så de supplerer det, bekræfter dets selvstændighed, lader sig formidle ved det levende eksempel. Han måtte bryde, fordi noget, fornuftens noget og al ting, ikke hang sammen med hjertet, livet, livsførelsen, dannelsen, udviklingen. Sigtet kunne ikke indfries ad den vej, hjertets indre motiv. Fordi det begyndte at glimre ved sit fravær, begyndte at blinke rødt. Menneskeblodet blev trodset og man kaldte det udvikling – ja man kaldte det alt muligt i mangel af bedre, som om man ikke vidste bedre. Det kan jeg ikke tro.
Elementet: at skulle knækkes, knækkes i selvforståelse, for dernæst at bygge en bredere op, der kan varetage almenmenneskelige grundbegreber, det er centralt i enhver egentlig dannelse – men sigtet er jo at gøre personen ansvarlig med det og ikke at knække personen, livets hjerte og kulturel relevante livserfaring. Dét, som netop binder og fortæller det, hvem det er, hvilke levende mennesker, det specielt kan gøre noget i forhold til – imodsætning til: alle; fonuftssystemets uendelige slogan. Livserfaringen er formidlingen. Oplysningstjeneste er ikke en militærskole, at aftjene sin værnepligt, men: ...at tro i liv og død på Kærligheden (Jesus) og hver dag forbedre sig (mig) i et helligt liv og levned. At leve livets vej som det gives med den enkelte, det konkrete eksempel på liv; det handler om motivet, hvad der næres i hjertet og derved kommer til at ligge os på sinde. Hvad der udvikles deraf, for det er der, der udvikles; verden så ikke ud som den gør, hvis budskabet var forstået. Så gamle må vi ikke være. Lidt har også ret, som man siger, i menneskets tilfælde har det endog rigtig meget ret – det overses og overhøres bare af alles fornuftssystemRet.
- I den akademiske dannelse: Man rives ned, og gør det selv i konfrontationen med de bedre og det bedre argument. For alle tror jo på alles system. De som kommer til uddannelse, kommer jo med noget, véd at de aldrig kan være sig selv nok, de vil og vil forandring, ofre sig og lader derfor den bedre argumentation vinde indpas i tillid til systemets uddannelsesvej. De bygges bare ikke op igen, men rives kun ned, ned, ned. - Personen skal ikke knækkes til at passe ind i systemet, for hvem skal og kan da vise vejen ud af systemet, ud af fornuften og ind til livet selv. Der skal tales ud af livet, fremfor læses ud over tungen fra den seneste bog. Ind om systemet og ud med systemet på nakken: Det er oplysningsopgaven og den kan ikke adskilles fra livets selvstændige dannelse og livsmæssige sammenhæng. Det tager tid, giver ingen resultater – men kan give liv, der ikke blot vil, men også kan give. Det synes måske ufolkeligt, udemokratisk; men det er også rigtigt: der findes ikke tradition og evne for det på universitetet.
Man kan sige, hvad man vil om universitet eller de øvrige læreanstalter, skoler, at han har misforstået dette eller hint – forskningens nødvendighed eller lign. Faktum er stadig, som afdøde RY-højskoleforstander, Jens Bonderup, kunne berette om sin tid på Århus Universitet: dengang i 70’erne var der 5-6000 studerende, jeg kunne i 90érne svare: vi er nu 22-27000, der sidder ned og læser. Man kan sige, hvad man vil om, at universitetet, eller samfundssystemet i det hele taget, at det ikke er en dannelses-institution – men hvad har man da tænkt sig, at den skulle kunne med livet? Fornuftens klingende bjælde, rungende malm!?
De sad for godt, og vel stadigvæk - fordi de også kom til at sidde fast der under statistikkens kategori: under uddannelse, istedet for kategorien: arbejdsløse – det lød ligesom pænere og løste umiddelbart, på kort sigt, et af de industrialiseredes samfunds helt store livsproblemer: Beskæftigelse. Igen en lappeløsning, men måske nok en af de helt store. Måske kan man sige det sådan: at placere masser af liv i projekter, institutioner, udviklingsmoduler i ”fornuftens oversigtsplan” for den videre udvikling af ”samfundet”, fordi det industrialiserede arbejdsmarked ikke er gearet til et mellemmenneskeligt livs samarbejde, at tage børnene med på arbejde, pga. kapitalens nerve, skatten, pga. gearet – det er at afvikle livets selvstændighed, en umyndiggørelse af livet. Og vi er faktisk blevet rigtigt dygtige til det. Især til at ”lære” selvstændigt at tage ansvaret for vor egen deltagelse i umyndiggørelsen af livet. Man fører de etiske fordringer, som i bund og grund toner ind på samme hylde som retssamfundet, den kulturelle etik bag lovgivningen – man fører og stiller de gammeletiske fordringer overfor et liv, der i en vis udstrækning kender til dem, men alligevel ikke, fordi livsførelsesgrundlaget, dannelsesgrundlaget dels er afviklet, dels ikke bekræftes ved sit sigte i nyere tid. Kort sagt det samme som: socialdemokratiseringen af næstekærligheden, industrialiseringen af oplysningshelligånden. (En bevægelse, jeg ikke kan gøre! Har meget svært ved at gøre, selvom jeg har arbejdet som maler og postbud, fordi...og på ingen måde har noget imod en god socialdemokrat – men ikke pga. den røde fane)
Min afstandtagen fra universitetet, jeg læste på, skyldes ikke den manglende viden, kompetence og lign. – men det faktum, at der ikke var noget helligt, ingen livsånd og sigte, virke; at man ikke evnede at bruge de unge liv, der kom som kødet, hvoraf de livsbårne helheders kulturerfaringer skal fremelskes. Istedet for lægger man ganske ensidigt et tykt lag stof ovenpå det førlevede, dvs. det sprog og de mennesker, som pågældende unge under uddannelse kommer fra – og skal ud til igen, ud at bidrage til. ”Resultatet” er liv, der er prisgivet systemet, liv, der bliver psykologisk afhængig af overførselsindkomst; medmindre man som man jo så gør: sætter akademikerne sammen med bistandsklienterne og omskoler dem til arbejdsmarkedet, akademikere skal aflæres, de kan højest bruge det, de lærte i gymnasiet. Andre klarer selv bevægelsen ud på arbejdsmarkedet, erhvervslivet og indstiller så på den måde som det unaturligste her i verden, deres viden i kapitalismens navn; (og det er selvfølgelig lettest for de fornuftsvidenskabeligt uddannede; der er, hallo, hallo, med andre ord en almenmenneskelige livsmæssig grund til, at det er sværere for humanisterne. Det er ikke fordi de ikke gider, men skal bære kulturen videre, det er noget andet end at tjene penge på teknologi, der slider arbejdskraften op). Det er ikke blot uværdigt, noget man kan mene noget om - det ikke blot har fået, men vil også fortsat få ganske omfattende konsekvenser; staten underkender så at sige sin egen virksomhed i kødet på det velvillige ressourcestærke menneske. Og så går det stærkt, for når de kommer op igen, så står deres både medfødte, godt opdragne ressource plus deres lære-evne ikke længere i menneskets eller formidlingens tjeneste, i troen på oplysning gennem livets førelse - så står den i overlevelsens tegn. Vi kender det lidt misvisende dog fra 68-generationen, ingen love, peace and understanding, ok, så gør vi sådan her...De var kreative og måtte overleve på det. Så trives jungleloven, men nu med systemkendskabet, den demokratiske lovgivnings ”forældede” hensigt i venstre baghånd som det papir, der følges, stille og roligt lægges på bordet – efter at have truffet næsten med en lige højre. Grundmotivet tilintetgøres. Det ukendelige hads vrede vokser nedefra, vokser af den umenneskelige, livsfornægtende indretning og ”akademiker”-fornuftens: sådan er det, sådan er vort samfund, lovene skal overholdes – det fordækte had, indignationen, harmen, forargelsen trives ovenfra, det bruges. Derved opstår og stortrives sadismen og de opvoksende demokrater, lønmodtagere, skolebørn, borgere kender ikke deres afstumpethed, ser den ikke - for sådan er samfundet jo, sådan er man jo, det er normalt. Flertallet bestemmer - men flertallet er ikke menneske, kun naturens massebevægelse, når ikke livsoplysning og dannelsen er sigtet.
Samfundsystemet fører tyngdeloven, bekræfter det stadig gældende misforståede verdensbilledes opfattelse af tyngdekraft ind som livskraften, mennesket må forholde sig til. Og det bliver aldrig næstekærligt. Vi lever i et oplyst demokrati – men hører vi, at den forudgående betegnelse, oplyst, ikke længere siges. Hvor mange kan sige den, bede, kunne man ”fristes” til at spørge. Virker den? Hører vi, at vi ikke længere tør være livet, ikke længere ret kan glædes ved dets nøgne under? Ikke ret kan begå os som levende altid personligt menneskeliv, ikke kan rumme næsten. Ikke har forstand på det og til det. Forstår vi, hvor radikalt fatalt det er?
Hjertet glemmer ikke de unødvendigt livsfornægtende svigt og brud - og vil på naturlig vis lære sine børn, hvad kærlighed er med de erfaringer? Stol trygt på det. Livet er afgørende, det er én gang og dit liv eksemplificere den helhed, du har at gøre godt med, forholde dig til. Indrøm dit eget hjertes historie, så finder du næstens.
- Måske forståes det nu bedre, hvorfor politikerleden fra firserne, halvfemserne, pludselig er blevet akademikerlede, systemlede, ja så grelt, at man kan høre beklagelse over, at der er færre unge, der søger akademiske uddannelser. Og man kan høre unge synge sange om: ikke at lade systemet tage dig! Det kan aldrig være uden god livsmæssig grund, hvis og når folk ikke trives i systemet. Aldrig. Vanskeligheden er bare at det ”bygges op” hos menneskeborgeren over mange år. Lige siden 1. klasse. Måske forståes det nu bedre, hvor grundlæggende hjertets dannelse, tilværelsen med livsvæksten er for samfundslivet. Trivslen, grøden. Fornuften har taget patent på sproget, på førelsen af det, på livsførelsen. Det er den sikre vej til helvede eller som det så sker: fornuftens fortsatte trivsel, vi må da kunne og skulle gøre noget. Og selvfølgelig kan vi det: vi kan tage ordet alvorligt i hjertets livsforstandighed, at det sidder, hvor det sidder, i dit bryst – og ikke lave mere end vi dagligt kan mærke det. Det er tempoet, resten er ingenting og bliver kun til endnu mere ingenting.
Forstå det eventuelt som eksempel på, hvor ringe evne vi har; der hvor afmægtighedens ’jamen det kan da ikke lade sige gøre, samfundet går jo i stå’ - der hvor sådanne reaktioner sker hos dig, det er samme sted som dit livs egentlige evne gik i stå og går i stå, det er der, du dør - og hvor du således må begynde igen, tage fat på og om dit liv. Det er dér, hvor udfordringen ligger: vær til. Undgå systemet eller større systemer, organisationer - udnyt det/dem med livssigte, stille og roligt i det små. Det sidste er afgørende, hvis det skal kunne gøres spiseligt for fornuftens intetanende hårdtslående folk. Gør sådan, for det er dét, der er formålet, du først og fremmest skal. I politisk kontekst er det måske sværere at skelne, men de véd det godt selv – jeg vil tro de véd det blandt hinanden, at der er afgørende forskel på om forstanden er livsbåren og derved kan stå for sig selv som andre eller om den kun kan være fornuftige meninger, tidens tand og tunge. Men i bund og grund er det hjerteløse krav at stille livet i, min skat. Det kunne være demokratisk ledelse, men helheden bliver uhel, uhellig – livets renden ud i sandets alt, når den sociale lovmæssigheds lovløshed, manglende dannelse, bliver ”systemkultiveringen” af livet. Ledelsen bliver partisk, men indenda har den forladt livets egentlige forstand og har således ved sin livsførelse taget parti for fornuften – den uendelige afstandtagen. Vi kan kun danne os ud af det ved at føre livet frem i så vækstbetonede omgivelser, bolig og arbejde som overhovedet muligt. Jo større magt staten anvender, des mere afmægtig bliver livet, fordi staten derved fører livets hjerte ind i statskassen, ind i kapitalismens navn – istedet for ud, væk fra den kultur.
Fornuftsbrug er spejlbrug, et negativ, der kun kan gøre positivt, hvis det kender sin placering i forhold til livets vækst. Tror man virkelig, at fornuftens systemer kan administrere livet på plads, véd man ikke, hvad der dermed sker: at livet bliver ikke at kan kende sig selv og altså ikke bliver i stand til at anerkende livet, være det, glædes ved det – og at det overhovedet er det politisk, kulturelle, menneskelige, ja nævn, hvad du kan: sigte og formål, vi har at gøre godt med. Tror man virkelig at EU kan udvikle noget, jamen så se da på de liv, der sidder dernede i regnskovens kontorjungel. Den ene mands død var den anden mands brød, idag bliver det systemansattes brød er flere menneskers død, deres vækstvirke er livets død – eller livet bliver uforstandigt hårdfør, selvdestruktivt. Fornuften er et fjernsyn, fjernsynet har alle dage været et negativ billede af virkeligheden og til virkeligheden. Det var ikke den skærm Jens vejmand sad bagved og måtte forvandle de hårde sten til brød.
Der var ikke noget menneskelivs-helligt på universitetet, det helhedsgivtige stod ikke i livets tegn, men i alts, i systemets sigtesløse virke. Livet blev ikke regnet for noget. Og det er unødvendigt at sige: at jeg for satan skal komme efter ”jer”, for jeg tror på gud og dommen over ”jer” falder jo før eller siden på vores børn, barnet. Men alligevel er min bekymring er om jeg/vi skal forberede os på den gammeltestamentlige guds vilje eller den nytestamentlige.
Troens møde med fornuftens, virkelighedens sandheder, den gammeltestamentlige visdom blev gudskelov og takket være Jesus til menneskelivs-vækstens indrømmende forstand: det gav os håb og sigte i vor gøren og laden. - Men det kan jo være, at det bliver nødvendigt at gøre den bevægelse igen, som en påmindelse. Vil ”I” have sandheden uden kærligheden eller vil ”I” have den med. Helheden er livsbåren og hin enkelte står aldrig alene, men er et eksempel på liv i livet, influeret af andre, af kulturens omgivelse – og for sin egen skyld forhåbentlig også indrømmende andre. Ja, men det er et gensidigt foretagende og den, der undgår det skaber helvede gennem den andens videre livsfærd, medmindre troen og fornuften er blevet forstandig, ved af at indrømme hjertets sorger og gøre det livslange arbejde med at omvende dem til glæde, såfremt ondt ikke skal blive værre. Unde andre deres skyld ved sin egen. Til livsforståelse i sin tid. Hjertet glemmer ikke og glemmes det, glemmes såvel sorg som glæde, såvel alvor som humor, såvel vilje som kunnen. Glemmes det, så glemmes det vi er her for. Tilbage står højest fornuftens patenter, talenter, kræftesløse systemer, kundskaber der ingenting kan, udover selvfølgelig at overleve, foregivende at leve. Ingen systemmæssig myndighedsperson slipper for næstekærlighedens fordring, forståelsesmæssige udfordring – og så er det fuldstændig underordnet om fornuftsordningerne, lovgivningen er overholdt eller ej. De må ikke bruges dér, hverken som værn mod at skulle forstå eller som den egentlige løsning. Hører man ikke livet, der taler og tales, så kommer det uden ord, så kommer det bare ind fra en hidtil uset kant: som Guds kæmpemæssige knus. Kendes og anerkendes livets for-udsætnings-løsning ikke, så kan lovgivning intet og bliver således tilintetgørende. Og nu er det sat i system.
Der var ikke noget helligt på universitetet. De voksne mennesker – som det stadig hedder først i tyvernes alder -- undervisere, forskere, hinanden imellem, fandt ikke menneske-glæde sammen, men kun konkurrence, uenighed, smækken med dørene, forskningskrig, krig om midler. Så afmægtigt afmægtigt. Noget, der ganske vist altsammen hænger sammen med deres arbejdsvilkår, systemet, publikationspligt, etc. Men det er underordnet, hvordan det hænger sammen, når livsforstandens grænse forlængst er overskredet; når helligånden, sigtet ombrydes, forsvinder ud af syne, ikke trives, ikke værner om sin ægte forstand, livets hellige område. Ikke formår den. Det er synd og ikke lærdom. Men trældom, ikke blot gammeldags, men abesamfund.
DANNELSE - ET SPØRGSMÅL OM DANNELSEN
Et gammelt spørgsmål fra gymnasietiden, et der stadig høres og efterlyses af unge, dannelsesspørgsmålet: vi lærer noget, men hvor vil man hen med det, hvad er sigtet – hvad skal det bruges til siger man i den alder. Og det siges vel blandt andet sådan, fordi livet, der kommer af folkeskolen er indstillet på ikke bare at sige, hvad kan jeg bruge det til. (Selvfølgelig er der også noget man ikke kan se vil ske med én, men hvorfor er tilliden der ikke? Hvordan er tvivlen, har den noget på sig? Er det en livsytring, som børn jo siger tingene lige ud, som de mærker dem? Kommer der flere af den slags og overhøres de endnu mere?).
- Forståelsen af selvstændighedens sociale afhængighed er i princippet ganske stor fra folkeskolen, men den slippes ligeså langsomt og sikkert i den akademiske tradition; den plejes ikke. Det er en stor skam, for de øvrige ungdoms-uddannelser indkorpurerer kapitalismen som grundbetingelsen, kan vel godt byde på det nærværende livs betingelse, men ikke derigennem vise vej ud af den. Livet er aldrig sit materiale eller sine kunstværker, livet er aldrig en god forretning eller profitten. Dannelsens grundbetingelse derfor heller ikke. Alt er hjælpemidler i den livsbårne almene dannelse, der skal lede kulturen på vej.
Gymnasiets almen-dannende benævnelse af sit virke er essentiel. Der er ikke noget produkt og endemålet er ikke en produktion. Alment dannende er at holde røre i livet. Røre, så livet finder sin egen form i tiden og viser sig ved sit livs eksempel. – Der er noget psykologisk holdbart, selvom det måske bør gøres mere effektivt, kropsligt og sanseligt, arbejdsomt; istedet for så ensidigt fornuftsbogligt, universiteternes og statens tovholderi, bogholderi i glemsel af ordet, af sin egen livsmæssige, historiske kulturbaggrund. Man burde kunne se: at det alment dannende er at gøre næstekærlighedens bud brugbart, verdsligt ind i tiden blandt folk, ikke forkyndende, men bare levende og opløftende. Virkende på samme ydmyge måde, ved samme begejstrende glæde som evnernes, oplæringens grundmotiv og im-puls. Oplysningsmæssig uddannelsesvirksomhed er at ”sikre” at livet ikke dannes, danner sig til en gammel-testamentlig livsførelse i fornuftsgudens tjeneste. Princippet er det samme for folkeskolen. Med gymnasiet begynder overtagelse af den opgave: folkeskolen. Hvis vel at mærke, det lykkes. Hvis vel at mærke, uddannelse skal være udvikling – udvikling af livet og ad den vej samfundslivet.
Der er ikke noget, der kan fungere i vort samfund, hvis ikke oplysning og livets dannelse deraf er grundstammen. Grundstammen ligesom slægtstræet. Dejlig er jorden, tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang. Ikke fordi vi skal, men fordi vi ikke er herre over det i nogensomhelst anden forstand. Det gamle skal var også et vil. Vi kommer ikke udenom oplysning af og som livsdannelsen. Og altså livsførelsen. Og det kan selvfølgelig ikke ske uden indrømmelse af det vi er af kød, blod og hjerte – i hver vores personhistories hjerte, men altså derigennem den danske familie i menneskehedens familiære sammenhæng: jordens omgivelse og vækstgrundlag. (Gøres det uden overlades hjertet så at sige blot til psykologisk bistand i ny og næ, og ikke i livets virke i mellemtiden). Det er det, der skal menes med slægt.. Den danske slægt er løftet op i menneskeslægtens forståelseshorisont, vi er blevet givet en forstand omkring hjertets borg. Og skal altså ikke først til at etablere den, projektére over den som et råstof, der skal formes eller spejle os ud med fornuftens overheadsprojektører. Tværtimod er livet ikke et råstof, men det, der kan give og se nye råstoffer ved at begrænse sit forbrug, dele brødet, byttet, fordøje med glæde - hvis det bekræftes ret op. Oplysningens livsdannelse er den samme bevægelse hver gang, hvorfor det næsten må undre os, at vi ikke har fundet rutinen med den. Men den store forførelse er jo beskrevet: kapital og fornuftsvidenskab – uden livssigte.
Den samme bevægelse for hver enkelt liv. Der er noget, der hedder oplysning som ikke blot er en uendelig proces resten af livet. Man kan blive oplyst og være det, virke med det, man kan åbenbares for gudfadersønnens herlige kærlighed. Og mere kan man ikke blive som menneskeliv, mere kan man ikke være, elske, magte, gøre. Oplysning er at kende sin begræsning som livets begrænsning af sit almenmenneskelige, næstekærlige hjerte. Og det øde-lægger fornuftens, matematikkens alle skatteindivider.
Matematikkens gamle åbenbaring var ikke en placering af livets atmosfære – den stillede ikke livet. Og den forstenende, uorganiske vejrtrækning, som man nok kan blive høj af og hyperventilere ved; onaniens kunstarter, fornuftens – kan derfor heller ikke til-freds-stille livet ved sin værensvirkelighed. (Se evt. indledning). Affortryllelse blev den nyere tids ”åndelige” vejrtrækningsproblemer kaldt, vist nok af en tysk tænker for et halvhundred år siden. Magien blev væk, gnisten, sigtet, hjertemotivet lod sig ikke erfare, bekræfte. Affortryllelsen er det gamle testamentes historiske genkomst i kulturen. Affortryllelsen kommer af fornuftsvidenskab – og er en sindsygdom, en paralysering af livets sanser i fravær af sig selv som liv: grubleren. Og så er vi galt afmarcheret. Det er sandhed uden næstekærlighed. Og hvordan vil man administrere det som menneskeliv? Det kan man ikke, men det er det, der gøres med fornuftens systemer – managementstingsliggørelse af livets fænomen, teknificering af væksten, væksten sat under administration. Det er da ikke dig, der får dit hjerte til at slå. Er du så død, når du sover?
Prisen er grusom i den forstand at livet så at sige kun overlever derved, sålænge det tilkæmper sig magten, pengene, fornuftens overbevisende indbildninger, dens idéer: den uendelig krig. Her er ganske vist fredeligt og stille endnu, men det er sikkert og vist, det tror jeg godt vi véd, at det skyldes fornuftens kapital-økonomisk-teknologiske distanceren sig fra livets primære produktionsvirkelighed, der foregår i udlandet. For det er vel derfor vi har hjælpeorganisationer, interesserer os for verden - som derfor at fornuftens magtfulde menneske taler for teknologi, viden, knowhow, som det vi økonomisk vækstmæssigt set skal overleve på. Vi bruger fornuftens værktøjer som om vi kunne skabe kærlighed samtidig med, at vi i den fornuftsindbildning så at sige ikke blot skaber had, men afvikler den livsbefordrende sans, forstanden, det bevidsthedsrum, der overhovedet har rum og evne for godt og skidt, at skelne og kende. Kan sund livsførelse. Det kaldes udvikling, innovation, management, kompetence, politik og meget andet vi slet ikke var klar over også stod i det navnløse virke – varm luft, der sælger ud af livet.
Kompetence-begrebets evindelige diskussion, f.eks. i højskoleregi, foregår af den grund: at livet ikke må være varm luft, der sælger ud af sig selv. Fordi det ikke kan være det; det er ikke et valg. Livet må være helligånd, der holder inde, kan ilte blodet. Ordet er kødeligt, det er livsbegrebet. Bekræftes det ikke, misbruges ordene, sproget – så har vi ingen krop, kun et legeme, så har vi ingen kærlighed, kun begær, så har vi ingen forstand, kun blind fornuft, så er vi ikke ved bevidsthed, der kan vide og vidne sandt om livets grundlæggende glæde, vokse derved og dø dermed. Og så får lægerne alt for travlt. Det kan velfærdssystemet slet ikke holde til. Det kan fornuftens skabelses-makværk slet ikke online os ud af, følge med til.
Og sådan kan man måske se eller fornemme, hvordan velfærdssamfunds-diskussionen, skattediskussion, kompetence-idéerne, lukning af højskoler, kommunesammenlægninger, integrationsvanskeligheder, de seneste årtiers hotte emner, hvordan de alle render sammen i et ganske omfattende livs, kulturlivs og samfundslivs lammende og dødsensfarligt identitetsproblem. Fornuften til kapitalbrug og videnskabelige brug, kalder jeg det i lyset at en kulturbevægelse, man ikke sådan uden videre kommer ud af, hvis ikke man bliver bedre i stand til at holde hovedet koldt og hjertet varmt i blodets forstand.
- Højrefløjspartierne som man kan mene, hvad man vil om, men som jeg ikke har glemt den akademiske ”radikalitet” og skolestand være så fordomsfuld i forhold til. Dér afslørede de virkelig deres inkompetence som varetager at kulturarven i livet. Der røg de lige med snotten ned i vandpytten, de selv stod i. Højrefløjen klumrede måske med ordene, men man glemte fuldstændig at folkevalgte repræsentanter kun er toppen af isbjerget – og endnu mere uforstående havde man sikkert glemt: at de var og er liv, der hører til livet i vores lille hjørne. Eller skal tyskerne også have skyld for det? Jeg var chokeret over den mentalitet, jeg stod i – og selvfølgelig også personlig kompleks af det, for det er jo prisen, for at være gennemsigtigt indrettet som så og stadig ville give, være til som sådan. - Man burde istedet takke højrefløjen for, at den ikke tiede. Men brød tavsheden, kom ud med skarnet, så det, der lå inde bag kunne få ben at gå på inden nogen lige pludselig måtte løbe skrigende bort. Vi kan godt takke højrefløjen for, at integrationspolitikken ophørte med at være blind fornuftsordning, men blev forståelseskrævende – også selvom det ikke er slut. Besynderligt nok er der præster på den fløj og så er det lige pludselig noget andet mere krævende at komme udenom, hvis det er det man skal?
- Hvad holder hans tavsens præstestand sig fast ved, kunne jeg fristes til at spørge, hvis ikke det var fordi min slags afstandtagen måske også er deres, og at der er god forstand i, at nogen passer barnet, mens ungdommen ofrer deres hoveder, hjerte og liv til ingen verdens nytte – men måske dog lidt til livets!? Er kirken så fornuftsdogmatisk stillet, at den ikke kan tackle en Grosbøl uden at true ham på hans embede? Var det sådan? Det var det måske ikke. - Hvad er det udtryk for? Angst af den helt store slags? Hvorfor greb man ikke muligheden ved den folkelige debat og gav mennesker noget andet at tænke med end den darwinistisk-kapital-konkurrerende fornuft, der jo er vores tilværelse? Er det en fornuftsdogmatisk blind fornuft, der råder i kirken? Hvor kommer den ind henne? Luk vinduet for satan! Svaret er ganske vist, at det er den anden vej, den vej der måske her lader sig bekræfte, forsøges opridset igen, fordi den altid har været vejen: dannelsen ved næstekærligheden, den egentlig oplysningstradition. Men derfor skal vi jo netop også turde bekræfte den ud i æteren; ellers bliver det mellemfolkelige ikke mellemmenneskeligt. Det lå og ligger jo mennesket på sinde! Stat og kirke må kunne være et kulturelt samarbejde også i offentligheden. Vi skal takke Grosbøl.
Vi kan godt takke, for vi véd jo godt, at vi som masse-socialdemokratiserede/industrialiserede demokrater ikke véd så meget, når det kommer til stykket og vi f.eks. bliver holdt op på: ér det noget, du véd noget om? Og på underfundig vis véd vi jo sådan set også, at om nogen overhovedet, så må præster da vide det og kunne præstere noget med dét. Så hvad er nu det for noget, at der er sådan nogen i politik. De leger ihvertfald ikke gud, det må og bliver fattet selv af dem, de mange, der ikke har tid og råd til at beskæftige sig med at fatte. Og hvorfor gør de det? Den stressede middelklasse, familierne. - Og måske netop dem, for de kender jo tilværelsen i afmægtighedens bund og grund. På sin afmægtige vis. Her er det ikke det bevidsthedsstyrede jeg, der fatter livets forstandige formål, men livets skøre fornuft, der intet fatter på deres egen bekostning. Hvad sku´ de ellers gøre? Eller mere jævnt, men kanske ikke længere så muntert ved mulden, dog ganske socialdemokratiserende/industrialiserende folkeligt: Er man klar over hvilket udviklingspotentiale, hvilket åbenbaringspotentiale, der ligger i en luder? Tænk, hvad hun kunne fortælle om fornuftens folkeslag. Begæret afslører fornuftsbrugen og omvendt. Vi skal huske at varetage kulturarven og dét véd præsten, for han kender arvesynden. Han/hun kender det gamle testamente.
Det man i halvfjerdserne eller hvornår det nu var med love, peace and understanding – en slags næstekærlighedens gennembrud i kulturen – det man kendte som anti-amerikanisme begrundede sig i, at det ikke blot er uklædeligt at kaste med sten, når man selv bor i et glashus – men dumt. Det er at grave sin egen grav. Du skal ikke gøre som jeg gør, siger far med en øl i hånden og en smøg i kæften, du skal gøre som jeg siger. Har vi ikke lært mere end dét? - Det var frustration over, at livet kulturelt skulle afvikles i det spor. Kapitalismens. Men fjernsynet kom jo ind i alle hjem og blev ikke et oplysningsmedie til bekræftelse af livet og samfundslivet. Vi lever ikke i halvfjerdserne – nej, men fjernsynskulturen er da ikke blevet mindre. Man ønskede ikke en kulturel udvikling med kapitalismen som bærende princip. Derved havde de dengang dog fået noget med ind med modermælken. Intet oplyst liv kan ønske sig at leve og udvikle sig ved sin omgivelse med kapital som det bærende princip i hjertets forstand.
Vesten magt er afmægtighed af fornuftens voldssystemer, når vi føler vi vinder, er det naturen, der vinder over livet – og ikke livet, der løftes derved. Man kan ikke magte sig ud af hjertets erfarings-symboliseren, hjertets historie forsvinder ikke ud af livet uden at vi selv forsvinder derved – man kan ikke magte sig ud af det, men kun indrømme, sande, glædes ved det og forholde sig sådan. Fortælle videre med hjerte, så kærligheden måske kan helbrede det ved næsten, det mødes ved og støder ind i hver gang. Bekræfte det i og gennem sit liv og omtanke. Amerikanernes hjerte er europæisk, liv, der blev svigtet i europa. Det er ikke engang hundrede år siden, de måtte tage afsted fra vore egne. Hvad sker der, når børn svigtes?
Har du set filmen ”Gladiator”: den romerske kejsers succes blev hans egen undergang ved sin søns hadefulde kærligheds hånd. (Og helten, kejserfornuftens stolte ven af riget, den bedste hærfører fik sat tingene på plads igen ved sin hævntørstige gode gerning, der jo skulle gøres af troskab mod fornuftsriget, til folkets befrielse - så han kunne vende hjem til sine dræbte kone og barn i den amerikanske kærligheds himmerige. Så må alle da være tilfreds?). - Det er en klar film, der lægges over det vestlige romerstatshjertes hakkede salats skål. Sådan går det i store systemers dannelse. Han ville jo bare hjem til sin bondegård, så hvad lavede han dog ude på slagmarken? Det sidste romerske kejserrige kender vi jo godt, hæren var et arbejderparti, så vant med at følge ordre og procedurer, at det gør helt ondt. Hjertet fortæller sin historie, den er kødelig og vi slipper ikke udenom den, kan kun indrømme den og elske os vej derved i faderens, sønnens og helligåndens navn.
HELLIGÅNDEN - HELÅNDS-LIGNELSE
Selvom forkyndelsen lyder et kærlighedsbudskab over al menneskelig forstand, må og skal høres sådan, fordi der ikke kan være noget højere end Gud/Jesu/menneskesønnens/Kærlighed, der kan tjene os. Fordi det ellers bliver fornuftens videbegær, magtbegær, der placerer sig over livet – over al menneskelig forstand. Og på den måde bliver vor selvdestruktion i stedet for vort håb og evigt unikke liv og lys. - Hvad skal vi dog deroppe, der har vi jo ingen magt i livets levende live. Deroppe kan vi jo ingenting og sætter vi gud opover fornuften, højere op endnu, hvor er vi så henne? En herreløs gud som en anden herreløs hund? Det er hundegalskab. Fornuftsdyrkelsen i vort system gør staten til Gud for de mange liv – det gør heller ikke noget, såfremt det er det nye testamentes Gud?
Selvom forkyndelsen, kærlighedsbudet, er over al menneskelig forstand og vi således hverken kan gøre fra eller til, men skal forstå at gerningsretfærdigheden ikke er et kardinalpunkt til efterlevelse som en handling, der betaler sig; skal forstå at vi fortsat skal vende den anden kind til, for ikke at gøre det samme, gengælde, hævne os. Skal finde os selv i guds rige verden, i guds vold – kærlighedens grundvold, hjertets borg – skal finde os i fornuftens foragelse, harme, indignation. Selvom vi hverken kan gøre fra eller til, så gør vi dog noget, når vi sander os selv i den forstand, indrømmer livets omdrejningspunkt for vor gøren og laden.
Så der er altså noget vi skal og kan gøre...og sætte tempoet efter, så verdensomgivelsen kan indrette sig på og efter livet. Og ikke omvendt. Første skridt på vejen er kærlighed, det ved ethver barn. Og det er det altså også som voksen, ligesom et lille barn. Vi skal tage vare på hinandens liv som personhistorisk bevægelse, ligesom et lille barn vil og skal bekræftes ved den vækst det er.
De usle næstekærlige erfaring gider vi ikke. Vil vi ikke nedværdige os til næstekærlighed, det er da for dumt at ydmyge sig selv på den måde blandt andre og overfor andre. Vi føler os snydt, får ikke noget for pengene. Nu har vi givet, givet, givet, ja leveret arbejdskraften, så vil vi altså også have lidt kærlig valuta for indsatsen. Gældssanering, vi efterlyser et gældsudligningskontor, og sådan bygger vi vor administration op ved lov, ved at sætte den udenfor os selv, så ka´de lære det, så kan alle mennesker lære det i al fremtid, nu har vi gjort erfaring vi ikke vil finde os i, nedfældet den, så ingen andre skal komme i klemme på den måde i alles fremtid.
Vi vil have magt og styr på tingene, være herre i eget hus – hvad vi jo så ikke er, når konen eller manden skrider, eller barnet dør. Afmægtigheden, der er forbundet med forståelsen af kærlighedsbudskabet og troen på det konkret i livet er ikke passivitet. Afmægtigheden er heller ikke afmægtighedens vold som kommer af ikke at blive elsket, forstået, fredet. Den er at lade sig begrænse i forholdet til og derved ”sammen” med næsten. Ikke nødvendigvis sammen med næsten, i enighed, men sammen om næsten, sammen om at tage vare på livet hos hinanden – fordi det kan give glædens lange sigte, bekræfter det personlige hjerte som levende menneskeligt blandt andre af tilsvarende slags; og som måske slet ikke vidste at de var tilsvarende. Kan tilgive livet kærlighedens sigte, bekræfte dets motiv, konkret og fysisk som det altid er stillet. Det bekræfter en almenmenneskelig varme og sans for livets varme vækstform. Og det bliver til handling i forhold til den varme uden hvilken intet kan gro, livets varme bliver hellig, vi opnår en helligåndens sans til brug af vores liv, udviklingen af det, og i forhold til omgivelsens vækstbetingelser. Er det afmægtigt?
Fornuftens dogmatik ender med at pine det ud som en handlingsmaksime: behandl andre som du selv vil behandles, ender det med. Det går selvfølgelig aldrig godt, hvis motivet er hævn eller jalousi. Men det siges jo, når man i forvejen tror på vedkommende, at der er kærlighed i personens fatteevne, barnets f.eks. (Man skal bare passe på med sådan nogle maksimer). Afmægtigheden ved troen på kærlighedsbudskabet er mange ting, men pointen er: at der er en umådelig stor livsmagt, udviklingsmagt, dannelsesmagt forbundet med den.
Kærlighedens magt er hård ved sin mildhed. Ikke sjældent i dag vil næsten opfatte mildheden som kvalmende sødme eller ganske enkelt slå ud efter mildheden, fordi den gør alt for ondt at indrømme som det nødvendige, som det, det gælder om. Det kan være hjertesmerteligt, hjerteskærende at indrømme personhistorien, svigtene, etc. Og hvorfor gør det så så ondt? Fordi vi slet ikke lever sådan længere, kæden hopper alt for tidlig af i livets selvstændigt hjerteformende dannelse!? I så fald har fornuftens hoved og begærets maveskød gjort sit arbejde alt for skæbnesvangert grundigt. Så har der været elsket i bund, der er ikke mere hjerterum til den videre sandende dannelse. Kun zombi-tilværelse tilbage og regelmæssige psykiaterbesøg, lykkepiller til opretholdelse af fornuftsnormalernes cirkusbro over de forstandigt uvidende og stolte samfundsopretholdende tilværelsers overførselsindkomstgivende arbejdstagere. Det er godt de er der, psykiaterne og pillerne, men det er ikke godt, at de overhovedet har fundet nødvendighed og dermed lov til at være der. - Elsket i bund, så der kun er krampagtig fastholdelse i en person man ikke er, men godt kunne tænke sig at være, fordi man ellers ikke kan orientere sig, når man nu har vænnet sig til sin plads i systemet og ladet det bestemme udfoldelsesmulighederne af livet. Systemet leget med livets identitet. Den almindelige tilværelse bereder livet en falsk identitet, som det så er tvunget til at leve med, hvis det vil have lov til at være her. – Hvis ikke menneskelivet bekræftes ved sin oplysning og dannelse, så kan demokrater ikke bestemme loven i den rette ånd, gøre den gældende i den rette ånd. Oplysningen forsvinder og der bliver kun demokrati tilbage, og hvad er det så. Ja det har jeg lige sagt: du skal opføre dig sådan, hvis du vil have lov til at være her. Når mennesker er på tværs er det livet, der er på tværs, det er kærlighedspotentialet, der kæmper for sin udfoldelse – det skal forståes. Det skal opfattes, fordi det altid også kommer af og ved en omgivelse i landet, andre mennesker, en social kultur, en boligform, en livsførelse, som mennesket på tværs har måtte nøjes med som forbilledligt livseksempel.
Kærlighedens magt kan være smertelig hård ved sin mildhed. Der er bare ingen anden vej end indrømmelse, hvis skaden skal blive god igen, dit personlige livs hjerte kunne heles og helbrede liv. Kærlighedens magt er hård ved sit bud om at glædes ved sandheden. Kærlighedens magt er hård ved sit budskrav om tålmodighed. – For det kan fornuften og begæret ikke vente på. Det behøver det heller ikke, behovene kommer bare ikke videre uden, kan ikke indfries personligt uden tålmodighedens prioritering. Livet bliver skyndsomt og travlt derefter; som det jo er idag. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, Kærligheden hører aldrig op – den er unik som dit evige liv, at det aldrig skal være igen, men altså er i al evighed, ejheller bliver helt det samme igen, men altså bliver det samme voksende hjerte i al evighed. Og så er det selvfølgelig det, der hedder hjertetransplantation, fornuftens arbejde – men at det overhovedet kan lade sig gøre skyldes jo, at hjertet er næstens. Lad os håbe vedkommende ikke skulle bruge det længere! Du er bundet af og ved næstekærlighedens bånd, for at du ikke skal være et træsnit, en træmand som en anden pinocchio, et fantasifoster, hvis vand aldrig kan gå. Kærligheden tåler gerne gentagelse, tror alt, håber alt, udholder alt - og berammer dermed livet med en livforstandig optik, en hellighed, en dannelsesretning at tro og elske livet ved, når fornuften eller begæret må træffe sine beslutninger om at vove sig ud på dybt vand. En livsrammeforståelse, så der er et telefonrør – ikke et televisionsrør - der kan kalde os hjem fra fornuftshavets bundløse vande, så vi kan ringe vores nærmeste næstekæreste op og være menneske med glæde. Næstekærligheden er paradigmet på al politik, der vil noget med livet. Resten er fornuftens sataniske værks vers og paroler. Ikke tidsspilde, men spild af liv, forbrug af liv.
UENDELIGHEDSKRIG ELLER KØDETS FRIHED OG FRED.
NæsteKærlighedens magt er så at sige menneskets frihedsbetingelse nummer et: den står for det faktum, at vi kan undlade at slå igen – og den står for det på lige netop på det område, der betyder allermest for os alle sammen, er allermest eftertragtet, allersmukkest, allerlettest og allersværest, allermest sand og sandsende: kærlighedens. Der hvor det gør allermest ondt at blive svigtet: i hjertet – dér, hvor tilbøjeligheden til at slå igen er allerstørst. Menneskelivets vækst-betingelse, men dermed også indgangsporten til sansen for al livsnødvendig vækst og god forstand at føre sit liv efter.
Kærlighedens magt er livets egentlige magtfrihed: Vi kan lade være, undlade, undskylde, unde andre, at vi har skyld i deres liv og de i vores, vi kan sone, vi kan lide. Den magt kan også være positiv, en gøren i underets væren; det må dannelsessigtet for forkyndere, ledere. - Hvem vil leve et liv uden at kunne lide noget somhelst. Lidelse er lidenskab. Kan man lide, kan man vide. Vidne og være bevidnende. Kan man lide, kan man vide, hvor megen lidenskab du rummer, hvor meget der er i dit liv at lade glæde frem ved troen på kærligheden til livet, at du godt må. Friheden: at kunne lade være eller lade være til, til værelsen med helheden, hellligheden, arbejdet, konen/manden, børnene. Og ikke til helved med det. Friheden til at få det til at fungere ved at se tiden an med sans for kærlighedens bevægelse gennem livet, savnene, længslernes nu-må-der-godt-snart ske noget. Mærke det og glædes ved at kunne det, finde på af den glæde. Lade lide, glæden glide.
Romerkejseren i gladiator-filmen kunne ikke lade være, kunne ikke vende den anden kind til. Faderen måtte dø. Det egentlige hjertet glemmer bare ikke, så det blev også hans, sønnens egen død, plus i mellemtiden et usselt liv i kamp med sig selv om at bevise sit værd – ussel, fordi han havde forbrudt sig mod sit eget hjerte, han elskede jo sin far. Men forkert. Hjertet glemmer ikke, glemslen pumpes allerhøjest rundt i hele dit væsen, gøre og laden. Så hjertet glemmer altså ikke. Det var synd for ham, som det var synd af faren, men han elskede dog i umage og tro på en livsmæssig opgave i det. For han erkendte jo, han indrømmede sin fatale uformåen. Fataliteten. Han havde også elsket forkert, men indrømmede sin søn hele sit livs kærligheds-fejltagelse gerningsretfærdighedens, romerrigets navn. Han erkendte, hvad der ikke fremgik af filmen, at riger, systemer, ideologi, fornuft – det er noget bras, fører ingen ting til, når barnets kærlighed blivet ofret derved. Men det tog ham et helt liv, hans erkendelse kostede alle krigene; på samme måde bruger fornuftsbegærets, magtbegærets ledere andres menneskers liv, for at kunne være sig selv. Og det er så symboliseret ind i systemets logik, dets love. - Sandelig siger han: Den, der ikke modtager Guds rige, ikke romerriget eller andre riger, den der ikke modtager guds rige, den der ikke modtager næsten som også liv, ligesom et lille barn jo altid gør som det mest naturlige i livet – den, der ikke gør så kommer slet ikke ind i guds rige. Får aldrig kunnende sans for sit eget eller andres liv. Kan ingenting med sit liv - og det eneste, der fordres er at glædes ved sit liv og omgivelse.
Og således er det, at der kun bliver en uendelig gengældelseskrig, medmindre vi indrømmer kærligheden og ofrer dens sorg og skyld bort – formår syndsforladelsens bøn, at lade det være op til guds hænder med de afmægtige opgivende opstrakte arme, som vi kender det igen fra muslimerne på nethinden – og vel også katolikkerne. Gestikulerende bønner. Arme, som vi aldrig har haft mulighed for i vores stovte vikingefornufts nord, men alligevel kan og skal gøre indvendigt, som vi så kan gøre det for ikke at fryse hænderne. Vi kender næstekærlighedens tænksomme forståelses-disciplin i kødet i det kolde tyske nords version. Vi er lutheranere, grundtvigianere, men netop gudske-vækstlov ikke blot som idealistiske forvandlinger og præsteparti-ideologisk fornuftsstillingtagen til livet. Vi kender selv næstekærligheden, vi kender den fra vores liv. - Vi er vokset og voksne af det, kultiverede af det, hjertets sanden, dets erfaringer. Der er andre mennesker, ledere, forfædre, der har elsket os så meget, at de har opført sig sådan i livet, at deres liv minder os om livseksemplets vigtighed – deres liv og levned, som de har forsøgt at forbedre sig hel-ligt, har smittet af på det, de har virket med. Sådan at den livsvækst vi kender fra naturen også kunne være menneskelivets vækst i kulturen. Vi kan nok være kønne planter, men vi går ovenpå jorden og bevæger os rundt som andre livsdyr. Vi er dyrenes konge, men kun forsåvidt at vi ikke begår kongemord ved ikke at modtage guds rige livsvækst ligesom et lille barn. Umiddelbart. Hvem er livet voksen og hvem er kun forklædt som voksen. Vi er meget forklædt idag – og der er da noget uklædeligt galt ved at rende rundt i lange uldne underbukser om sommeren i sin taglejlighed, fordi vinterspecialet skal være færdigt, og målestokken i hus! Det bliver fremtidens ufatteligt dumme ledere, der er uddannet til at være sådan. De er på vej, de er der allerede. Når staten svigter sin oplysningsopgave og opdager det, så laver den oplysningsprojekter, reformer, strukturændringer, folkeskolelov – og gør det således endnu værre, fordi den ikke kender sin egen kulturløse fornuftsmotiverende kræfter. Ikke kender sit sigte, sin plads.
Vi er langt mere disciplinerede eller noget særligt, hvis vi vil det vi er og dermed har mulighed for at være med glæde. Ganske som det gælder den personlige unikke identitet. - Op til guds hænder, op til hans højre hånd, hvorfra kan skal komme at dømme levende og døde. Dømme levende og døde på deres ved kraft og afkræftende forstands fejltagelse af glæden, ikke på deres manglende evne til at adlyde fonuftens indbildne guddommelige leveregler eller maksimer. Det er han nemlig ligeglad med, fordi han ikke er herre over dét. Op til guds hænder - og sgu da ikke op til statens socialdemokratiserende industries kapital-hænder. Sønnen fik faderens åbne opstrakte arme, i gladiator-filmen, men dræbte ham i dem. Det gik lige op, nej det gjorde ej. Det fortsatte.
Det var ikke mig, der begyndte, han slog først. Sådan kender vi uendelighedskrigen i skolegården. Den stoppes af skolegårdvagtens magten: hold op med det, jeg er ligeglad med, hvad og hvem der startede – mon ikke det er sådan han gør det bedst? Behøver han mere, har han behov for mere som børnene således også skal få behov for? Christian-forklar-mig-røv kan du sige, hvis skyld det her rod er, så vi kan få opklaret, hvem der er synderen og udmåle en passende konsekvent straf? I skulle prøve at arbejde i postvæsenet!
ET DANSK SUPERARBJDSMARKED
Løn og straf som fortjent. I det væsen er alle soldater. Ledelsen, det er en kommunikationsidé mellem statslovgivningens afleveringspligtkrav og de frie markedskræfter. En managementteoris administration af liv og arbejde – som ingen er herre over, men alle ledes af, fordi den sættes i værk som teknologi, internet, teknisk administrative procedurer. Den sættes mao. i værk som ledelsen, vi skal lade os lede af. Der måles på minut, på vanvittigt fornuftskreativt mange måder, som printes ud som tabeller, hænges op og alle skal læse og orientere sig efter minut for minut, dag for dag, uge for uge – imens de sorterer breve og løber med post. Man betvinger derved livet til at føre sig i en tidshorisont, livet som sådan kun kan blive ringere stillet ved, fordi det tvinges væk fra sig selv i al evighed. Man forbruger liv til at udvikle et fornuftigt resultat – ifølge de fornuftige målepunkter, man nu orienterer sig efter. Som postbud har man stadigvæk pligt til overarbejde.
Hvis man vil pligt på den måde, så kommer man ikke udenom livet og må altså indrette sit væsen efter arbejdet som en livsform, det betyder så, at man overtager ansvaret for familien, for opdraget, for dannelsen, for værdigheden, etc. Det ansvar løber man selvfølgelig fra, for det er ikke det man vil. Bare det man gør, fordi man ikke kan forstå sig som liv i fornuftens makværk. Fornuftsvæsenet, store systemer, makker så at sige ret over livet. Og stiller derfor kravet om en strengere dannelse, en højere livsdisciplin. Det svarer selvfølgelig ikke til, i bred forstand, at det er ufaglært arbejdskraft, der kommer til – alle er soldater, men ingen er trænede, intet sigte gives: du får jo løn for arbejdet, så hvad beklager du dig for. At det er hårdt? Jamen sådan er livet min dreng, du kan ligeså godt lære det, indstille dig på det. – Gu´ vil jeg ej på gammeltestamentlige betingelser? For det er ikke det, vi står for.
Fornuftens praktiske papir-ordninger, analytisk logik efterlignende naturprincipper, managementteoretiseren af livsvirksomhed, kan kun lykkes, hvis den bekræfter livets egen erfaringslogik, dannelseslogik, livsvækst. Det alment dannende. Arbejdskraftens udvikling kan ikke adskilles fra livskraftens egen. Arbejdsgivere er livsvækstgivere, det er deres opgave; arbejdstagere tager vare på livet, arbejde er et livtag. Og det kan et emailsystem selvfølgelig ikke. Det går galt i det spor. Vi kan ikke forsvare det, vi kan ikke tage ansvaret for det – for vi kan ikke tage ansvaret for, hvad Gudfader ikke selv kunne tage ansvaret for uden at give det ved sit werdensrige livs søn. Livsvækstbegrebet.
Soldateri er åndsvagt og har altid været det. Det er jo blandt også derfor vi har udviklet militæret, prøver noget andet: fredsbevarende styrker. Og selvom verden så er sådan og det synes nødvendigt, så er det stadigvæk åndsvagt at lære ungt liv. Der er stadigvæk kvabbabelser forbundet med det. Han døde og det var ikke meningen i så ung en alder. Vi kan også sige det på en anden måde: vi vil ikke have glorificering af krigshelte. Vi foragter krig og krigslignende situationer og foranstaltninger. Og vi gør det af bestemte fine og gode grunde uden vi måske ved af det. Men det skal vi holde fast i. Der er andre måder at få behovet for dramatik dækket. Det forkerte ved soldateriet er først og fremmest våbenet, målet må være fredsbevarende styrker uden våben. Det siger sig selv. Det er udfordringen, først da er vi dygtige mennesker. Soldater er politisk fornuftsetik, der findes bare ingen udviklingsetik, hvis ikke hjertet er med, kender sit langsigtethed i al evighed, selv udvikles. Hjertet sidder i kroppen og kan kun virke der, menneske til menneske. Der findes ingen etisk åndelig formidling udenom det personlige menneskehjerte overfor næsten. Næsten kan ikke være et individ. Soldater er liv, der gøres til individer, ligesom borgere er liv, der gøres til skatteindivider. Når det lykkes os så godt, eller har lykkedes os så godt at udvikle os, sikkert også soldater - så er det menneskekulturbaggrunden, det kulturhistoriske vækstgrundlag bagved, der gør det og ikke de specifikke påfund. Og det er ved at være opbrugt. Der ville ikke være fredsbevarende styrker, hvis ikke der havde været love, understanding and peace. Halvfjerdsernes bevægelse af livet ville ikke have kunnet finde sted, hvis ikke jesus havde virket, oplyst livet – men den ville heller ikke have fundet sted, hvis ikke der i vores samfund var en dannelseskultur i helligåndens sigte. Trosbekendelsen:..at forbedre sig i et helligt liv og levned.
Praktiske fornuftssystemer, funktionalisme, forudsætter idé – og danner ideologi afhængig af idéens karaktér. Socialdemokratisk beton kom af den måde livet blev behandlet på af industrialiseringsteknologien, foreningen af videnskab og kapitalisme. Massefascinationens paralysering; at tyngdekraften fik en lovmæssig formulering ændrede ikke på tyndekraften, men fornuftsindbildte livet at det kunne give sig selv lov til hvadsomhelst og på den måde var man alt for spejlende dybt fascineret af tekonologien, fremtidens muligheder, eiffeltårnet – at vi selv kunne skabe hvadsomhelst: med lov skal land bygges. Og det gjorde man så uden måske at have forstået, hvad der bar den frihed. Ideologisk beton er fornuftsindførte guder. Ideologi er psykopatisering af liv. Ideologi blokere livets egen sanselige udvikling som det centrale. Vi slipper ganske enkelt ikke godt fra at føre og opføre livet som fornuftens arbejdsrobotter, fordi det ikke kan ligge noget menneske på sinde som hjerte. Hvad er et godt økonomisk virksomhedsresultat værd samfundsmæssigt set, hvis livets kultur og førelse bliver mere og mere elendig, uforstandig, skrøbelig, dårlig. Satans dumt.
Magtmakkenret kan hurtigt ”skabe” effektive robotter, det foregår ved at bilde livet ind, at det ikke har noget valg, men at det må følge ordre – og kan derved også hurtigt skabe ”gode resultater”. Men robotten kommer også hjem, når han kommer hjem fra sit overarbejde som robotpligtopfyldende og skal elske livets børn op til deres fremtid. Det véd vi jo godt. Hjertet glemmer ikke, livet glemmer ikke sin behandling.
Alle soldater vil hjem, det kan de ikke komme, så de finder hjem i kammeratskab, de finder hjem på basen, de finder hjem ved billederne og brevene fra deres elskede derhjemme. Altsammen fordi hjertet er hjemsøgt af næstekærlighed, søger den, fordi livet ikke er noget uden – klingende bjælde, rungende malm. Men jeg siger altså også mere end det. Hjertet glemmer ikke. Dine ar og mén forsvinder aldrig, de sidder, hvor de sidder og fortsætter med at virke, gøre indtryk, have indflydelse på dit liv. Men det er ikke det samme som at sige, at ar er smukke eller: sådan er livet min dreng, kom igang med at danne livets ar og mén. Vi lever i en fornuftig kultur, så du kan ligeså godt lære at være fornuftig først som sidst, at parrere ordre. – Vi kan undgå at gentage de samme fejltagelser, det sigte må vi ikke smide bort; det er kulturens som kultiveringens grund som den lever i kødets hjerte, erfaringsdannelsen. Vi skal forbedre os i et helligt liv og levned. Derfor skal vi kende helligdømmekraftens ånd i kødets hjerte. Det er forstandigt som grundvolden selv. – Det gælder ikke om at hærde, nok beskytte hjertet med evner - men centralt bliver indrømmelsen hos barnet, fortællemuligheden i kærlighedens navn, at kunne lade sig give sigtet, kunne modtage det. Det er dannelsens fokus, det skal vokse som indenfra og ud i evnerne. Så har man evner hele livet, for sigtet trækker evnen frem. Næstekærlighedens sigte er det eneste, der kan være livsvarigt rørende. Det er grundstammen i det gymnasiale og akademiske, hvis det skal være dansk, kunne noget på dansk grund, hvis vi skal kunne forstå os selv på en måde, der ikke udelukker forståelse for andre, men også véd af trække grænsen uden at slåes. Grundstammen uden derved at blive nationalistisk. Bare kulturligt, jordisk liv som vi så er det og kan være det.
Ledelsesansvar i fornuftens systemtoppe er først og fremmest at kunne undlade, undlade at lade fornuften råde, undlade at lade systemet råde, undlade at lade fornuftens retningslinier råde – fornuften kan rådgive, men den må ikke råde – ikke uden at befatte retningslinierne med livssigter, livsudviklingssigte for de involverede medarbejdere og det kan ikke ske uden medarbejderens egen medvirken. Det kan ikke ske eller foregå uden fællesmenneskelig livsforstand. Den er væk, derfor er det svært. For det er ikke medarbejderens ja og amen, men lyst og glæde til sit liv, der giver arbejdet sit egentlige formål og udviklingspotentiale. Idéerne skal ikke informeres, skal ikke sælges, de skal forståes som sigtet for de involverede livs muligheder for at gøre, hvad der kan gøres mentalt som praktisk ved og med den fysiske omgivelse, der er inden for rækkevidde. Den, der har det øverste lederansvar et sted, er det øverste lederansvar det fysiske sted. Hovedkontorer er en uting, kan aldrig stå last og brast med livet, de administrerer. Eller der skal meget mere livsdannelse, livsforståelse og menneskekundskab til. At omsætte det forstandsbefordrende via email-kommunikation, det er svært. Det er umuligt, skal vi fortsat skal kunne lide at være nærværende i livet. Og det skal vi, for det er selve ledelsen. Vi ligger som vi har redt – prisen bliver børnehjerter som cherrytomater. Satans dumt.
HVEM BEGYNDTE?
Uendelighedskrigen er naturens ligevægtsprincip. Princip betyder begyndelse. Begyndelsen er gammel, men vil altså fortsætte i al uendelighed. En sten blev kastet i jorden, til gengæld blev der et hul. Så stump er princippets virkelighed, et hul i jorden, det siger ingenting. Ligevægtsprincippet er gengældelses-bevægelse: nå så du skal slå, så skal jeg fandme... Sådan er alt i uendelighed, sådan er alts værenbevægelse, sådan er den uendelige krig. Og den kan selvfølgelig ikke stoppes, vi vil stadigvæk rammes af ringene i vandet, af naturkræfternes tsunamier, af naturkatastrofer. Men som om det ikke var slemt nok, smerteligt nok – det er altså fandens dumt at gøre det til kultur, til livets måde at orientere sig på, leve. Det er fandens dumt at acceptere det som livsvilkåret i verdensvilkåret. Jeg er ked af det, men jeg er sgu nødt til at hævne mig på dig: dø. Jeg er ked af det, men vi må ikke gøre andet, for loven siger...Jeg er ked af det, men trangens afmagt er for stor, så du skal voldtages (skulle nogen være i tvivl, så siger han det nok ikke; derfor skal vi først og fremmest tale og høre til hin anden).
Ham der slog først var blevet slået derhjemme og derhjemme var faren blevet slået af faren, osv. Sådan er naturen og vi kender den, hver på sin vis. Jeg siger: Fornuften er ikke andet. Der er ikke nogen god grund til at blive fornuftig, hvis ikke vi dermed værner om vor forstand og livsmuligheder. Forstanden er forhistorien vi som kød og blod fødes af, fødes ind i og vokser op med og lever(er) videre. Og deri er vores hjerte selvfølgelig. Der er ikke noget, der udvikles, kan give ”afkast” senere hen uden dets udvikling. Falder hjertekornet ikke på plads, til livets jordiske kærlighedsvækst og dør på den måde, ved det offer og med glæde - så bliver der ingen fold.
Nu er det så så hel-digt, at livet er et vækstens skabelsesfænomen, det skaber sig, det danner sig, formerer sig, præges og lader sig præge. Nu er vi så så hel-dige, at der er i vor menneskeheds historie har været et menneske, der med sit livs korsfæstelse gav os et dige, en vold omkring det motiv, det budskrav, de meddelelser, der betyder mest for livet. – Og når det rigtigt er på spil i personlig henseende: meddelelsen, ofret. Ganske som erlighed varer længst, ærlighed væren længst: nemlig både i al evighed, dit eget liv, men også derigennem historisk, via din omgivelse og egne børn ikke mindst. Forstandens K beskytter ærligheden. En ryg med to åbne arme, der indbyder til indrømmelse, siger velkommen til hjertet. Ærligheden er at kunne sande, men sande ved sit eget hjerte. En forstandig kulturel nedarvet kunnen, livets indrømmelse af sig selv.
I al evighed og historisk. Når livet ikke er mere, så er der ingen vækst-tidshorisont, ingen træer, der springer ud – det uorganiske har ingen tid, det er en projektion at tale om kridttiden, stenalderen, etc. Kridt og sten forandres ikke levende, af sig selv, men forgår blot, forvitrer, ligesom vi forgår, endog ganske snapt, når vi ikke længere er blandt de levende. Vi er ganske vist stadig blandt dèt levende, når vi rådner op i graven, ihvertfald så længe der er levende til – men den skal nok lige tøkkes som de siger i Århus. Projektionen kommer at fornuftsdyrkelsens uendelighed, dens manglende evne til at erfare som liv, kommer af, at fornuften er et spejl. Tidshorisonter er også ligegyldige og meningsløse, når livet ikke er mere; evighed er ikke en tidshorisont, men livets værenshorisont, at livet er nu, unikt, sam”tidigt” i evighedens unikke. Evighed er ervi-hed; menneskelivet fødes af andre og dør ved andres hånd, af sig selv. Livets faktiske herlighed som det forbinder sig historisk, slægtsmæssigt, i kød og blod, med alle menneskeliv, hele menneskeheden – også selvom de ikke taler dansk, siger jesus, gud, Jens vejmand og armen i kirken, der knak som Peter Freuchens ben - men måske God, good eller alle, Allah. Kærlighedens sprog er ”universelt”, jordisk livsmæssigt.
Det er fandens dumt at gøre det gamle testamente, naturens gengældelses-bevægelse til ”kultur”. Til lovgivningsmæssig konsekvens, gerningsretfærdighed, borgerpligt, skattepligt – den gammeltestamentlige guds åg: der er ikke noget at gøre, overlev og dø, betragt livet som mellemstationen, der skal overståes. Døden og skatten, så véd du, hvad du har at holde dig til.
Det har vi heller ikke gjort eller det har vi, er godt på vej til. Men der er stadigvæk liv i os. - Vi er heldige, fordi vi ved indrømmelse af vor egen historie støder på en grundig livserfaring, der har virket gennem arv og miljø i flere hundrede år, som både kan og er det, der skal til. En erfaring vi på sin vis selv må gøre hver især – men som vi på den anden side ikke kan gøre særlig godt, hvis ikke vi hjælpes og bekræftes derved. For sådan er erfaringen, sådan foregår erfaringsdannelsen, der kan forbedre vores sans for liv og levned. – Vi skal hjælpes af for-historien, for-ældrene, for-nuftens rationelle virke til at indrømme hele pibetøjet som en for-stand, vores hjerte skal kunne lide i sit tro kærligheds-sigte og sanden derved. Det er den fundamentale tryghed i livet. At elske sine forældre betyder ikke at elske dem som altafgørende, men at sande deres motiv i eget hjerte som blod jo er tykkere end vand og elske det i næstekærlig forstand. Livet er stillet enkeltvis overfor Guds kærlighed, og det er både opgaven at indrømme det og friheden i dit liv til livet. Vil du ikke indrømme, kan du ikke sætte kærligheden fri til dine nærmeste, næsten. Og så låser du såvel dit eget som andres liv. Og gøres det i fornuftens lovsystemer, så låser det alle.
FRA RELIGION/FORNUFT/SYSTEMER - TIL LIVETS HISTORIEKØD OG KULTURBLOD
Jesus gjorde indrømmelsen med sit liv blandt sine disciple, blandt alle de mennesker, han var blevet hjemsøgt af. Han gjorde indrømmelsen som guds søn, som søn af det gamle testamentes gud. Jesus gennemskuede det gamle testamentes gud. Det var jo hans platoniske far. Det, der åbenbaredes hos Jesus, for han var jo netop menneskeliv, og dermed åbenbaredes som ham ved hans ord, kunst, lidelse og død: det var nødvendigheden af ikke at lade livet vokse i sandhed som Platons Sokrates, nødvendigheden af ikke at gøre livet til grubleren, siddende, skrivebordsarbejde bag skærmen, videnskabelige akademier, teknologi, magt - liv og kultur på den måde. Tegn, tekst og talfiksering af livet, forstået som levet.
Men derimod et arbejde i troskab ved menneskelivets vækstbud, det hjerteerfarende, selvstændigt dannende livssandende. Havde Jesus ikke været tro mod guds vilje, hans skabelsesberetning, at der blev lys, at ordet blev til kød og i den dur – så havde Jesu liv ikke været erfaringen af guds vilje med menneskelivet: at det både skal leve og dø af og i kærlighed med glæde. At andet ikke betaler sig, ikke kan svare sig. Jesus var tro mod den gammeltestamentlige guds vilje, var tro mod gudfaderen, men han indså, at det ikke var vejen for livet, fordi den gammeltestamentlige gud var fornuftens håbløse projektioner at hjertelivets afmægtighed og vækst deraf. Den forkerte sorg. Det forkerte ved at livet blot skal overståes, så vi kan få fred, komme i himlen. Det forkerte ved uendelighedskrigen, altså unødvendige. Det forkerte ved den romerske kejser og hans søn, det forkerte ved kærlighedens forsømmelse og det forkerte ved utilgiveligheden.
Jesus indså, det vil sige han indrømmede gud, sin faders ord i sit hjerte og lod sig føre af faders vilje dermed, i kulturen, overfor næsten og gav på den måde sit liv til sin gudfars hånd. Han gav det han troede på, ved sit eksempel, livsafgørende én gang for alle, lod han lysende vise: lad de små børn komme til mig...den som ikke modtager guds rige ligesom et lille barn kommer slet ikke ind i det. Han viste, hvad andre ikke behøver at gøre, hvis de tror på livets kærlighed i tide: det nye testamente. Han viste det som bundet til sit livseksempel, sin tid, sin kultur, sin historie, sit kød og blod. Arven og miljøet i det menneskeslægtsblod hans gudfader lyste, voksede ham op til: jeg er sandheden, vejen og livet. Forstå det som livets lys, vækstens gnisten, år ind og år ud ved jorden.
Jesus føjer sin gudfaders afmægtige gammeltestamentelige vold og beder ham ved sin død, sit pinefulde kors om syndsforladelse ved at følge hans bud, for at følge hans bud på den måde. Og gudfaderen siger derved: der er iorden min dreng, nu forstår du, så jeg kan dø og glemmes og du føre slægten videre. Gud er volden omkring jesu kærligheds borg. Guds kærlighed er så stor, at han én gang for alle ofrer sin menneskesøn, for at vise sin egen afmægtighed i forhold til universet, at han kun er herre over det jordisk liv, sålænge det varer i hans navn - men ikke er herre over universets uendelighed, naturkatastroferne, matematikken, fornuften. Gud er herre over den levende kærlighed, herre over livet blandt levende i det levende. Han er Gud i vold, der lægger ryg til alt muligt, han ikke er herre over, men som beskytter livets vækst i kærlighed. Derfor er døden ikke ligegyldig, derfor er livshistorien ikke ligegyldig for Gud som for kærlighedens livsnaturlivsbundne frihed til livet. Derfor var og er Hans indrømmelse af sig selv som tilhørende livets sfære på jorden ikke ligegyldig. Men pulsens plus, vækstens gnist og glimt i øjet.
Gud vælger altså gennem sin søn livets fokus, at døden venter forude, men at dit liv er evigt i næstekærlighedens tro og helligånd. Fordi det er forkert at livet bare er noget, der skal overståes. Gud siger ved sin handling: jeg sidder ikke derude i fremtiden og venter på Jer, mit navn er ikke Kronos, jeg har ikke noget at gøre med kronologi og rækkefølge og den slags, fremtid, hvad er det i kalder det endnu: orden, fornuft. Nej, jeg er kommet til livet, jeg er i livet, jeg er livet. Forældre er deres børn i hjertet. Det livsfokus vælger han fremfor verdens fjernsynede fokus som han ikke kan være herre over af andre veje end gennem livets forholden sig dertil, livets tro og forståelse af sig som vækstens dannelse givet ved næstekærlighed, mor og far, og andre mennesker. Han opvokser sin søn og lader ham dernæst overtage geschæften i det øjeblik han er klar til det, som så er: Jesu lidelse og død - fordi livet er rammen: du fødes og skal dø, indimellem er det er vækstens fokus troen på næstekærligheden, vækstens erfaringsevne derme. Gudsbenådende magt på menneskelivets vej gav han os ved sit buds vækstkrav: næstekærligheden, det helligåndsgivende, forbedrende liv og levned. Det er menneskelivets gudhelligdom på samme måde som dyr og planter er varm vækst. Det er livets identitet og derved lyses alt andet livsrelevant, livsbefordrende op: livdannelsessfæren.
Næstekærligheden er et såvel livsvækstigt som kulturelt udviklingsbegreb. Det guddommeliges lære-begreb i livets kød, i hjertet. Indrømmende sit eget hjerte som det erfaringsgivende, altså vækstgivende, dannende. At leve i troen, altså af hjerte for sin mor og far, osv. – at sanses og blive set af andre, når man er ved sit eget hjerte, og derved kan bekræftes ved det. Det er vækstens omdrejningspunkt. At leve blev at lære, at opleve livet oplærende. Sådan er derfor også den egentlige oplysningskultur kulturen selv. Oplærer og opfører vi os i livets helligsåndsgivende opfattelse og håndtering af tingene, så opføres kulturen tilsvarende. Så leves den i en optik, en forstand alle kan være med til, fordi vi ikke kan være ved andet. Lære-begrebet er hjertet, hjertet er menneskelivets vækstkilde, næringskilde. – Det foregår og sker, bekræftes bare kun omkring det livsvækstige i verden.
Så hvem begyndte en ny måde at leve og forstå livet på. Hvem viste vejen, der undgår, undlader, lader uendelighedskrigen være og levede videre. Hvem begyndte, hvem viste alle os andre, at livet godt kan leves uden at bekræfte uendelighedskrigen, naturen, som livets princip, livets begyndelse. Det gjorde gud ved jesus, næstekærlighedsbudskabets formidable livsvækstlederevne. Hvem som hvad: Det gør vores hjerte, når det indrømmer, sander og sanser. Det er oplysningskulturen og livets værensmål. Sådan er grundenes hellige grund i kødet og har været det lige siden.
Det er sigtet alle andre formål må rette sig ind efter, ikke slipper godt afsted med at underkende, fordi sigtet ikke er et fornuftssigte, ikke er en ideologi eller så meget andet. Men derimod menneskelivets vækstmulighed, dannelsens grundbetingelse, livet selv.
Vi skulle nødig derhen, hvor argumenterne mod fornuftsformålene, dens projekter og analytiske virksomhed, kræver at hjertet flåes ud af deres børn, lægges på deres skrivebord, så de kan se deres egen blindhed som den vokser i systemet. I kan være ganske rolig for mig, jeg gør det ikke, men det er der andre, der før eller siden må gøre. Fordi livet ikke længere har noget at miste og derfor som hjertets sidste udkald må finde sit kors at dø ved. Få os til at forstå. Det er derfor vesten angribes og meget andet der sker.
Det, der imidlertid ligger mig mere på sinde er, hvordan vi kommer ud af fornuftens tyranni, for det er et dannelsesproblem som fornuften er et misdannelsesfænomen hos livet, der er opstået fordi man alt for mange gange i alt for mange sammenhænge har taget fejl. Har taget fejl at spejl. Livsførelsen ved livet selv, dets vækstbetingelser – som vi jo godt kender, bare fornægter. Vi bilder os ind, at den går alligevel. Men det gør den ikke.
LIVETS VÆRENSMÅL
Livet er ikke først og fremmest et gøremål, men et værensmål. Vi er i mål, livet er os givet – noget som jo skriger ved sin modsætning til alle fornuftens formål og målretninger af livet, der arbejder os halsen ud af lommerne for at nå målets resultat. Og netop derved gør, danner livet udueligt, umuligt. Gør det stik modsatte af, hvad der skal til. Næstekærligheden er en hård hund, når den opfattes af fornuften og derved støder ind i guds vold, hans ryg – støder ind i forstanden ude fra; men det er Gud flintrende ligeglad med, for livet har retning og han beskytter os sådan til vi modtager hans rige, beskytter os for os selv som liv, når vi ikke modtager hans rige, hans retning, så han i al evighed fortsat kan beskytte os i livets helligånd – modtager ligesom et lille barn, altså indefra, at hjertets indrømmelse af forstandens formål og livsmæssige, handlemæssige begrænsning, livsforstandens sanser, skønnet i hvis ånd, vi kan gøre godt, men ikke mere, ikke bedre uden at vokse dermed, danne os derved i det indrømmende hjertes væksttempo. Det er sådan man bliver voksen og kan give børnene videre i tryghed i verden. Men vi er bagud. Forstanden skal trækkes ned i livet, indrømmes af hjertet, indefra – ellers er gud ligeglad, for han står fast, er død som nedarvet, grundvolden, kroppen kan ikke flyttes, han har givet sig selv videre til menneskelivet ved jesus, til kulturen, dig og mig. Forstanden skal indrømmes af hjertet indefra ellers er næstekærligheden dig ligegyldig og der er ingen kærlighed uden, intet sundt begær, ingen sund fornuft, kun dårligdommenes uendelige krig. At falde gud i ryggen med fornuftordens-magtens afmægtig håbløse indgangsvinkel er at berede sit eget hjerte guds gammeltestamentlige dom over livet. At ”opelske” dét.
At være målrettet, det er trosbekendelsen, hvor det fremgår, at det handler om at forbedre sig, ja, men i et hellignende liv og levned. At forstå vækst givende, helbredende ved næstekærlighed til livsvækstgrundlaget. At være målrettet lader sig kun gøre af hjertet, i omtanke for næsten, i sigtet for livets fortsatte vækstmulighed. Jeg gider ikke, jamen du skal, jeg vil ikke, jamen du skal. Sådan byder fornuften sig til, sådan hærger den livet i sin formålsløse bedrevidenhed over forstanden og under hjertet; hovedet siger du skal, maven har ikke lyst, vil ikke. Indtil så hjertet måske kan sande, at det både skal og ikke vil, fordi det ikke var klar til det, ikke havde sig selv med, men faktisk, måske, var optaget af det, som det egentlig skulle og egentlig skal: sande sig selv som liv, der vokser og trives ved sin særlige, selvstændige bevægelse af den kærlighed, der lod sig give, gives og giver sig ved egen vækst samt skærpelsen af den ved næstens varme. Dem, der har berørt dit liv og stadig kan gøre det og som du kan berøre. Nu har vedkommende måske et glædeligt sigte at være ved, mens det nu både skal og vil. Vedkommende ville ikke, fordi han/hun var i færd med at vokse, at sande – og manglede sigtet, vækstens eget; den velvillige lyst. – Det er den sanden, vores livsførelse, systemkultur undertrykker.
Kun hvis værensmålet er i hus, i hjertet, på plads som forstand, kan det også udvikle sig med gøremålene, gøre dem i værensmålets sigte så at sige: med glæde. Livsglæden, Arbejdsglæden.
Jamen, hvad skal vi så gøøøre, som fornuften så presser på: giv os en løsning, giv os et nyt teknisk vidunder, en ny idé, vi kan næres af. Men løsningen er en forløsning: at indrømme næstekærlighedens hjerte som for-udsætnings-løsningen, grunden at tænke ud fra, forstå sig ud fra, føle og handle ud fra. At komme ned til livet. Ned i forstanden, kroppens hjerte og være der. Man skal egentlig ikke flette det, men vi kommer til det alligevel: vi skal være ved vores gøren som menneskeliv. Vi skal stoppe, når vi ikke kan være med til det, der foregår længere. Vi skal gå vores vej. Og begrunde det så ærligt vi kan. At give sig selv tid til at sande er at give sig vækst i al evighed, at lade sit liv være voksende og virkende i livets varme, ad den vej kommer vi ud igen med sans for livet som ind til næsten og gøremålene.
Det, der komplicerer os er, at der ingen steder er at gå hen – i fornuftssfæren. Alt liv på dansk grund er dansk statsborger. Staten har taget patent på mulden. Læs: hjertet. Og det er blevet til en styring af livets eget vækstfænomen. Kritikken har lydt de sidste mange år på forskellig vis. Hvis man hører efter i sig selv som man historisk kan se det ved sine medmenneskers berøring af ens eget liv, fatter det som livets forstand og sanselige grunderfaring. Et kapitalstyret samfund kan ikke høre, det kan kun et vækststyret voksende samfund, der følger med i livets gang. Livets hjerte glemmer ikke, vi glemmer det, følger med og handler derefter, medmindre vi indrømmer vores begrænsning og på omvendt vis bare lader være med at følge med i tidens fornuftige tungebidende tænders gnidsel. Fornuften kender ikke den begræsning, derfor kommer livet under fornuftens systemer, fornuftens indflydelse heller ikke til at kende begræsningen.
Livet har da ikke glemt bønder, der hængte sig selv i laden i firserne pga. betingelserne, kravene. Fiskerne har da heller ikke glemt det. Dem bakser man stadigvæk med. Men nu makker de jo ret, udkantsområderne er affolket og klumper sig sammen i storbyer, hvor det er nemmere at glemme, sålænge købmanden har varene. Det danner lange køer, infrastrukturproblemer, livsproblemer. Muh. Det er ikke kulturel livsbefordrende variation, bred inspirerende livsforførelse, livsforståelse. Det er heller ikke dårlig planlægning. Det er bare satans dumt – et udtryk for, hvad fornuftsvidenskab, kapital, industrialiseringen kan i forhold til livets kultur. Et udtryk for, hvad alle i alle-tænkningens normale navn er og deraf gør. Straffen er ligegyldighed, straffen er afmagt med vold tilfølge, afmagt med forliste hjem tilfølge, afmagt med dårlig opdrag tilfølge, straffen er en afstumpethed, der forhåbentlig fører livet ned i sig selv og finder trosro, men desværre nok fører os tilbage til det gamle testamente, for sådan lærer vi at tænke og begå os gennem systemkulturens omgivelse. For det svinger og klinger med kapital-fornuften: noget for noget, et øje for et øje - den afslutningsregel, den handelsregel gik ikke i udviklingsmæssig og livskulturel forstand. At den er ved at sejre er ikke andet end at naturen ved menneskets egen hånd er ved at tage sit eget liv. Noget for noget: Gengældelselsprincippet, ligevægtsprincippet, den uendelige krig midt i det mellemmenneskelige livs værensrørende hjerte. Det bliver det vred af som forvredet: Og så skal vi rigtig til at ofre sønner. God fornøjelse.
Der er ingen steder at gå hen betyder, at der ingen fred er med livets egen vækst, hvad der ellers godt kunne være. Vi lever ikke i et katastroferamt land, men vi opfører os som sådan, skræmte. Vi kan i stigende grad ikke holde hinanden ud, skal helst være uenige, fordi ellers kan vi ikke høre, at du er dig og jeg er mig, hvad der jo aldrig er nogen, der kan ændre på. Vi undlader derfor at tale om tingene og de sammenhænge, vi så selv ser og ikke er, men bliver hvis ikke vi taler om dem. Dermed høres det ikke, hvem vi er hver især og da høres livet ikke. Sådan er livet stillet. Ja det vil så sige, det er lige nøjagtig det, som det lykkes fornuftssystemkulturen at gøre: At sammeblande dig og mig på massevis i et stort røvrenderi af livet selv.
Fred være med livets vækst. Danmark er så lille i den verdsliggørelse af fornuftsmagten, der sker og har foregået de seneste år, at også livet bliver lille, ikke synes stort i fornuftens lys. Globaliseringen betyder, at vi er kommet verden rundt. At vi er online i alle mulige forbindelser; vi netværker livet derudaf og fanges i eget net. Den lille danske forstand der kunne beskytte det store hjerte kan således føle sig oppe imod en endnu større fornuftsmagten end vi har været vant til. Fusioner, markedskræfter, opkøb, handel, arbejdskraftens vandring. Det er det, der skaber den moderne nomadetilværelse, hvor vi går fra sted til sted, for at søge næring, tag over hovedet og lidt på den dumme til det åndsvage liv, der dog på asfalten, i betonlejligheden, bilernes støj, caféerne – i formålsrettethedens og forlystelsens fornuftige omgivelse – der dog må forføre livet til at mærke lidt vækstpotentiale, så det kan efterligne det i fornuftens kortvarigt nærende spejl for en tid. Føle sig lidt voksen. Seksualiteten rammes, familier rammes, børn rammes ved en fornuftsbegærlig erfaringsdannelse, der blokerer livets selvstændige dannelse og adgang til eget hjerte, blokerer: en livsførelse, der kender livet, kender opgaven, ved hvad det koster og kan ofre prisen med glæde.
Opgaven er ikke at ofre sig og lide ad helved til derved. Det har aldrig været meningen, det har aldrig været budskabet. Men sådan gør fornuften opgaven i sin afstandtagen fra lidelsen, i sin uforstandig formålssættende, behovstilfredsstillende, resultatsøgende grænseløse rettethed. Det er institutionsvæsenet, kapitalvæsenet, videnskabsvæsenet, jeg taler om. Lidelsen bliver gammeltestamentlig. - At tage sådan fejl af opgave, livets gratis glæde og udvikling dermed til fordel for den købedygtige udviklings ”glæder”, det er at prostituere livet, det er at gøre sine piger til ludere, sine drenge til fornuftige voldsmænd – ekstremsøgende, fordi de ikke kan andet, har lært som forstået andet, fået lov til det – det er at umyndiggøre livet ved og med lovgivningen, det er at afvikle livets sans for sig selv og dermed udviklingsmuligheden. Nu er der gået sport i at kravle uden på togvinduerne, mens toget kører. Og det er jo kun fotolinsens nål i høstakken.
Medmindre der er nogen, der holder fast ved det gamle, fordi det ikke er gammeldags, men det nye vidnesbyrd ind i sin tid, sin kultur. Nyt som livet selv altid kommer med det nye. Vi bliver alt for let sted-blinde af fornuftslærdom og fornuftsindretning af samfundet. Husk på lovgivningsvæsenet er ikke mere end 150 år gammelt herhjemme. Livet er ældre. Og skal man have det på den måde, i fornuftens målestok over sten, så kan 1855 års kød og blod altså sagtens vippe 150 af pinden. (Livet alene som naturkraft kan sagtens splintre fornuftens makværk, så det står om sig med menneskeliv – er det det, livet skal?). Livet er nyt hvert år. Vores tidsregning som fornuften har bestemt, er bestemt sådan i påmindelsen om menneskelivets begyndelse i al evighed: at det ikke er tiden, der skaber livet, men livet der skaber tiden. Sådan vil det altid være i vækstens evige hjerte - hvorfor vi ingen veje kommer uden den indrømmelse. Men fornuften tæller jo og tror det er udvikling. Derfor sidder man og laver computere, der kan tælle til uendeligt, for det kunne jo godt være at gud sad derude og sagde: så, nu er du nået til uendeligheden og det har du så brugt dit liv og kærlighedspotentiale til. Men det gør gud ikke, han er ligeglad med livet på den måde, fordi et tællende liv så at sige selv er ligeglad med, hvad tallene står for i deres indvirkning på livets væksterfaring, glædeskunnen. Det er kapital-økonomiens vold i samarbejde med matematikkens, fornuftens grubler-tradition.
Man kan ikke føre politik på videnskab, fordi videnskabelig fornuftsbrug ikke kan indrømme livet personligt, indrømme sin egen magtbegrænsning – systemliv er at tænke og lade systemet handle det tænkte, altså at fralægge sig livsansvaret. At sidde i et system er at bekræfte en fralæggelse af livsansvaret som kulturens dannelsesretning, udviklingsretning. Helheden, det helligåndsgivende er livsbåren. Sidder du i et system, så bekræfter du, at livet skal leves i et kapital-teknologisk-styret system. Siddende. Det er den hårde forstandsdom til beskyttelse af hjertets røre - tre mand frem for en enke: løb!
Fælder man ikke den dom, kan man ikke bruge sit liv til at vise kommende generationer vej. Om ikke andet, så ihvertfald i et røre omkring, hvad der skal bekræftes hos børnene – hvad der skal værnes om i opfattelse af livet. Om ikke andet så til at få smidt papirgangen væk og tage det mundligt, tiltroende livets egen dømmekraft, bekræfte den næstekærligt.
Det videnskabeligt fornuftsbrugende liv, dem med de gode karaktérer, er ikke vokset med livet, men af skolen ført ind i opgave-løsningens navn. Du skal lære at løse opgaver – det er at placere, præge livet i den gammeltestamentlig guds vold, hvis eneste løsning var at ofre sin søn, og forløse sig derved til livet i kærlighed. Én gang for alle i al evighed, til efterligningen at føre sit liv i næstekærlighedens billede. - Så matematikkens kulturer, dens virke er at ofre kærligheden i livet, at ofre barnet, at ofre livets vækstbetingelser – det ser vi ved forurening, storforbrug og vores sygdomme. Vestens verdensomspændende selvmord, vesten, der imidlertid også har mulighed for at gå forløsningens vej og derved vise verden, hvordan livet leves, – fordi det er almenmenneskeligt at leve på jorden med dens vækstbetingelser, hjertet. Og vi skal bare gøre det i Danmark. Vi har kulturerfaringen til det, hvis vi kan huske den, huske hvordan man gør.
– Den opgave-løsende mentalitet, tegn-tekst-tal fikseringen af livet, lærer livet at løse næsten som en opgave, og vi lærer jo, at vi ikke slipper, før opgaven er løst, er færdig og kan afleveres, så vi kan få gode karaktérer. Og sådan er vi så overfor hinanden: jeg skal have det rigtige resultat ud af dig, så jeg kan aflevere dig og få gode karaktérer. Det ultimative forbrug af menneskeliv, så vi kan forske og udvikle teknologi, der kan løse samfundet som en opgave. Vi skal have det rigtige resultat ud af samfundet, så vi kan aflevere opgaven til Eu og få gode karaktérer. Eller den almindelige: sammenligner vi os med sverige eller portugal.... Det må vi da gerne, men det er en fornuftsammenligning vi orientere os efter. Det er spejlshow. Det er sindsygt – som om vi ikke kender os selv godt nok til at vide, hvad der dur. Er vi så hjælpeløse?
Vi sammenligner os da også med hinanden, og lærer ved hinanden, men målestokken er da ikke givet andre steder end i eget hjertet som det, der virker, det, der vokser os, udvikler os, får os til at mærke hjertets vækst – uden derved at tage den fra næsten. Så hvad er kulturens hjerte, når vi sammenligner os med andre lande? Ja, kender man ikke det, så er der jo ingen hjertelig vækstforbindelse at lade sammenligningspointerne bekræfte sig i hos os selv. Det kan hverken liv eller kultur gro af.
Livet er gammelt og kan kun ”få lov” til at være nyt med glæde, såfremt det nye vidnesbyrd sanses vor det høres hjemme hos dig i dit livs bevægelse. Sanses hos barnet, de unge, det opkommende liv. Vi forvirres af vor placering, fordi alt vi betragter har sin faste plads – mens menneskelivet er levende ovenpå jorden, render rundt. Vi må bevæge os, holde os igang. Løsrevet, men stillet sådan i bevægelse. Alligevel er også vi altså givet en plads, et vækstgivende omdrejningspunkt at være véd i vor uendelige bevægeligheds sammenstød: sansens afbødelse af stødet, slaget. Undskyld - ja undskyld. Det var da vist ikke meningen, at vi skulle støde sammen og gøre hinanden ondt derved.
Hvad kan vi nu bruge det til? Ja, det har vi lige undskyldende gjort opmærksom på, nemlig at det ikke var meningen, hensigten med livet, at det skulle gøre hin anden ondt. Og derfor ér sigtet. Værensmålet, der kommer af hjertets erfaring. – Det er sådan at jesus kultiverede livet, fysisk. Gav os helligåndens virksomme realitet ved sit eksempel. Han ramte plet, han ramte os alle som livets eget hjerte. Og vi elsker ham for det, hver gang vi opfører os sådan, fordi livets forstandige kultur-erfaring siger os det, fordi det gør os varme om hjertet og livet værd at opleve sådan. Fortæller os det som vores eget livs indrømmelse af menneskelivets rørende erfaringer. Det er vækstigt, sigtet, livets egen dagsorden.
LIVETS ALMENE DANNELSE
At røre sig. Almen dannelse er at røre sig i livet. Jeg kender en mand, der bruger sin forstand fornuftigt, fordi han skal begå sig i fornuftens helvede. Må gøre sit offer, bibringe fornuften lidt forstand på livet.
Et eksempel på at livets almene dannelse handler om at røre sig er: medicin-forskningen, hospitalvæsenet, etc. Der er sket meget, reddet mange liv, siger vi. Men vi har ikke længere råd til behandlinger af diverse slags. Vi kan ikke nå at læse alle bibilotekets bøger, vi kan ikke nå at specialisere folk nok, så alle sygdommene kan helbredes, vi kan ikke overholde alle lovene på samme tid. Og må rationalisere, centralisere, regionsplanere. Fornuftsvirksomhedens vækstform, samfundsvirkelighedens kapital-videnskabs-tekonologisk-økonomiske vækstidioti er et akkumulationsproblem, som den kun kender et middel mod nedskæringer. En højfrekvent køb-og-smid-væk mentalitet. Systemer er omveje livet dør af at vente i og på, som vi får sygdomme af. Velfærdssygdomme kalder vi dem, fordi de er kulturbundne. Fornuftsmagtkultur. Hvad er den samlede lægestands råd og vejledning til livets gode helbred?
Spis sundt, vær sammen med andre, få dig rørt.
Det er budskabet. Det er livets almene dannelse. Men som det ikke kan gøre bagvendt. Det er for sent, når det er for sent. Systemindretningen har bedt folk om at ofre deres liv til et skattebetalende arbejde, så der bliver råd til uddannelse og sygehuse, hvor andre mennesker så systematisk kan erfare og dernæst fortælle, hvad og hvordan den livsopofrende arbejdsindsats skulle have været – og for fremtiden bør være. Konsekvensen er klar, ingen af lejrene lever som vi er skabt til at leve. Det ene hold sidder ned, det andet må løbe for stærkt. Eller hvordan man nu siger det. Det er lige usundt. Betragtningen er vist velkendt. Men ork mand, hvor det stadig gælder.
Fornuften kan ikke fortælle forstanden noget, den ikke allerede ved i forvejen, har taget højde for. Samfundets systemer kan ikke lære livet noget nyt som det ikke allerede er i forvejen. Den kan forplumrer det, den kan desorientere som tilfældet er. Gøre folk fede på ufed vis. Det kommer som vi kender det fra Amerikus og det er kommet. Det er kapital-teknologiens mareridt. Den, fornuftssystematiseren, kan ved sit fjernsyn ind i spejlets fremtid stjæle opmærksomheden fra livet selv, dets orientering og oplysningsmæssige dannelse. Spis sundt, vær sammen med andre, få dig rørt.
Ethvert forskningsresultat bliver ikke til mere end livsforstandig erfaring, når det kommer til den optimale handlemulighed. Men da er tiden gået med at arbejde og vente på de nyeste resultater. At ofre sig forkert til og for løsninger på tidens problemer. Almen dannelse, livets egen vej er rørende livsførelse fra sin begyndelse og i al evighed, det er sigtet og derved skabes ”fremtiden” af sig selv. Jo mere vi kan det, holder os til det sigte, des smukkere bliver vi, des sundere bliver vi, des stærkere, des større sanseligt potentiale vil der fremkomme hos livet – og deraf for’løsninger’ vi aldrig ellers ville have drømt om var mulige. Det som en forsker oplever, kan se, udforsker, skriver afhandling om, det kan ikke blive nogen løsning udenom livsførelsen selv. Fornuftens måde med tingene er forkert, den gør kun arbejdet halvt. Den projekterer sine projektioner – uden at kende dem som projektioner, hvorved den glemmer at mærke sin projektioners livsforstandig formål. Den kultiverer derved ikke livet med sine produkter, men fører produkterne ind som hække i tilværelsens hækkeløb med bonelock i livets gang. Den forvandler ikke sten til brød, men til penge.
Hovedbrugets energi skal holde hjertet oppe ved sin forstand, så det ikke falder ned i maven – og bliver hovedmisbrug. Vi skal røre os ligesom et lille barn. Forsigtigt, drevet af nysgerrigheden ved livets eget vidnesbyrd. Kropsrørigt. Fornuftens virksomheder, institutionerne skal derfor bruges til at holde livet ved sin natur. Og ikke så meget andet. Det var så at sige det vi var igang med. Så det er såmænd ikke et påfund, men en bekræftelse af noget af det vi kulturelt har potentiale for, forstand til at være godt med. Det er galt at fornuften så at sige har efterlignet livet i sit uendeligt reflekterende spejl og derved udviklet samfundet som teknologi, livet til en uendelig løsrivelse fra sin vækstbetingelse. For det bliver ikke en uendelig begivenhed. Det får sin ende. Livet vil søge sin udvej, krybe udenom – eller bukke under.
Udvejen indrømmer selvfølgelig først og fremmest livet selv som næstekærligt vækstgrundlag. Men i institutionel forstand må det praktiske sigte være og blive menneskelivets krop, planterne og dyrene. Det samme gælder arbejdsmarkedet. Endeligt det helt afgørende, hjemmets omgivelse og mulighed for jord. Kolonihaverne opstod ikke uden god livsmæssig grundimpuls. Fornuftens ordensevne, systematiske evne skal først og fremmest bruges livspolitisk. Bruges til at gøre plads til hver enkelte livs adgang til jord og selvforsyning; ikke udelukkende selvforsyning, men som altid nærværende supplering og påmindelsesgrund. – Fordi det er oplysningsgrunden, dannelsesgrundlaget, uden hvilken livet ikke kan eksistere og demokrati ikke fungere. Sproget skal ikke være kolonihave-sprog, men jordisk livssigende som kolonihaverne historisk-kulturelt kom ind med de levedygtige og sunde københavnere, der som liv erkendte, at der skal jord og frisk luft til. Gu’ ska’ da så.
Der hvor livet opholder sig, placeres af systemets muligheder, skal der være en fællesmenneskelig grund, der ikke er fornuftsbestemt, ideologisk som sådan, men selvfølgelig selvbekræftende for livet. Vi mødes om måltidet, sure, gnavne eller hvad vi er: vi skal have noget mad og må tage til takke. Universitetets virke skal f.eks. inkludere havebrug, dyrehold, gymnastik, korsang som arbejdets almendannende grund. Fordi ethvert forskningsresultat eller enhver undervisningskompetence ikke kan dreje sig om andet en udvikling af livet selv, kun kan skulle bekræfte livets egen befordrende udvikling ved sit eget eksempel. Spis sundt, vær sammen andre, få dig rørt. Al menneskebevendt kundskab er kropskunnen, at kunne røre sig, bevæges af det, holde røre i livet. Alternativ behandling er gammel lægevisdom, det vil livet selv finde ud af, hvis det levede ved sin vækstbetingelse. – Vi véd at mange dyrearter uddør, mange planter uddør, men vi ser også at nye dukker op, dvs. det ser vi ikke særlig godt. Vi ser ikke at livet selv viser os vejen. Derfor. Derfor skal vi bevæge os i og ved livets eget røre som markens grøde. I en af Erik Clausens film blev den kedelige græsplæne i det ”almennyttige” (almen-verdens-nyttige) boligbyggeri til en køkkenhave, ja hvorfor ikke? Er der ikke plads? Hvad vil man ellers? OBSe folk til at bruge deres overførselsindkomst til at købe gulerødder, så hjulene holdes igang og de kan få lov til at spise sundt, være sammen med andre, røre sig.
Der er ikke noget, der kan lykkes uden trivsel eller rettere sagt trivsel er at lykkes. Ind i tiden: trygheden ved arbejdet opstår ved, at vi ikke forbruger livets ressource derved. Opbruger den. Det véd livet nemlig godt, hvornår det gør. Eller vidste, for det vænner sig til det. - Selvom man har fundet sig en god tilværelse, trives med sit arbejde – så vil arbejdets formål stadigvæk betyde noget. Det vidste man godt i de gamle diskussioner om frugten ved eget arbejde, som også betyder sigtet med arbejdet. Selvom man måske trives ved sit arbejde, så betyder det noget for livet om det er kemiske produkter, man fremstiller. Hjertet glemmer ikke og véd godt, når det er noget stads, den har med at gøre. Vi ser det måske ikke, fordi vi er blevet for dygtige til at bruge fornuftens ikke-indrømmende, men videre afstandtagende reflektion. Det er fysisk. Har vi glemt den gamle DSB-færges ophugning på en havneplads i Asien. Langt væk. Computerindustrien blev til mere papir og meget andet desorientering af vores grundværdier; computer er et godt eksempel på, hvad fornuftens teknologi gør ved liv – det paralyserer dets udvikling. Ludomani et andet eksempel. Powershopping et tredje, det er ikke en mani, det er eksistentielt: det er måden det nye vidnesbyrd søges, men aldrig kan indrømmes som livskraftig vækst, kun købekraftig vækst i livet selv. Hvad kan græs købe, for at trives, hvor det gror?
DSB-færgen. Er det vores kulturlivseksempel, ja det er blevet vores kulturlivseksempel. Jamen sådan gør vi da ikke herhjemme, vi sorterer da affaldet. Ja det er lykkedes os at få nogenlunde pæne omgivelser, fordi der vistnok var noget med at omgivelsen har indflydelse på vores liv. Når omgivelsen er affaldsfri, hvor er affaldet så? Hvor vokser det grimme ukrudt så? - Den blomst der har jeg aldrig set før, det må være noget ukrudt! Sådan kan man bare ikke tillade sig at opføre sig, siges så!? Vi lærer og gør meget godt, men overser vores egen vækstbetingelse. Og så lærer vi ikke og gør intet.
LIVETS DISCIPLINERING I HJERTETS VÆKSTSTAND
Vi efterligner det vi ser op til uden at vide, hvad det er – når vi vokser op. Vi efterligner omgivelsen og dens medmennesker. Vi er efterabende. Hvor lægger du trykket? Vi er efterabende, når vi vokser op. På et tidspunkt falder vi i hak, identificerer os med dét, der er kommet indenbords, det vi har nok i, dér hvor vi er, det vi laver – for en tid om ikke andet - dem vi er sammen med og må være ved med glæde. Og sådan i den dur begynder vi at give videre. Det giver de mærkeligste identiteter. Og de besynderligste mennesker.
Ganske vist er vi unikke, hver især, men næsten er ikke unik uden næstens kærlighed. For personen bliver ikke lyst op uden livets egen bekræftende vækst, den medmenneskelige. Det kan slet ikke fødes uden en mor og en far, vokse op uden andres omsorg. Og kan ikke bekræftes uden sigtet for andre. Men der er ikke noget tidskrav. Der er ikke noget, der hedder: kan du så komme ud og gøre nogle gode næstekærlige gerninger eller: kan du så vokse op.
Personen bliver ikke alene lyst op ved og gennem andre, men også ved sig selv som det bevæger sig i verdensomgivelsen – ved det som han/hun gør alene, rør ved med hænderne. Der er hul. Hul, som der skal være. Men alle kan vel trods alt i kraft at livet blive enig om, at det er en gave, når lukkemekanismen virker som den skal. - Luk satans fornuftsvindue. Hvad ender vi med at identificere os med i almenmenneskelig livforstand, hvis ikke der gennem identitetsdannelsen er et vedvarende næstekærligt sigte, der også bekræftes i arbejdsomgivelsen, kropsligt? I arbejdets sigte? Hvad ender vi med at identificere os med, hvis ikke der gennem identitetsdannelsen er jord under neglene? Hvordan skal livet så vokse op på jorden og forstå sin vækstbetingelse? Hvordan skal det udvikle sig på det jordiske livsgrundlag uden at begå sig dermed? Skal det helt ned, hele vejen rundt – gammeltestamentligt, romerriget om igen – skal vort samfund ruineres først? Murstenene knuses, omgøres til stentøj, så vi kan koge suppe på døde rotter? Selvfølgelig ikke, men: i dag er naturen et begær, der bare vil op og frem og bryder al god menneskeorden, ikke kan opføre sig ordentligt!? Natur og liv er ikke det samme. Sten vokser ikke.
Mennesket er en uting, et fornuftsprodukt. Der er ikke noget menneske, men et menneskelivet. Et menneske er f.eks. et barn, der skal en mor og en far til at føde et barn. Så det nærmeste vi kommer et menneske, det hele menneske, det er barnet. Og barnets allervigtigste vækstgrundlag er jo kærligheden i og til dets liv. Mennesket er barnehjertet, den umiddelbare barnetro. Så på den måde bliver mennesket menneskesønnen, barnet, det bårne, den livsnaturlige næstekærlighed som alle forældre kender i forholdet til deres børn, men også i forhold til opdragelsesopgavens sætten grænser for opførelsen, for at stemme barnet ret op, skubbe eller trække det op, som opdrag siger – uden at hive i det vel at mærke – forstandens opelskelse, fremelskelse. Livets identitetsdannelse gives og sker ved dets vækst. Mennesket er menneskelivet og forbinder os med livets vækstgrundlag.
Vi falder i hak med det, der nu ér. Og det er såmænd fint nok, hvis glæden kommer i hus deraf og kan lade sig bekræfte i det. Men kan den ikke, så skyldes det fornuftens spejlende identitetsdannelse – og så må vi på kursus. Nej, så skal der indrømmes, edens have bruges. Vækstens fokuseres, forstanden ind, livshistorien erindres. Så skal der svømmes, blodet opvarmes. Så skal barnet efterlignes, træernes svajen, andres bevægelser. Så skal der såes fede hvedeguldkorn. Det er ingen skam, at efterligne andre, hvis glæden bekræftes derved hos dig. Livet er herligt, slår dit hjerte er du ikke død. Det skal sandses.
Disciplineringen.
Hvad kan vi bruge det til, hvad er formålet lyder spørgsmålet i gymnasiet. Det korte svar er: at være vidnesbyrd om et glædeligt liv med det, der falder i din hat.
Men høres det som livets forstandige stemme, så er brug måske ikke så dumt et ord. Landbrug, dambrug, skovbrug, kvægbrug, til brug ved husholdningen. Den tid er forbi, for de mangefleste, ikke tilgængelig, men brug af livets vækst ved livets dyre plantenatur til at brødføde os og klare os – det kan ikke pilles ud af livets dannelse, hvis livsforstanden skal opstå af andet end den flade næstekærlighed, fornuftens argumentationer. Skal opstå af hjerte til hænders varetag. Hvad skal jeg bruges til, hvad skal mit liv bruges til, hvad har I tænkt jer at gøre med mit liv. Det ligger der også i den unges spørgsmål. Spørgsmålet bliver vigtigere og vigtigere i den uheldige udvikling, at hvis man ikke har rede svar, så bliver ens liv brugt af andre og andet. Det bliver forbrugt, opbrugt forbrugende af sig selv. Det læres hurtigt. Der skal alt for høj bevidsthedsførelse til, og livet forsøger så mange gange at gøre opmærksom på det undervejs. Men vi ser og hører det ikke, vi kan ikke sanse det længere, fordi vi er taget ud af vores naturlige omgivelse. Fornuften gør tidligt sit buldrende indtog i livet, for den bliver jo til forstand gennem sine teknologiske produktioner og institutionssystemer. Det bliver for teknisk krævende at være levende, det kan livet ikke følge med til – for det er jo ikke kundskaberne det drejer sig om, men næstekærligheden, væksten, livsudviklingen, glæden.
Kontrol, styring. Ja, fordi argumentationen bliver sådan: vi burde egentlig gøre sådan og sådan, men min dreng skal først og fremmest kunne klare sig i samfundet, så han må hellere lære at kunne begå sig ved det herskende. Guden er ussel mammon, ham skal du lære at kende, min dreng. - Sådan kommer vi alle sammen til at bo omkring København og de andre storbyer. Købmændenes hovedsæder og bestemmelsesrettens.
Investeringen i ungdommen er svært dum at have med at gøre. Den har været forkert på den måde, at dannelsen, psykologien i barnet, den unge – institutionsbarnet hedder problematikken – har betydet at det har skullet ”omstille” sig, ”få den rette indstilling” til tingene, ude i det pulserende samfundsliv. Og for en dels vedkommende alt for mange gange. Menneskelivets forstandsdannelse annuleres gang på gang på den måde. Det er ikke altid at lære nyt, idag virker det mere som om, at når det grundlæggende er på plads, du kan læse og skrive og begå dig socialt – så skal vi nok fodre dig med det, du skal gøre her i virksomheden. Hvad fanden har jeg så siddet på skolebænken for, det ku´ jeg, da jeg var tolv! - Livet holdes for nar i vores kultur. For det skal jo løbe rundt, hjulene skal køre rundt. Jamen det skal det da. Men så lad os da i det mindste håbe, at det ikke er selvsving, at det tog der kørte, at de hjul, der bare skal køre rundt – at de ikke kører ad nødvendighedens vej! For så er alt jo afmægtig fornuftsnød. Og alt kan vi ikke knække uden helhedens livsbårenhed, helligåndens livsførelse, for ellers knækker vi livet midt over.
Fornuftsvirksomhed er et svinghjul, men det er livet, der sætter det igang og det kan det undlade at gøre. Hvis det dannes til det af livet i vækst ved vækst. – Investeringen af livet for fremtiden bliver for dyr for livet, fordi institutionsforetagendet aldrig kan være omgivelsen hele vejen rundt om livet. Sigtet forplumres, fordi det ikke er alment nok, stærkt nok og bekræftes nok kropsligt set. Forstandigt nok ved og gennem arbejde med krop, planter og dyr – og helligåndens rørelse deromkring. Gymnasiaster skal ikke være soldater, det skal akademikere heller ikke. Og det skal borgere heller ikke være. For det kan livet ikke være med glæde, og dermed cuttes vækstgrundlaget. Indholdet er forkert kropsligt og livsmæssigt set, videnen bliver ikke til god forstand som livsførelse. Bare system, teknologisk arbejdsplads og et forvirret liv, der spilder tid og evighed. Og fornuftens desorienterende kærlighedsfascisme.
Menneskelivet er skrøbeligt, forsigtigt ved sin nydannelse. Menneskelivet, det egentligt vækstige, er ikke højtragende, men heller ikke fladt gående langs murene. Midt imellem siger vi, med rette, ja, men ikke med fornuften, ikke i samme opfattelse som vi vil sige middelklassen, som jo er en flad økonomisk fornuftskategori. Det er levende og i levende forstand vi skal forstå, se og mærke det. Det er selvfølgeligt ubeskriveligt i den uendelige fornuft, men ikke ufattelig i kødelig forstand. Min pointe her er: at det er centralt for livet, at det er rørende, men at det hverken ligger højt eller lavt, men er i sig selv i blød kropslig forstand. Deraf budet: kærligheden er mild, der skal mildhed til at røre livet. Det er rundt og den røde pumpes røre, der iltes og giver. Sådan skal vi forstå vækst. Det er ikke noget vi kan røre uden selv at røres derved. Vi kan ikke styre livet. Vi kan kun være med i det. Men er det ikke nok. Nej, ikke i vores samfund, fordi vi har glemt livet. Det bliver en dannelsespointe i institutionel henseende. Fordi det selvfølgelig ikke kan være et føleri, men også må være nævenyttigt.
Institutioner er kontrol og styring, det er deres grundidé, som vi fandt afløsning for kongesamfundene i og med fornuftens oplysningstid og verdenshandlens oplysningstid, Columbo, Amerigo. Men fornuften er, som det turde fremgå ikke længere fornuftig, ikke længere sund fornuft – der er det samme som god forstand, en sund helbredende kropsvækst, sanseligt kropsrøre. Opfattelsen af udvikling, forandring, bevægelse havde ikke bundfældet sig, kunne ikke sandes i fornuften uden at blive adskilt fra det praktiske. Og sådan kan man måske forstå dannelses-tænkningens opståen. Man måtte putte fornuftens verdensindsigter ind i livets gøren og laden. Skolerne, vi skulle lære noget, vi skal blive til noget, åh ja i ja. Først og fremmest opfører os ordentligt i mellemmennskelig, folkelig, samfundsregi. Noget af det var rigtigt i sin tid, men det kan ikke være en uendelig god løsning, for uendelige gode løsninger er ikke livets forløsning ved sin egen vækst. Forstå det rigtige derved dengang som soning af mørk middelalder, mørk romerrige, som forløsningens livskulturelle vej. Og ikke som resultat, en formel, en fornuftsløsning der fandt anvendelse – uden sigtet at forbedre livet i et helligt liv og levned som det så var stillet dengang. Der var et helligt kirkeligt, klostermiljø, med landbrug, fattighjælp, hjem for hjemløse, forstående, fortolkende verden, tiden og livet - der bar barnet videre. Det er jesu-disciples kultur – og det er hjertet i Europa og i Danmark. Ja alle lande, der har haft noget at gøre med Europa. Fornuftsoplysningen kom at næstekærlighedens oplysning – men som spejlbillede. Det er forskellen på Sokrates og Jesus; Sokrates kom ikke rundt, indså ikke vækstbudet, kunne ikke indrømme sin indsigt i hjertet som livet selv – derfor vidste han i sandhed ingenting. Han indrømmede sig sin egen død i statens navn. - Men det gjorde Jesus, han vidste som viste at alt som intet kun kan fattes som glæden ved at livet er til, vi er og kan elske hinanden for at være til. Han indrømmede sig sin egen død i Gudfaders vilje, i livets navn som næstekærlighed. Fornuftens forudsigelser, meteorlogi f.eks., at man véd, hvordan været bliver imorgen, fordi satelitter og vejrballoner fortæller os det, før det kommer til os – det kommer af forsynet som næstekærlighedens tradition kaldte en sanseevne, der opstår ved at leve i jesu billede, følge hans livsbud. Men kom altså som spejlbillede, den videnskabelige oplysning. Væren og viden. Det egentlige forsyn, som vejrprognoser skal sammenlignes med, det er bonden, der før vejrprognosens udsendelse har sanset, at der kommer regn. Aboriginals i australsk ørken, kan lugte vand. Hvad er billigst, hvad er mest praktisk, hvad skal vi sigte på, når vi uddanner? Teknologisk forudsigelsesteknik eller et liv i forsynsglæde? – Det forsyn vil man ikke i vores kultur, det ellers livets egen sans hele tiden. Den sans udviklede jesus til evne; han blev slået ihjel af omgivelsens sociale omstændighed: Sådan noget ugudeligt noget, må vi ikke have, det må livet ikke ku’, for så kan det jo også misbruge den evne. Vi har jo en stat til at passe på os og udvikle os. – Nej, for evnen kan ikke misbruges, den gives kun i næstekærligheden til livet og dets vækstgrundlag. Livets sans og evne er forbundet med at elske og forstå næstekærligt, at vokse sådan, virke sådan. Det er livets egen kærlighedssans og den er helligåndsgivende, helbredende - den er alt det vi gør til fornuft, sætter iværk, gør til teknologi. Og kalder udvikling. Den forsynsglæde, det lys overtog den egentlige oplysningskultur som et kulturelt helbredende livsvirke, vækstvirke. Det har vi vist ikke ret forstået, at vi er genopstandne af og må forstå at forsyne os med i videre såvel livsforstandig som kulturel vækst.
Idag: Livet og samfundet er blevet opløftet på ikke opløftende vis, vi er opløftet fra jorden. Vi hænger i fornuftens galge, i systemerne og det hænger hjertet langt ud af halsen. Også selvom vi trives er der en dårlig samvittighed ved vores kulturmåde, livsmåde. Vi véd det godt. Socialt dårligt stillede er endnu ringere stillet, fordi det aldrig har haft noget med penge at gøre. Alle rammes, når livets eget vækstfænomen rammes. Når livet fratages sin jord. Fornuften har leget gud og vi har skabt en økonomisk samfundsorden, kapitalstyring og teknologisk udvikling, der har lært alle at være gud. Som selvforståelsens kerne. Livet kan ikke indrømme sig selv, fordi det ganske enkelt ikke overlever i den samfundsorden, hvis det gør det. Dvs. er bange for at det ikke gør det. (For det hverken overlever eller kan leve uden, kan vokse uden åndens ilt og kropshjertets røre, der jo ikke er adskilt, helheden er livsbåren). Livet tvinges ”blot” til at vælge side, tage parti, så det mister sit selvstændige røre. Kan ikke se, det bliver fed, kan ikke se sit begær, fordi det i bund og grund ikke er livets eget, men et påduttet, et lovmæssigt krav til livet ført ind i læregerningens navn, i kompetenceevne-udviklingens, statslovgivningens – som altid kun er en bevidst side af dannelsen. Og en ringe en af slagsen, når anvendelsen ikke bærer livsforstandens sigte.
Institutionerne er med udviklingen også blevet til forstand. Borger-for-stand; for-udsætnings-løsningen er blevet statssamfundet, skattesamfundet. Og dér opstår livsforsagelsen, sanselighedens uendelige forførelse i fornuftens spejloverflader. Lovoverholdelse funderet på tillid, selvom livet selv kan se, den er helt galt. Jesus på korset, livets faktiske helligånd, bliver en souvenir – noget fra en hedgangen tid. Dengang vi var hedenske og uoplyste. Jeg er fra heden, født i Hørsholm, så hør lyngs lys.
Når institutioner bliver livsforstand, så føres livet direkte af fornuftens magtbegær, kapitalens. Så véd vi ikke hvordan vi lever uden institutioner. Det vil sige, så kan vi ikke erfare, opleve og mærke livet uden et kursus i, hvordan vi skal gøre det – uden efteruddannelse, uden politisk nu-gør-vi-noget-ved-sagen, fordeler skatten. Så er vi gået fra forstanden, gået fra sans og samling. Så er vi gået væk fra udviklingen og i færd med en indviklende afvikling. En evnesvag mutation af livet som det ellers ville og stadig forsøger at undgå at blive, forsøger at undlade at vokse op. Men ikke på rørende vis bekræftes. Modermålets mælk bliver giftig mælkesyre, der danner kræftceller i lovens navn, lange arm og sugerør i hjertet. .
Kunstarterne, teater, musik, billedkunst og hvad de alle sammen hedder. De skaber røre i livet, vi forarges, synes noget er smukt. De udtrykker livets selvstændige vækstpotentiale, at vi vokser omkring det vi røres ved, bevæger os med, optræner, opøver, opgør. De udtrykker det af forstandens beton, den institutionelle normalitet folket værner om som var det livet selv – som man så og sang om asfaltens viol engang. Noget enhver vejmand må kende til. ”Uvæsenet” kommer op alle steder og skal holdes nede. Kunstarterne minder os om det rørende ved livet. Men de ér ikke livets røre. De ér ikke livsførelsen, de ér ikke værensmålet. De ér ikke forbilledelige. De holdes oppe af kapital-økonomi, ikke selvforsynets-økonomi, der lader naturen kværne de løse ender bag guds ryg, istedetfor i jesu hjerte. Prisen er popstars som powershopping med livet. Og der skal mere end gode forældre til at holde det købekraftige vækstpotentiale nede; holde ”uvæsenet” nede, når det kommer som menneskeliv. Mobil-tele-foni og fjernsyn i kødets kropslige forstand og følelsesliv, behov m.v. Det kan vi ikke byde os selv. Det holde rikke.
Det er derfor ikke nok med kunstarter i den almene dannelse. Kompensationen bliver derfor boglig. Og så kan vi ikke følge med længere, så kan vi ikke overskue det. Så er fornuftens virkelighed, samfundsvirkeligheden blevet livsvirkeligheden - så er skriften blevet til tekster, ordet til en masse ord uden ordets vækstliv bag - uendeligt hensat til at gøre sin pligt for samfundets skyld og ikke livets. Sigtet forsvinder, vi begynder at stille spørgsmål til, hvad vi føler, hvad vi er, hvad der egentlig står i bogen som vi sidder med den, laver lektier – livet på lokum, et eller andet sted. Og vi stiller sådanne spørgsmål indmellem hvem vi er personligt, indimellem vores personlige baggrund, familien, slægten, historien vores liv fortæller og kan fortsætte. Indimellem det, vi véd som krop og forstand og som vi må være ved, i al evighed kun kan virke med, er magtbegrænsede af.
At stille spørgsmål. Det opdyrkede man uden at høre svarene, uden at lade dem falde. Uden at lukke åbenheden og derved tage ansvaret personligt myndigt som livsbydende eksempel. Og det fandt vej ind i søndagsprædiken som tidens håbløse tunge ifølge min mening. Spørgsmål stilles af hjerte for livet og byder os at håndtere dem ved næstens omgivelse, ikke at overlade dem til næsten. Der skal svares af dem der kan svare på det nærværende menneskelivs veje, tage hånd om det først og fremmest. Livet skal opføres af det voksende voksne; svaret gives deraf, ved og med. - Hvad kan vi bruge det til, hvad har ”I” tænkt ”Jer” at gøre med livet i det spor, mit liv som livsansvarlig, institutionelt er sat i? (Gymnasiespørgsmålet ovenfor).
Dannelsen er altid ”flersidig”, livet er rundt. Fornuftens instrumentelle, institutionelle værk, iværksætten – er altid kun en uendelighedsbekræftende tidslomme, som vi bliver blinde af, svagtseende, fjernsynende. Den bedre vores overlevelsesvilkår, men den udvikler det ikke – den forbedrer ikke hverdagen i et helligt liv og levned. Og så bedre den intet. Institutionel virke holder ikke indsigterne og den så i vor tid nødvendige beherskelse til kroppen, til den alternative livsførelse, altså den egentlige magtbegrænsende og livsmagtforstående. At helbredelse er bekræftelse af det raske, sunde røre.
Vi er bagud. Efterrationalisering. Gør vi det i livet, gør vi noget godt, gør vi indrømmelse mulig. Så piller vi oplevelser fra hinanden og bekræfter det forløsende, at vi ”overlevede” oplevelsen, at vi stadig er i live, at hjertet stadigt slår. Livet leves forlæns og forståes baglæns. Sådan er efterrationalisering. Fornuften har en ”funktion”, er et overlevelses-instinkt i naturen – men et livsinstinkt i kulturen. Efterrationalisering er bare ikke indrømmelsens virke, bekræftende forstand, men livets besked om at det er bagud. Ikke har sit hjerte med, ikke har væksten med, ikke vokser, ikke lever som det er skabt til. Derimod holdes tilbage af fornuftsmentaliteten, magtbegæret, der kun kan dolke gud i ryggen. Sådan kan vi stikke ligeså tosset vi vil som en dansk myg på en elefant. Efterrationalisering er livets forsøg på at afrationalisere sin forstand. Hjerte på overarbejde, men dog kæmpende for sin selvstændige livsvækstige glædessag. Vi behøver ikke være bagud, det er ikke livets måde at værdsætte sig selv i sin givethed. Bagud er fornuftens mekaniske tidsopfattelse, at vi skal nå noget, nå at gøre godt, nå livet, så vi ikke går glip af det – og som sådan bagud, når vi jo intet og gør ligeså med det vi rører ved.
Væksten kommer af det indvendige røre og det behøver ikke være så mærkeligt, så underligt – som det fornuftsprægede, institutionspsykiske opfattende liv ikke fatter det. Men det sker ved institutionaliseringen, fornuftiggørelsen af forstanden. Og det sker fordi forstanden ikke arbejder på et fællesmenneskeligt jordisk vækstgrundlag. Ikke indarbejdes i den sociale, mellemmenneskelige, dannelsesmæssige kontekst. Institutionerne, de styrende rammer er blevet forstandige og kan ikke aflære sig selv, afvikle sig selv uden at tage højde for, at de på uheldig vis også er stillet i den tilvirkede kulturelle livsmentalitet. Vi kan selvfølgelig ikke fjerne statssamfundet, institutionerne, og stillet livet på herrens mark, hvis den er gammeltestamentlig?
Derfor må institutionerne bekræfte det livsforstandige indefra ved livets egen omgang med og ved sin vækstsfære. Skoler som væksthuse, drivhuse bliver en skøn idé. Sådan må det ikke fattes. Der skal bare åbnes for en anden livsførelsesmulighed ad institutionel vej. Og allermest fordi vi ikke kan se, ikke længere er sanselige i bred livsmæssig forstand, ikke kan se og afgøre, hvad der dur og ikke dur – men må holde os til livets egen måde med væksten, så vi igen kan komme til at se, komme til sans for samling, det fælles, det samme, identiteten.
Den boglige kompensation, at lære livet at styre sig gennem fornuftsindsigt i verdensforhold, den traditionelle akademisk-platoniske stening af livet – den gives bedre ved krop som vækstfokus og derfor også gennem arbejde med kroppen, bevægelseslære, samt reelt primær-produktionsmindet arbejde med de naturlige livsvækst fænomener: planter, dyr, jord. Formålsrettethed og konsekvens, at der også skal slides og slæbes, det kan ikke løsrives fra frugtens erfaring, livets egen erfaring af, hvorfor og hvordan arbejde ”betaler” sig, løber rundt i livsmæssig forstand – ikke kapital-økonomisk.
Ved kropslighedens forstand bliver vi ikke nær så fjernsynede, til gengæld bliver vi livsfokuserede og nærværende i stand til at undlade den fjernsynende, paralyserende frygt og angst: den teknologiske produktion, skabertrangen – som netop ikke er vores ejendom, men livets egen dom og dømmende livskraft som det oplever og opfører sig – misbrugt ad helvede til idag. Bedre i stand til den livsbefordrende forførelse som vi kender det fra børnopdragelsen. At kunne flytte fokus fra dårligdommen uden at fjerne den, fordi livets håndterende vækstmulighed er nærværende, kun kan helbrede sig selv. Den potte du plantede i 1. g. den er vokset, det er du også, fordi du har vandet den. Alt, hvad du ellers har lært i gymnasiet handler om den plantes vækst og trivsel ved din hånd.
– Griner du af det?
Viden er materialisering af indsigt. Derfor blev viden til magt i magtens hænder. Derfor blev videnskaben akademikervælde, teknologisk samfund, teknokratisk, netværkende kapital-samfunds-legemlig X-førelse – men ud af det som fødsel ud af liv kom også en bedre kulturel livsforståelse, et barn, båret frem af jesu befrugtelse af livet. Det barn er stadigvæk opgaven. Sigtet, vi må give plads til at vise os vej. Med det er altså et åndeligt jordnært foretagende som vi indånder og udånder ved hænders hjælp, som ilter vores blod og pumper rundt af hjerte ved det vi tager fat på, rører ved. Og det er løgn, hvis vi bilder os ind, at vi ikke kan lide frisk luft, lide at knopperne springer ud på træet, år efter år. Kærlighedsbudskabet: at elske livets vækst og ikke andet. Ikke tingene, ikke videbegæret, ikke materialiseringen, ikke forsteningen af det.
Det traditionelle dannelsesproblem – fornuftsklassicismen, kapitalismen - er: vi falder i hak. Vi forstener med det vi er ved og holder op med at røre os. Vi insisterer, glemmer at vi eksisterer. Det bliver anstrengende eller et kalendeført liv, hvor spis sundt, vær sammen med andre, få dig rørt, puttes ind. Almindelig erfaring siger, at vi ikke kan holde os rørende hele livet med det vi gør. Men at der skal nyt til. I skolerne kunne lærerne ikke bevare gnisten, de kører træt. Nyt projekt på benene. Endnu mere træt. Vi bliver bange for at gå i stå og søger da, kanske, nye fascinationer, noget der kan tænde os. Begejstre os, give os energi, overskud, så vi kan gøre det hele så godt. Vi vil underholdes, men vi er underholdt. Vi er underholdt ved væksten og skal istedet høre efter den, være ved den. Det er der ikke tid til, nej for tid vokser ikke, tid visner os. Glem gøremålene, glem planen: vær ved din sans for dit liv som andres – og gør så noget med det.
Når vi falder i hak, så skyldes det, at man ikke institutionelt kan putte det gode, hele, menneske – som ikke findes andet end som barnehjerte – den gode borger ind i livet. Putte softwaren ind i heartværen. Og det er jo ikke blot et skolefænomen, men givet ved fornuftsvirksomhedens materialiserende omgivelse. Arbejdspladsen, man falder i hak med, måske trives på, men alligevel går i stå af. Tilmed er fornuftens materialiserende virke kønsløst, forvirringen total i hjemmet. Kvinder og mænd falder ikke i hak på samme måde, selvfølgelig gør vi ikke det. Og da personlivsforståelsen, næstekærlighedens unikke forankring i væksten, i forvejen er fortrængt på arbejdspladsens funktionaliseren af arbejdsindsatsen til virksomhedens overskud, din løn og skat. Ja så bliver hakket før eller siden til et indhug i hjertet, barnet. – Viden er materialisering, om den sker bogligt eller ved at køre i bil, stå ved maskinen, følge procedurer, så er den en ”bevidst” potentialisering, potensforlænger af livet med henblik på en bevægelse, der betaler sig, giver et godt afkast, kører os langt ud i skoven som vi så ikke kan se for bare pengetræer.
Den indputtede vidensenergi opbruges og vi må boostes igen - eller måske til psykologen for at få lukket op for livets egentlige vækstkilde. Det er den kapital-industriel-skattefaderløse virksomhed, der falder os i hak som gud i ryggen. Den udvendige samfundsmæssigheds krav til livets indvendige selvopretholdelseskraft er livsmisbrugende. Vi har tilladt, givet lov til en omgivelse, der lever af at spise liv, fortære det så det ikke kender til at sætte tæring før næring, undskyld næring efter tæring, nej... Den tilladelse er unødvendig og kan aldrig være sigtet. Den udvendige omgivelse livet derfor skal præsenteres for, stilles krav af skal være ved dens egen ”vækstfamilie”.
Da institutionsfornuften er blevet forstandig, må institutionerne gøre plads til livets brug undervejs, så lærerkravet, udviklingskravet, helligåndskravet kan blive til mere, det vil sige være det, det er: solid livsvækst. Livsvækst, der skal passes og plejes med omsorgens, omgivende næstekærlighed som kanalisering til ”overbygningen”, overgangsalderen: at man kan blive oplyst og være ved det, falde i hak som kendende grundvolden og dermed: bliv ved hjertet, bliv ved væksten. Livet véd godt, hvor-når det er det. Helheden er livsbåren, helligånden er livsbåren og bekræftes ved at have med det at gøre som værensmåde, livsmåde, livsførelse. Erfaringsdannelse og det nye livs vidnesbyrde og sans derved.
Den vilde natur vil og skal altid være der, idéen med fredet natur. Men menneskelivsnødvendigheden af at kultivere sig, holde sig i skindet og ikke gå ud af sit gode skind, betyder at elske den vilde natur ved vores næstekærlige brugsevne med den. At den ikke blot er livsnødvendig, men på én og samme gang givende. Der skal vild natur ind i livet som brugshåndtering, brugsforståelse.
Livets disciplinering i hjertets forstand ved livets egen vækst. Det kan holde os i røre hele livet igennem, fordi det er rørende livets vækstige hjerte i al evighed. Det er en smuk måde at leve op, overgå, leve ud og dø på. Og mere gives ikke den enkelte, skal hin enkelte sætte fold i kulturen. Samarbejdet med det guddommeligt givne røre.
Madpakken, kantinen, undervisningens grund – det er jorden rundt om gymnasiets/universitetets bygning. Det er dét, arbejdet med vækst, der skal bære alt andet, som vi nu finder på at kede os ved, så glæden kan træde frem. Vekselvirkningen, de to poler i jordens runde fænomen, skilles ad med fornuften, i en sydpol og en nordpol – sydpolen er maven, nordpolen hovedet, jorden er fylden i hjertet, men bliver en streg som ækvator, når fornuften tænker. Sådan er fornuften, den ser ikke livet, livet er en streg. Ligevægtstænkning, kapitalfornuft over målestok og sten. Samfundsfornuftens virke er at skille det ad, så livet må hakke sig gennem tilværelsen, i vekselsvirkningens ekstreme bevægelser. Det er unødvendigt. Luk så satans fornufsvindue. Det behøver ikke være adskilt, det er ikke en livsnaturlov at det er sådan – det er bare det formålsløse lovgivningsbegreb, der råder i fornuftens blankpolerende forstandsspejlbillede. Holdes vekselvirkningen tæt sammen i værensrørets gøren, så opnåes en erfarende sans for livets væren som livsført udviklingsbevægelse, der også tåler modet. Viser sig ved sit eksempel, ikke klassisk prangende, men ved hjertets egen sanselige væren retningsgivende i sin livsbekræftende fortagsomhed. Livet genindsættes, fikseres ved sit historiske kød og kulturelle blod som et livsforetagende, ikke alt, men hellligånden, det helhedsgivende kultiverende vækstgrundlag taget i betragtning.
FORNUFTENS OPGAVE
Fornuften har ingen opgave. Fornuften er ikke en opgave. Den er en spejling af opgaven. Fornuft kommer af nød, ikke normalvis af elendighed, men af vækstens kald på næring, på bevægelse, rørelse. Spejlingen sker som den minimale vekselvirking, der skal holde os igang. Fornuften er kun praktisk bevendt og altid kun i forhold til den personlige vækst, den spejler sig hos. Spejler den bredt, involverer mange liv, så er ansvaret dertil, men stadig kun personbundet – det er derfor jeg skriver personligt. Det er derfor, der skrives mere og mere personligt; det klassicistiske objektiviserende fornuftsprog giver ikke livets stemme ud af den fællesmenneskelige omgivelse – den polerer det, formålsretter det forkert. Og det er jo lærebøgerne, vi sættes til at læse, systemomgivelsen vi lever i. Polering, facade, prægning af drømme udenpå hudens skin.
Politikeres selvbiografier er sådan set også udtryk for det personlige livs rømmen sig; de får brug for at høre deres eget liv – efterfølgende. Det er vanvittigt. Selvretfærdiggørende, nej, udtryk for en sen indrømmelse af den gode gernings manglende effekt. Meningen er, at vi høre livet undervejs og det er et livshandlende kulturelt jordisk udviklingsforetagende. Ikke en sætten sit liv i systemet.
Forskning og undervisning skal adskilles; man kan ikke undersøge og undervise på samme tid: forstandserfaringen skal være stærk, kan ikke tage højde for alt, men det, den gør ved sin langt mindre væren end den store forksningsfornuft evindelige snurren i baggrunden. Forskning er kropsrørende forstandserfaring, der kan etablere en fast bund som jord og jordisk arbejde, livsførelsesmåde gennem institutionernes øvrige virke. - Alle vil forske, fordi der er 13 års skolegang, livet ikke kan indrømme og bruge til ret meget væren til med. Og så bliver det jo væren til i det system, hvor man så sidder og oplyser hinanden i fornuftens spejlsale. Undervisning er stadig under-visning. Og værensunderet er vækstbetonet, underet er dét, at det ikke er os selv, der sørger for at et korn bliver til ti fold. Det er ikke os, der slår vores hjerte, det er hjertet, der slår, så vi kan være til, kan elske og vokse deraf. At være ved det, er at være under-visende livseksempel som og af hjerte. Det er stadigvæk kun præsterne, der oplyser noget livsbevendt, resten er støjproduktion sat i system. Universitetet, uddannelsessektoren kender ikke sin placering i samfundet – i forhold til kulturen, livet. Men det gør arbejdsmarkedet og boligmarkedet heller ikke. Derfor må vi tænke i andre livsførelses, udviklingsmæssige baner i bred forstand.
Væksterfaringen med fornuftens spejlinger gennem tiderne, bliver til videnskabelige kategorier, til regler, love, mv. – når de deles mellemmennskeligt. Men det fortæller, burde fortælle, at der er en fælles vækstbaggrund, et klima, en jordbund. Det er den baggrund, samlingerne af fornuftens erfaringer skal bruges til, indrømmes som væsen af. Ellers forståes og opfattes nøden ikke, så forståes og opfattes det liv, som spejlingerne kommer af ikke – så tegner de ikke et kulturelt livsbillede, men bekræfter istedet et betonfundament af et verdensbillede. Det er universitetets fejltagelse og samarbejdet med stat og erhvervsliv har nu gjort det til et folkeligt livsproblem. Ånden, den kulturelle livsånd, den bæredygtige udvikling, er sansen for det nye, er sansningen af livsindsigten som det nye liv kommer med.
Det nye liv kommer buldrende og det er ikke til at holde ud at høre på, men de kommer sådan, fordi de er opvokset på betonen som grobund og samtidig må kæmpe for en sprække i fornuftens etablering af et verdensbillede, en sprække i fornuftens forstandsloftsgulv af beton. Det bliver et ustyrligt bevægeligt liv som hoppebolde i en bar betonlejlighed, ingen sans for samling.
Fornuften kommer af nød, vækstens nød, det skal ikke dramatiseres - og er nødvendingens sandseende indrømmelsesopgave – hjertet skal lyse fornuftens spejlbillede op, så har den forstanden, så har den det vækstbetonede værenlivsigte i tidens gøren. Dermed kan vi se, hvor grøden er, hvad for en jord, der er sur, hvilket kulturelle miljø, der styrker livet og hvordan, videre i den dur. Det skal give os erfaringerne til at sanse og forstå os bedre. Og ad den vej indrette os derefter. – Det kan ikke ske på papir, per lov, som er det betonsættende. Det skal leves som præster, i den betydning, at de flytter ud, hvor folk er. Lever sig ind i den sure jords kultur og vender den. Det skal leges ind og leves ind, så livet bekræftes som selvstændigt. Derfor bliver kropsevne og styrke, tro og tillid kærligheden hos næsten afgørende, det véd vi i forhold til de sociale mekanismer. Livsførelse skal livsføres, i kulturel regi kræver det livsforstandige ledere med adgang til jord derude, hvor folk er. For dannelsen kan ikke blive helte, der er en institution i sig selv, intet menneskeliv kan bære andres liv, det kan kun væksten derved. Erik CLausen ramte pletten imellem betonbyggeriet, fikserede livets vækstbetingelse og oplyste mere end alverdens fornuft kan finde ud af. Men han gjorde det ikke, fordi det er strafbart. Han måtte nøjes med at bekræfte billedet.
Livets disciplinering i hjertets forstand ved at indføje livsbrugets arbejdsformer. Al livsbevendt viden er fikseret i forholdet til livszonen, livssfæren, atmosfæren. Vi går på jorden, vi lever af dens frugter og vi fordøjer og fornøjes deraf. Sten kan ikke spises, men dem kan vi så bo i. Vender vi vores viden om, fatter vi den kropsligt, forstår vi den i livet, så er den ikke andet end spejlinger af forhold vi er i, fysiske bevægelsesoplevelser. Den egentlige forstandsviden er spejlet så mange gange, at vi ikke kan skelne skidtstoffet fra guldkornene. Og det har også en hel del at gøre med, at vi stoler på læsedommen i vores skoleinstitutioner. Sammenblandningen af forstandsviden, som egentlig blot er kroppens egen væksterfaring, som ikke behøver formuleres, hvis den lærer at magte sig selv gennem sin arbejdsskolegang – sammenblanding af forstandserfaring og fornuftsviden gør det svært for livet at kende sig selv, kunne vedkende sig sin horisont, sit formål. Bruge sit liv med sund fornuft, i næstekærlig forstand. Skidtstoffer blandes med guldkorn som fedt om hjertet. Og sådan bliver da al produktion, der indbefatter viden: teknologiværk, kunstværk. Jeg vil hellere elske det menneske, der kommer og kunne noget sammen med det – end jeg vil elske et maleri, arkitektur, teater; popstarvirkelighedens horisont. Jeg vil hellere være sandfærdig og ærlig i næstekærlighed – end kunstfærdig, kundskabelig og forloren i forhold til alle andre, der jo aldrig er inde i billedet; men netop er det i fornuftens fjernsyn. Og jeg tror også, at det ønske - håb er grunden livet skal lade sig bekræfte af og ved.
Livvækstens grund, måde og væren ved det er tilmed det, der kan gøre det muligt for os at forstå andre kulturbaggrunde. At integrere de tilkomne. For det er livets fællesnævner, behøver ikke så mange ord. Det er indlysende at livet på jorden er livet på jorden. Kun et ord: ordet i arbejdet ved ”mulden”. Det er ikke kristent, men Kærligheden talt i livet, givet i livet som hjertet i kød og blod. En håndrig bekræftelse af den. Det er ikke kristendom, det er guddom, kærlighedens erfaringsdom i og til livet. Det er den lille-store forskel, der er på aber og mennesker. På tilsvarende vis er det med Allah. Der er ingen forskel i kærligheden til livet, de taler arabisk og andet, vi taler dansk og gebrokent. Kødet er kødet, blodet blodet, træerne træerne, jorden jorden, livet er livet – det kan vi forholde os til som holde os til i opfattelse af hinanden. Guds veje er uransagelige, men gud er det ikke, jordisk vækst er det ikke - kun vejene. Det samme gælder sprogene, hvorfor skulle kærligheden ikke kunne tales på arabisk, hvorfor skulle de ikke være voksende, føde børn, ville glæde? –Ordets sprog i kødet er vejen, deraf følger opgaven og ansvaret, oplysningen, prisen du må betale, arbejdet, der skal gøres, være videregivende - og døden. Religionskrig, fornuftskrig, idealismekrig sker, når ordet ikke fattes i kødet, sker når skriften, skriftligheden læses uden forstand, uden vækstkendskab, uden kropskendskabet ved sin næringskilde.
Hvad mere kan vi forlange af den kærlighed i vækst, der er os givet? Hvad mere kan vi forlange end at vi holder os til den vækst og lader den vise os vejen. Gymnasiaster skal hakke roer i gymnasiets baghave, for ikke at hakke igennem tilværelsen, fordi de som liv netop har mærket, hvor langt væk humaniteten egentlig er. Humaniteten er altid langt væk som menneske i fornuftens spejl. De har valgt menneskelivets almene dannelse, som den byder sig til i vor kultur, men får en akademisk menneskebedrevidende baggrund, de bliver baggrundsrettede, stillet udenfor volden med ryggen mod ydermuren. Det har gennemsyret hele uddannelsesvæsenet, folkeskolen. - De skal selvfølgelig ikke hakke dem som bondeknolde, men hvorfor ikke? – livet er bundet ved vækstens knolde - de skal hakke roerne, ikke roerne selv selvfølgelig, men fornuften udenom. De skal hakke dem med næstekærlighedens vækstsigte. At mærke for-elskelse kender alle kønsdriftige. Men at sanse den som grødens varme ånde, sædens duft, jordens møje og støv, solens strunkne stræk i bladet, vindens buk over kornmarkens aks, hendes varme kinders røde blussel ved arbejdets anstrengelse, sin egen forlegenheds lyst – og kende, vide, huske, mærke, hvad der er menneskelivsarbejde i det og hvad der ikke er – det er for-standens erfaring, det er livets føling med tingene, det er klarhed og beredskab. For så véd man jo, hvilket arbejde, der går forud og kan høstes, men da også videre skal såes og plejes - såfremt hun om gud det vil skal opblusses. Det er kødets kulturelle for-stands-viden. Så kender man ansvaret og opgaven. Så kender og forstår man konsekvensen, så man kan lære af den, tage den på sig og vokse med dens opgave. Nu handler det lige pludselig nemlig om barnet og livets ganske jordnære forstands opgave: hjertets udvikling ved den jordiske vækst og trivsel. Der er ikke andet end livet selv til at åbne den for-be-redelse af livets for-standige bønner. Vi ligger som vi reder op. Men altså også rives op af institutionel dannelse uden livssigte.
I et institutionssamfund bliver det derfor institutionsvirksomhedens sigte, dets opgave, fornuftens disciplinering at kunne lade det ske. Institutionerne har stillet sig som guds vold, så må de også påtage sig opgaven at beskytte jesu væksthjerte i livet, stå imod alverdens vold. Det er konsekvens, skal jeg vækstigt hilse at sige. - Giv mig ikke mere konsekvenspalaver fra Christiansborg, fra fornuftslovgivningens forvredne hjerte. Christian var konge i Guds navn, han var ikke hjertets borg, men formidler ved det han undlod at være og gøre. Det er et folkeligt, demokratisk foretagende i dag, så nu er der kun hjertets borg til at fortælle hin enkelte, hvad der skal undlades, så det egentlige kan komme frem i lyset som en udvikling, der kommer af jord, bliver til jord og genopstår deraf. Roen kan kun blive saftig under de rette vækstbetingelser: lys, varme, vand, gødning. Det er oplysningen af hjertets borg.
Danmark skal og kan ikke skide verden et stykke, men verden er guds rige verden, livet i verden. Det véd hjertet – og derfor kan fornuften ikke beslutte sig til andet end hvad der kan bruges dertil. Alverdens fornuftige logikker, systemer og analyser, Eu og fandens øvrig naturbetvungne forstenende klassiske idealismer kan ikke komme uden om det hjerte, fordi det er i vores blod som livsnaturlig sans for livets egen vækst. Vi skal stadigvæk forstå, at det ”at redde verden”, at berede en verdslig udvikling, vise en vej, følge en vej – stadig forstå at det går gennem livet. At redde verden er at frelse livet, at fredse det. Og det kan kun være et jordisk, barnehjertes nærværende næstekærlige foretagende. Vi vil kaste med sten sålænge vi ikke véd af, at vi ikke bor i et glashus og formår at vise det uden at kaste med sten. Kødet er helligt, væksten er hellig. Vi kan kun hjælpe til ude i verden, europa, andre steder, såfremt vi kan føre livet i Danmark med almenmenneskelig forstandig livsglæde. Vi kan kun hjælpe den øvrige verden ved at være et forbilledligt eksempel på liv og dermed samfundsliv, der udvikler sig uden misbrug af livets vækstgrundlag, men ved brug af det. ”Hjemme”-folket, det huslige, arbejdende og uddannende, er grøden, hvoraf trivslens rørende hjerte bliver helligåndsgivende livsførelse og kulturudvikling. Vi kendte det som tidsånden. Der er ingen tidånd i dag, fordi tiden er blevet en anden, den er blevet til tid i uendelighedens fornuftsgjorte forstand. Individualiseringen. Vi kan ikke se og mærke, hvor vi er. Vi er ude af os selv. Derfor trække livet sig, det trækker sig tilbage, det søger det nære og har gjort det længe. Men det finder det ikke ret, når det ikke kan komme til sit vækstgrundlag, får lov til at være en arbejdsom medvirker af det, kan bruge det til sig selv og andre. Det kan ikke komme til det som fornuftsindivid, som matematikkens X, skatteindividet. Jamen hjulene skal køre rundt. Jamen det skal de da. Men liden vækstknold kan også vælte stort læs – hvem og hvad sidder da i det læs. Vi sidder der alle sammen, fordi livet er afgørende for os alle sammen.
Danmark, det er liv på dansk grund. Liv er et vækstfænomen, der opelskes, oplyses og oplæres som sådan. Det foregår ikke ved at placere livet på en stol. Uddannelse er udpræget livsbrug. Ikke misbruget, livet skal stoles på og forstenes ved. Uddannelse er udprægende livsbrug, der vokser i kendskabet til sin begræsning, vokser i forstandig håndtering af den begrænsning, dvs. udvikling på livets egen vækstbetingelser. Og det er stadigvæk jord, planter og dyr. Vi kan ikke fordøje sten, vi kan ikke dele sten som byttet, vi kan ikke formidle ved at så sten i livets kød, i jorden. Sten kan vi kun bruge som bjerges beskyttelse af den frugtbare dal.
Samarbejdet med verdens lande var på et tidspunkt kulturel udveksling, at dele sine livserfaringer, lærer at forstå hinandens kulturelle kærlighedscenter, historie, vækstmuligheder. Andet kan vi stadigvæk ikke gøre. Fornuftens handelssystemer og fornuftspolitiske systemer, da de nu er så forfærdeligt gammeltestamentligt betvingende livet, da de nu er så langt fremme i snuden – de kan kun bruges som bjerge, der skal beskytte livets frugtbare dal, konkret i de pågældende lande. De stiller sig egentlig som dét, livet må hakke væk omkring roens vækstknold. Og det gør livet som det skal, for at bevare roen. - Men så lad dem være hakkejernet og ikke andet. Som bjerge er deres opgave at undlade at styrte sammen, undgå laviner, undlade stenskred. Indtil livets ledelse opstår i et land som andre lande umiddelbart får lyst til at efterleve. Og sagen da giver sig selv. Hov, kan man også gøre sådan! - Deres opgave er ikke at skygge for solen og koste rundt med livets trivsel på den akademiske skoles bænke eller flytte rundt på livskraften som arbejdskøbekraft. Fornuftsmennnesket tror det gør god gerning, når det skaber arbejdspladser – glemmer at det ikke kan skabe, glemmer at det ikke kan gøre gode gerninger, men må lade sig skabe og være som det er skabt til voksende med glæde - og henviser, smider, befaler derved livets hvedekorn til at vokse op på flisen.
Og hvad gør livet så: det dør eller også lades det ved regnens hjælp sig skylle videre, hen til nærmeste jordiske vækstgrundlag, sprækken mellem fliserne – og slår rod, begynder at være til, begynder at dø ved at sætte frø, flække asfalten, brække flisen. Men fornuftens vejmand skal jo nok gøre sit arbejde selvom det ham ikke behager at deltage i, fordi han kender vejene og derfor også vejen. Dø blomst, dø.
Tilkommen arbejdskraft kommer da ikke, fordi ”vi” kan være stolte af arbejdskraftens frie bevægeligheds ordning. De kommer af nød, som Europas fattigdom tvang livet til Amerika. Polakker rykker til Danmark, Ukrainere rykker til Polen. I Irland er en stor del af den immigrerede arbejdskraft polakker. Det er kapitalkræfter betvingende liv og ikke andet. Fornuften er overlevelsesvisdom, ikke den fredsommelige lykkes hjerte. Den er stridbar og skaber stridbarhed.
Det, fornuftssystemhandlen, foregår på for højt et niveau til at den nærværende livsforståelse som livshandlens vej kan trives og derved vise fremtiden i al evighed, ikke omvendt evigheden i uendelig fremtid. Fornuftssystemhandlens ledere afleder livet. - Jesus begyndte, helligånden blev givet, nu er den også tilgængelig som vækstens udviklingsretning og sigte.
EN UNDERSØGELSE AF OVERVERDENS-FORNUFTENS SYSTEMER
– befrugtelse, graviditet, fødsel af livskulturliv
Vekselvirkningen mellem kapitalens markedskræfter og den politisk fornuftssystemers styring og kontrol – der sker en markedsbevægelse, folk bliver helt vilde med at købe noget, dyrke noget, spilde noget, hvor ikke må spildes, sælge noget som vi ikke har råd til at sælge ud af. Andre kan se, at det ikke går og begrænser ved lov. Dynamikken kan give livet til sig selv på jord, det er livets eget formål. Vekselvirkningen mellem han- og hunkøn føder børn, men menneskelivets oplysning er det personligt unikkes udfoldelse, læren sig selv at kende af vækst i eget hjerte, kærlighedsforholdene, mellemmenneskelige forhold, at kunne lide nogen, fremfor andre med næstekærlig sans for det, voksende erfaring af det, af svigtene, tage ved lære af dem, modarbejde deres grunde, osv.
På sammen måde er sigtet med vekselvirkningen mellem stat, Eu, de politiske fornuftssystemer og kapitalens, handelssystemerne – den skal føde en erfaren livsvækstkultur, der fortsat kan forbedre sig i et helligt liv og levned, men også lever det indforstået som far og mor er indforstået i barnets blod.
Hvem tager initiativet, hvem er mand, hvem er kvinde. Er kapitalen manden, videnskaben/fornuftssystemerne kvinden. Traditionelt vil manden tage initiativet. Men det er fornuftsudlægning af det. Manden kan traditionelt set ikke se kvindens initiativtagen. Hun kan heller ikke selv, måske. – Det er ikke i vores hænder, traditionelt set. Det sker og er op til gud, hjertets rørelse ved hin anden af det andet køn. Befrugtningen kan ikke ske, fordi både kapital og videnskab/fornuftssystemer foregår over livets sfære; oververdensystemerne er tilbedelsen af overmennesket. Fascismen er overfornuftens systematiseren; oplysning kan ikke systematiseres, ikke traditionelt set. Befrugtningen kan ikke ske, fordi oververdens poler er kønsløse. De er dyrket i menneskets nød og nødvending som et spejlbillede. De er ikke opfattet i menneskelivets næstekærlige vækstlag. Systemmennesket, fornuftsmennesket, har ikke indrømmet livets begrænsning. – Det var så at sige det vi gjorde med oplyst demokrati, vi befrugtedes mellem stat og kapital – ved primær produktion, jordnær livsførelse. Indtil fornuftsoplysningen tog magten fra os som oplysende: Industrialiseringen, Anden Verdens-teknologiske krig, velfærdssystemet, mv. - stillede livet ved den kønsløse samfundsfremtids blippende og båttende maskine.
Næstekærligheden opfattes af fornuften som kønsløs. Det er den ikke. Den er det forstandigt forudgivne sigte for kønsdriften. Den er barnet. Den er forplantningens menneskelivgivende væksts formål. Den er oplysningskulturens virke i arv og miljø gennem tiderne. Og den er det som livets for-stand, kroppen, den er det i kødet. Livet kender opgaven på forhånd og udfordres, prøves med den ved kønsdriftens initiering af den, vækkelse af den. Bjerge er kønsløse. Hvad vil vi deroppe, hvad vil vi udenfor guds beskyttende vold? Hvad i helvede kan vi være og gøre i gudkærlighed bag hans ryg? Pas på vi ikke triller ned på den forkerte side af volden. Vi vil ned i den frugtbare dal, bo og leve erfarent på jord. Det er os givet.
Livet kan ikke lide at blive faldet i ryggen. Føle sig dolket i ryggen. Det har ingen sanser til at forsvare sig, ingen arme bagtil, men må hele tiden vende sig om og gå i trodsighidsighed. Sådan vil det føle, sålænge det ikke forstår, at sansen er givet ved hjertets krop. At der er et forsvar imod at blive faldet i ryggen, der ligeså kan forsvare os mod hævngerrigheden. Tosidetheden, livets to køn, sigter på forplantningen, næstekærlighedens opvækst. Vi er enten det ene eller det andet køn, men som sådan er vi i oplyst forstand rettet mod det samme: at være tilgivende et barn, holde hinanden fast på det ligesom et lille barn, mildt villende, mildt ønskende og lærende tålmodigheden. Men det sker personligt, kulturelt, livsforbundet. Faktisk, hvor det er, hvor det har sted. Ryggen, kroppens tosidethed, for og bag - blodet løber i hele kroppen, livet er rundt, blodet kan sanse, hvis kroppen røres ret op og rundt som det favnende træ. Vi har øjne i nakken, kan mærke jordens rystelse, hvis vi vil tro som roen i vækst. Roen er stillet vækst ved jord, faktisk, hvor det er, hvor det er stedligt stillet. - Det er dannelsen, det er sansen, livets kundskaber til kærlighedens milde magten af sit under huden, til rørelse af og ved næsten, omgivelsen. Det er værensgøren: At kunne elske med hænderne, at kunne, turde modet, evne at leve med hjertet udenpå huden, istedet for med fornuftens dårlige nerver siddende der. Livets under under huden: undladelserne, undskyldningerne, at unde livet sin vækst. Det kan aldrig være kønsløst for et personende liv, men brug af gnisten, at befatte sin kønsdrift i næstekærlighedens sansekødelige trosvirke, at elske med hænderne, støde til og give en hjælpende hånd. Tage fat og gøre fornuften skakmat ved at være til sådan. Det kræver indrømmelse, for-udsætnings-løshedens forstand og omsorg. - Du synger forkert, men det lyder skide godt, så syng bare videre, sagde vennen, fordi han først havde hørt sangen på cd, men jo hellere ville høre det live af en ven. Der, hvor noget nyt livgivende, livbekræfttende altid lyder og kan høres. Vækstens udfoldelsesbevægelse er armenes svømmetag, brystsvømningens: kredsende rundt, rørende hjertet, give det frihed i sit kropslige vidnesbyrd.
Parringslegene mellem erhvervslivet, kapitalen, arbejdsgiver og videnskab, systemfornuften, staten, uddannelse, arbejdstagere – bliver ikke til andet. Uendelig parringsleg. Narrebisse. Medmindre at de i næstekærlighedens vækstige navn lærer deres køn at kende, kan mærke deres kønsdriftigheds retning. Det er gallimatias. Men alligevel. Det er derfor det i overfladisk forstand, på fornuftens bonede forstandsloftsgulv, blev nødvendigt at fremme samarbejdet mellem videnskab og erhverslivet: barnet er en eller anden kapitalvækstig teknologi. Det er så den uendelige uheldighed ved det. Det kan ikke blive andet, som bevægelsen er nu. - Med industrialiseringen var det sket, nu har vi så en genindustrialisering: et nyt teknologisk medie at kalde os udviklende og oplyste af, fordi vi har det og kan forbruge det som ”brugere”. Du skal udvikle dig og uddanne dig, vi har et computerkursus, hvor du bliver arbejdsmindet ved at lære at klikke i windows eller regneark til det mere avancerende liv. Det er realiteten. Så let er det for en Bill Gates at indtage et grundtvigiansk og alle de andre, folkelivsoplysende og livsarbejdsoptrænende virke. Ånden skaber sit produkt tilsvarende og forplanter sig tilsvarende derved, så gå du nu hjem og klik kærligheden til dine børn.
”I” er bindehamrende gale. Det er usselt, ussel mammon-munificering af levende liv. Det er al saharas satans sand man lader livets hjerte rende ud i. Det må og kan vi ikke. Det ender med et brag, det slår frygtløs igen. Vi svigter os selv og alt, hvad vi overhovedet står og kan stå for: et helligt oplysende livs vækst.
Er man blevet arbejdsløs, ledig, skal man ikke ind og sidde, så skal man i svømmehallen, så skal man gå til gymnastik, lære at lave mad, passe køkkenhaver, klippe hækkene ned. Så skal man elskes. Man skal som system sige til den arbejdsløse, ledige, sygdomsramte: systemet er noget lort, derfor har det brug for dine kræfter til at forbedre det i et helligt liv og levned gennem dig, derfor er formålet at få gang i din krop, så du kan sanse livet igen efter at have været brændt ud af systemet, fordi vi ikke er herre over det. Det er demokratisk kraft, fordi de ramte fortæller historien om, hvor kæden hopper af – men de kan ikke selv tale uden deres krops sans og samling. Kan ikke tale uden hjertets slag. Man bliver dum af at sidde på kommunen eller i andre offentlige systemer, bag skærme og papir, hvis ikke man rører sig omkring livets eget sigte. Gjorde man gymnastik en time hver dag på kommunen var det en smal sag at se og forstå. Man kunne forløse ”klienten” med rørende glæde, finde på kreativt som mødet med det andet menneske altid må være. Systemet er et dannelsesforetagende, der ikke kan gå udenom sine ansattes arbejdslivseksempel. Jeg synes de er søde, dygtige og forstående mange steder, men jeg véd også, hvor dybt det stikker. Det stikker afmægtigt dybt i sin overflade, boostningen, der hele tiden foregår: nye vendinger, opgraderinger – roller at føre livet ind i.
Kan det kønsløse fornuftssystem, akademikerstanden, staten, eu, organisationerne – lære sit køn at kende? Kan kapitalens arbejdsmarkedskræfter det? Næstekærlighedens personforståelse, den enkeltes unikhed som liv givet vækst: det vi render og gør hele livet, at lære livet at kende sig selv – det er kendt. Vi bruger for meget energi på det, fordi vi ikke elskes ind med det samme, stille og roligt. Det er en ond spiral. - Men vi render og gør det på arbejdet og i hjemmet, lærer livet at kende sig selv. Hjemmet er ikke kønsløst, men kønsforvirret, fordi arbejdmarked og uddannelse er blevet fornuftens kønsløse indretning af det. Det er derfor jord, dyr og planter – og børn måske - skal ind i arbejdet. For det skelner sig selv og lærer os det samme.
Næstekærligheden er bundet af og ved sine to kønsliv som et forstandsgivende barns fødsel. Forstanden er hjertekulturlivsvæksten i kødet. Psykologerne kalder det en drøm, men det er en drøm alle liv nærer: at blive en lykkelig familie, hvor det hele går op i en højere enhed. Det er ikke en drøm, men for-standen – den rummer også de formildende formidlende egenskaber, der skal til, når ”drømmen” ikke går i opfyldelse, noget uventet sker, sorg, skilsmisser, dødsfald. Vejen er der stadigvæk, sålænge hjertet slår. Det er barsk at det slår, men det gør det for at holde blodet varmt og mildt helbredende i hele menneskelivets helligdom, din krop. Alt menneskeliv er helligt, fordi det er medvirkende i vækstens omgivelse – som levende og død. Hjertet glemmer ikke, morderen slap ikke fri ved drabet, han blev fanget i al evighed og kan kun leve som sonende skylden, hvis ikke han skal gøre det igen, men finde sig tilrette. Den myrdede, den døde taler sit tydelig sprog i hans liv. - Og det kan da godt være, han vil slå ihjel igen, i den gammeltestamentlige guds kapitale vold; men da er det en besked om, at vi ikke er blevet et med værensmålet, at der foregår vilkår i samme kultur, i nærværende liv, der fører livet ad helvede til. - Angeren er straften og har altid været det, men det er også vejen til at kunne give igen, være til som liv, elske det. Det er åndssvagt, hvis ikke fornuftens kræfter er fokuseret på det, de baggrunde, de vilkår, der fører livet ad helved til. Helvede skal indrømmes af næstekærlighedens hjerte og omvendes derigennem ellers får helved vækst for helved. Ved hel istedet for i hel, i helligt vækstigt liv og levned.
Jeg tror kun det kan lade sig gøre for fornuftsvirksomheden, udearbejdet på voldens skråninger at lære sit kulturkønsliv at kende, hvis det kender sin forstand og derved kan se den frugtbare varme dal. Hvad var virksomhedens grundlæggende idé, hvad er dens historie: det skal den ansatte vide, som det jo også er kendt, at den gamle sektretær er uundværlig, fordi hun er vokset med virksomheden. Hvor er dens historie på vej hen i forhold til den omgivende kulturelle udvikling, den omliggende livsnærende omgivelse.
– Det er irriterende at vide, at det er akademikerne og erhvervslivet, der skal oplyses, at det er uddannelsesfolket selv, der skal oplyses. Men det siger vel, at lyset kommer af muldens mund og frugtsommelige ånd med greb ved hånd og lort på knæene. Bonderøv, nej bondeknold, tak. Problemet er ikke et problem, men en bekræftelse af livsførelsen, af de gode kulturerfaringer vi er og af det sigte de giver. Indrømmelsen af livets egen horisont som vi alle kan kender den. – Det siger blot, noget om mig, ja, men jeg er også liv, jeg har også været rundt omkring, er også andres liv og omgivelse - det siger blot at velfærdsystemet ikke er så meget andet end spejlsalen: at livsførelsen, samfundsudviklingen bliver et forlystelsessøgende foretagende, et kapitalforetagende på livets bekostning. At vi er ude i at fortrænge livet selv. Men vel også, at noget stadig virker. Det siger vel, at livsførelsen, opvæksten i det, dette vort moderne samfund, ikke begår sig udviklende ved og med livets fundamentale betingelse. Ikke udvikler livet, men udvikler verden som et system vi kan administrere. Udvikler livet i en magtopfattelse af, at det kan bestemme hvilken vej kloden skal dreje. En prægning, en indrummelse af rummet, universet som livets atmosfære, hvad livet ikke er. Det er dødskultivering.
Hvis udearbejdet, virksomheden vi måtte befinde os i, skal finde kulturelt livsudviklende sigte, kan det selvfølgelig ikke ske uden helligåndens sanselige medvirken og sigte: krop, dyr, planter, jord – egentlig vækst.
Vi bliver sindssyge og bare syge, hvis formålsrettetheden ikke har noget livssigte. Det, de stærke gør er at give sig selv det. Det er blevet overlevelsesvilkåret. De stærke giver sig selv det, måske i familiesigtet. De tøver ikke et sekund med at forlade arbejdet, hvis familien kalder. Det er nødvendigt, men alt for krampagtigt. Men det kan de kun, fordi de har gjort erfaringen: fuck tiden, systemet – i en vis forstand. Fordi de dog er forstandige på modernitetens betingelser. Det kan bare ikke udvikle os.
Der har været villet for meget, systemerne, teknologien skaber for mange refleksioner i det egentlige livs gode næstekærligheds-befordrende trivsels forstand. Livet gøres til en hård hund, og nok er hunden menneskets bedste ven, men også udtrykket: at du ikke må stryge hunden mod hårene. For så bider den. Den benhårde dualisme får derved fat i livets midte, hjertet – og så er slaget tabt, så slår det ikke længere. Mer vil have mer - lønnen i sig selv, sigtet for arbejdet er afgørende. Selvom mange kan sige, sigtet er mit hjem, min familie, så er det ikke bæredygtigt i kulturel forstand. Du præges trods alt 8 timer dagligt, der er dine vågne timer, hvad præges du til at tænke og føle. Vi lyver dag ud og dag ind for samfundets skyld, fordi vi så gerne vil tro godt om samfundet – hov, skulle der ikke stå livet! – bare vil sige ja, bare leve. Men det fører til løgn og fornufts-latin og det kommer derfra. Vi kan bedre familiens kår kaptial-økonomisk, men ikke åndeligt, dvs. livsvækstbetonet og nærværende, ikke uden også at gøre det på arbejdspladsen, uddannelsespladserne. – Iøvrigt kan vi vel godt huske liguster-fascismen, nabokrigen. Vi kender det også fra Amerika, familien, familien, familien. Ejendom: get out of my property. At gøre livet til fornuftsværdier, beton som livsforståelsens ofring, politiske værdier ødelægger livets førelse, fordi de da ikke stilles i forstandens næstekærlige evne: du kan ikke elske dit barn ideologisk, du kan ikke godtgøre en livsindsats for børnenes skyld uden at være sammen med dem om livsvækstige værensmål. Dit værensmål, og således deres øjenkontakt. Kan du bare være liv af hjerte, den du er med hele svineriet? Så sviner du ikke! Helligåndens sanselige medvirken fra det vi kender som livsnaturens vækstbetingelser, at vokse ved at være, at være givet livet, at være indrømmende og se såvel sit som andres liv derved, se næstekærlighedens forståelse, dens livsforstandighed, motiverende værensgøren. Kunne tro det smitter af på det vi rører ved sådan. Og ikke så meget mere.
Det er ikke for sjovt at en ledelse danner et band og spiller musik at optræde med til firmafest. Det er ikke for sjovt at der opstår fysiske træningsfascilliteter på arbejdspladsen – som forlængst i amerika, altså i samme slags kultur. At der i private virksomheder opstår medarbejder-indflydelse, anden organisering. Kreative miljøer eller lign. – Og ikke bonusordninger. Det hedder funktionstillæg i offentlig regi, fordi det jo skal kunne betale sig at gøre gode gerninger ligesom vi konstant pisker os vej, i alt for høj grad graduerer straf, noget skal straffes hårdere end noget andet. Ja, kanske, men det er ikke blot en fængselsproblematik, men selve fornuftslovbegrebets idioti. Vi påtager os retfærdigheden uden at forstå et livsbefordrende kulturelt udviklingssigte dermed. Adskillelsen mellem de tre magter, lovgivende, udøvende og dømmende; det er den stenende fornufts produkt, den fastfrosne. Den skrider, de rodes sammen, politiet tager selv affære og får lov til det, demokratiet er fjernsynsstyret ved hjælp af teknologiens sortehul-orienterede universelle produkter, mediestyret – og dommerne sidder i et klassisk system, kan som liv ikke følge med, det er umuligt, når vækstbetingelserne er frataget pågældende liv stillet for retten. Derfor bliver systemet gammeltestamentlig retfærdighedsudøvelse, livssigtesløs. Det er forældet, fordi det nye vidnesbyrd er os givet. Den klassisk stenende, fastfrosne systemfornuft har aldrig kunnet indkorpurerer udviklingstanken, men været afhængig af den kulturelle erfaringsindrømmende dannelse, det klassiske har altid været foran og dermed bagud. Nu har vi så mange udviklingserfaringer, som vi ”bare” skal indrømme vores afmægtighed i forhold til at styre, på den måde kan vi være det vi er blevet og lade det være vækstgivende – komme til at se igen. Systemet har ikke andre muligheder, fastholder den sig velkendt, så er den som faderen med de alt for høje ambitioner for sit barn. Det véd det romerske eu-rige også, hvor bærer os hen. Det er derfor tyskerne er bange, har det svært i Eu, for de har erfaringen i kødet. Tyskland er europas hjerte, det ligger centralt, så det skal man ikke tage fejl af. Fascisme opstår ved indeklemmelse af hjertet, ved ikke at sørge for, at livet har jord, sted, at vokse, bo, etc. Tyskerne er erfarne folk, de véd, hvordan fascismen opstår. Det gør amerikanerne ikke og det gør danskerne heller ikke. Og Englænderne, de har deres ø, men kender jo godt den puritanske fascisme. Der var en livsmæssig grund og kærlighed til livets vækst såvel kropslig som kropsåndelig – til at Grundtvig måtte formidle Luther gennem og til liv på gansk grund. Det kan fornuftsystemernes parnasser ikke, fordi lovgivningsbegrebet er romersk, stillet i den klassiske fornuft før vor tidsregning.
De tiltag erhvervsledere af og til søger og befriende dummer sig ved og med, det egentlige næstekærlige mod. Det skal prises. - Det stikker bare ikke dybt i udviklingsmæssig forstand. Det er et udtryk for livets kald efter vores vækstkræfter. Et nødråb til os om at vi lever forkert det meste af tiden, er i en forkert livsførelse, ikke at vi ikke har fattet en brik, men at vi er ved at smide den brik væk, vi overhovedet har og er at være ved: livet selv som selvstændig jordisk vækstunderværkende væren ved sin vækst.
- Han har da ikke mange brikker at flytte med! Jo, i fornuften har han ligenøjagtig ligeså mange brikker at flytte med som det og de liv, han har været i berøring med. Og dem kan han i fornuftsfrihed vippe rundt på og med som han vil, men ikke i hjertets forstand, for det glemmer ikke sandheden, men må glædes ved den, og kanske sone deres manglende sanden og vedkendelse af livet, så deres imamisering i det mindste ikke sker ved hans, min tale og hånd. Det er ikke alle, der kan undertvinge deres fornuftsfriheds vippen rundt med andre mennesker, vel. Dit hjerte glemmer ikke de mennesker, du har været i berøring med, heller ikke på den måde, du har været i berøring med dem.
Derfor opstår der også noget overfladisk ved at være i berøring med mange mennesker – hvis ikke hjertet har været på rette sted. Hvad det egentlig aldrig kan være på den måde. - Berømmelsens pris; popstar, fjernsyn. Og på samme måde vil store systemer kun kunne berøre livet overfladisk. Holdbar kulturel livsbefordrende udvikling foregår ikke i fornuftens spejle om der så er indblandet nok så mange vidensfolk, administratorer, politikere, unge under uddannelse - you name it. Vi kan kun leve os ud af fornuftens samfundssystemer, lægge det bag os på den måde, levende, og vi kan kun gøre det med glæde. Hvor gerne vi end ville se resultatet om hundrede år, og måske ikke vil være med til noget, som vi ikke kan se om hundrede år – som vi jo gør krav på at kunne! - så skal vi ind og have fat der, hvor vi med glæde véd, at det ikke gør noget, at vi ikke kan se fjernsyn. Derinde er vores retningssans, hver især og sammen i såvel livsmæssig som kulturel forstand. Motivet er næstekærligt bundet til vor egen frihed og indsats derefter, i det lys.
Oplysning og livets egen dannelse er uløseligt forbundet. Et oplysende glædeligt liv, som vi kun har set skyggen af, kan ikke administreres frem uden livsfærens egen deltagelse, uden jord, planter, dyr og menneskelivets arbejde dermed. Derfor kommer al fornuftsmæssig indretning til at handle om det: At se til at livet altid færdes i en omgivelse, der er i færd med også at dyrke jorden, pleje vækst med hænderne. Vi kan i dag synes det er åndssvagt at tale med en køn plante, nusse dens blade. Selvom vi måske husker, at nogen har grønne fingre, kan få noget til at gro, kærligt strunkt, sundt og stærkt. At nusse dens blade er næstekærlighedens stemme i menneskelivets kontaktsøgenhed med sin egen natur, det skal bekræftes. Og det er vel bedre end at nusse med kokainplantens pulver. Nusse med ølkøb, nusse med nu-skal-vi-have-det-hyggeligt-slik, nusse med at nusse. Kan vi ikke se og anerkende det, så er vi ederrøvende langt ude.
Om kapitalen eller den videnskabelige fornufts systemprodukter er det ene eller andet køn. Om det lærer sig at kende som sådan, som kulturel kønsdrift, det afhænger af, hvorvidt hver enkelte menneskeliv i pågældende virksomhed færdes i livsvækstens sigte. Det afhænger af den enkeltes sunde livsførelse, holden sig til det livsvækstnaturlige, der er tilbage, tilgængelig. Kroppen, vejret, andres liv og personlige opvæksthistorie. Derfor afhænger det naturligvis også at institutionsapparatet, velfærdssystemet, da det er en del af vores forstandsnød – ikke mindst uddannelsesmæssigt. Afhænger af, hvorvidt det er i stand til at bekræfte såvel en uddannelsesmåde, en arbejdsmåde som en boligmåde med adgang til det jordiske vækstlivs kreative, arbejdsomme selvgivne afkast-betingelse, så livsførelsen kan foregå kulturlivslandligt rodfæstet som den er. Og således ikke blot vise vejen som et skilt - men som noget, der vokser med glæde i medgang og modgang, fordi det både kan og skal tage tiden i al evighed, da der ellers hverken vil ske oplysning af livet eller dannelse af nogensomhelst næstekærlig fremtid med en vækstgrundlagsgivende omgivelse.
Fødslen kan ikke finde sted uden sted på moder jord. Danmark kunne turde sit helligåndsgivne heltemod. At det ikke er heltedådigt i klassisk fornuft, statsfornuft, kapitalfornuft - bare dumt sådan – men derimod er modig i bondsk arbejdsom vækstig forstand. Fødslen kan ikke finde sted uden forelskelse og opelskelsen af hin andens personlige, kulturhistoriske, virksomhedsmæssige udfoldelse – uden det sigte. Det bliver til en idealisme, men det skyldes kun at forstanden er blevet delvis fornuftsgjort, videnskabs-kapital-institutionsgjort, at vores forstand er inficeret af kapitalstatens prægning af vores tanker, følelser, gøren og laden – den anden del, det dybereliggende hjerte er derfor bondet til væksten i dens almindelig kendte naturkulturlige rodfrugtbarhed, det vi forstår som egentlig jordisk vækst, men altså også opfattet kulturelt. Og den ”anden” del kan kun bekræftes ved sin livsførelse dermed. Hellere håndtere en virksom kulturidealisme ved det livgivende kropslige arbejde end overhovedet ikke at bekræfte nogetsomhelst livgivende. Hellere give livet et på én gang systemforstandigt og livsforstandigt almenmenneskeligt sigte, der kun kan bekræftes i enhver krop end at lade idéerne blive i fornuftssystemets klassisk spejlende palaver. Give et almenmenneskeligt sigte, der kun bekræftende kan holdes livsforstandigt ved en selvforsynende oplysende arbejdsgangs livsførelse i de systemer, de mange alle skal igennem og stadig bliver i.
Udviklingssigtet er en ny bondekultur som vi allerede kender friland, økologien, de melmalende møller, biodynamik, boligudvikling – den alternative energitænknings eksempel som indkorpurerer kulturerfaringerne, frugten af ”oplysnings”arbejdet, sår nyt med det, stadig véd af at være næstekærligt til med evnernes skjold til det kan lægges væk. Mennskelivets krop og livsførelse skal med i det, fordi det er livet det handler om og ikke livets iværksættelser i verden. - Endemålet er ingen kunststoffer, det skal vi kunne se, fordi kunsttoffer altid kommer bag på os, vi kender aldrig det, de trækker veksler på, og det kan forskning aldrig følge med til – jeg kender en mand, der må bruge sin forstand i fornuftens makværk, så der bibringes lidt forstand i medicinforskningen. Naturlig medicin har den fordel, at vores sans for livets egne helbredende ressourcer uvilkårligt bekræftes, bliver erfaringsgivende, vækstgivende. Hvordan skulle vi ellers have kunnet kende forskel på de smukke giftige bær og de spiselige?. - Der er ingen der siger vindmøller behøver være af jern; det er en fordel at det nye opstår og går til grunde, at en propel i et træ med en rem kan pumpe vand op af jorden, hvor du bor, i træets tid; komposten forsyne dig med varme, osv. Det er ingen skam at vende tilbage til det vi kender, fordi vi da er langt mere erfarne med det. Kan mere med det. Livsudvikling kræver at vi kommer af jord, bliver til jord og genopstår af jord. I stenalderen boede man hos sine husdyr, varmen var i hus – og lugten livets frugtsommelige og fredelige kredsløb. Det kan håndteres bedre i dag, men i samme forstand.
FORTSÆTTELSE I DET SAMME HJERTERUM
– genfødsel af den danske livsforstands hjertelige kultursigte
Fornuftens blændværk er dens iværksættertrang - vi skal istedet være det meste og gøre det halve; og det kan kun ske, ”financieres”, ved selvstændig brug af jorden. Aversionen mod støtteordninger i bondelandskabet skyldtes indsigten, at der ikke er noget, der kan vokse på en pengeseddel eller i kraft af et stykke papir, et regulativ – for det er jo samme blok, fornuftsystemerne. Papir. Om man kan lide bønder eller ej, så véd de noget om vækst, brug og kærlighed på jordnær og vækstig facon. Det er en bondekultur vi lever i – og det vi skal huske derved er, at livet er jordbundet.
Aversionen mod støtteordninger i sin tid kom ved deres indsigt i vækstkultur. - Den danske befolkning svæver over jorden og vi kan ikke flyve. Landbruget svinede, fordi kapital sviner, landbruget svinede, fordi der forskedes i medicin per fornuft, i kunstgødning. Landbruget svinede fordi man ikke forstod at bekræfte deres flere hundrede år gamle sans og livserfaring på oplyst facon, ikke fandt brug af den i andre sammenhænge – københavnerne gjorde, kolonihaverne, på sin vis også chrisitanitterne; provinsfolk, der søgte bosættelse, alternativer, der skabte røre, ville noget med livet. Det er derfor det er så svært at aflive, det rammer os i hjertet, fordi vi ikke kan finde ud af at give hinanden plads til vækst. Og det gælder sandelig også bønderne. Men det er jo stadigvæk lovgivningskulturens uforstandighed.
(Det er ikke med lov land bygges, det er med liv, med vækst, med kultur, trivsel). Landbruget svinede, fordi man ikke forstod grundende til at de, også uvidende som så mange andre, der må overleve og ty til ”hurtige” løsninger – ikke flertals-folkeligt forstod kulturbevægelsens grundlag. Selvom bønderne også kan være svære at danse med, så skyldes det jo deres kendskab til det at være rodfæstet, vækstens betingelser. Det er kulturens grund, man ikke fattede, ingen fattede, men var givet hos nogen, både det ene og andet sted – der, hvor hjertet er medfortællende. Søren Ryge f.eks. alle hans udsendelser handler om kærlighed til vækst, til kulturvækst – og frustration ved at mærke det gå til grunde; hvad man ellers måtte synes, hvad der ikke klæder nogen som helst, så oplyser han Danmarks befolkning og alle kender ham, fordi det er jordnært. Men det foregår i fjernsynet. Nogen må også gøre det der, men bredt forstået tages det ikke med af livet, vi længsler Morten Korchs og det er selvfølgelig ikke pointen. Det er ikke Ryges livsforstandige arbejde og pointe, blot fjernsyns-vilkåret. Søren Ryge er et modigt dansk hjerte. Det er stærkt næstekærligt. Han må ikke have en gris på sin mark i den forstand, at den potentielt er eksport – et eksempel på symboliseringen af vores vækstgrundlag som kapital. Som papir. Der er ingen forskel på det og måden man uddanner og lader folk arbejde. Dvs. forskellen er, at mennesket kan sige nej – og når det ikke længere ved, hvad det siger nej eller ja til, så er det bare livet som natur, der gør det. Og så kan man godt stikke kommunikationscomputeren skråt op, for så er det blodet, der taler og det går ikke stille af. Så er det børnene, der kommer til at fortælle historien med deres forkvaklede liv. Så kommer det voldsomt og så kommer det nedefra, indefra og det er ligeglad på sin vej op.
Vandmiljø-loven virkede, men bølgen var en industrialisering af landbruget, dambruget, etc. Det er fornuftssvineri og i dag er jordene købt op – gårde rives ned eller der bygges svinestalde uden vinduer, jord, jord, jord, opkøbt fordi gyllen har restriktioner. Der reguleres og dannes kultur, vi overhovedet hverken kan eller vil kendes ved. Ejendomsretten står stadig til troende som fornuftslovgivningsbegrebet jo gør – og så må vi jo ind og bo i cellerne, hvor plænen ikke må bruges til køkkenhave, fordi der ikke er tid til det? Vi har låst os selv som vækstbevægelse. Det giver selvfølgelig tilbageholdt energi, potentiale, men også vrede og kraftigt frustreret menneskehandlende liv deraf. Det er synd og dårlig ledelse, som den er indbygget i kapital-systemets virke. Sigtesløst.
Det siger, hvad kapital og fornuftslovgivning gør ved livet. Det kapital-økonomiske vækstbegreb er så stærkt, at det kræver at livets vækst skal vokse hurtigere. Det heder vækstfremmer og det bruges som også genteknologi gør det. På samme måde skal unge blive hurtige færdige med deres uddannelse, så de kan komme ud og holde hjulene kørerne. Men den arbejdsduelige tid bliver kortere og kortere, fordi skyndsom vækst ikke bliver stærk – men vinduer af dårlig kvalitet. Gamle vinduer kan holde i hundrede år, nye hurtigvoksende træer i 5-10 år. Det er udtryk for vækstens kvalitet, bæredygtighed, holdbarhed. Og det er altså det vi gør ved menneskelivet i vores systemkultur. Det er det, vi gør hver dag, bekræfter, hver dag.
Det, der har båret vores kulturliv op, ja det er selvfølgelige kærligheden til livet, vækst og arbejde i det sigte. I samfundsmæssige systemforstand er det adelen, kongehuset, slægterne, os alle sammen som livsfamilie på dansk grund. Alle fejderne, slægtsblodets krænkelser, har været et lærestykke i næstekærlighedens budskab, at livsnaturens vækst skal fattes i sin vækst, give sig selv lov, havde jeg nær sagt, nej, give sig selv til et forsat næstekærligt vækstpotentiale og energi. Vokse af sorger og bekymringer ved glædens lys, at der alligevel er noget at være ved og deraf gøre. Børnene. Erfaringerne ved at stå imod i den voksne forargelses fristelser og krænkelser, ved indrømmelsen at kunne omsætte dem til væren i glædes vækst.
Danskere elsker Kongehuset, fordi Deres Kongelig Højhed ved sin levende eksistens fortæller os, at vi er i familie med hinanden, at livet er slægtsbundet, en såvel historisk som levende nutidig familiemæssig forbundethed. En kødelig forbundethed. Hjerte uden kød er papirfletteri til slik på et amerikansk cocacola julemandstræ. Kongehuset er ikke blot en kransekagefigur, men et meget jordnært udtryk for ledelse af livets kultur på dansk grund. Kongehuset er ikke en slavisk slavetradition i Danmark, vi kan vel ikke være andet bekendt – og ikke kun af hoflighed – end at sige, at de kongelige er særdeles ”kompetente” til at forandre sig uden at svigte, at danne sig i evighedens sigte med tiden. Det véd enhver erhversleder, det er der masser af goodwill i.
Det er et meget jordnært dannelseideal, det kommer af oplyst enevælde, det har varetaget og forkyndt i samarbejde med kirken gennem flere hundrede år – ved sit eksempel som vi kender sønnernes jordnære facon og elsker dem for det. På engang følgende med tidens hurtige biler, men livsmæssigt set også bondet til jordens gods, til havebrugene, til vinbonden, til kunst som hjertets rørelse, holden sig i kontakt med sig selv og derved andre. Bondet til at gøre en uddannelse færdig, bondet til også bare at være social normal som tiderne skifter og er.
- Det kan alle os andre ikke gøre på samme måde, men alligevel, det er et konkret kødeligt eksempel på oplysning og dannelse som det er stillet på dansk grund og med dansk jord og vækst. Et os vedrørende livseksempel på dannelse og dens omgivelse.
Royalisme, det er fornufstsværmeri omkring kongehuset, det er ønsket om selv at blive konge. Det er som så meget andet af fornuftens klassiske bedrifter forstenende storhedsvanvid. Droningen som også sønnerne har ikke valgt deres lod – lige tilfældigvis at være født arveligt i en slægt, hvor man aldrig fik lov at være i fred, fordi selve ens kød var stemplet på forhånd. Men det var så det fredende, helbredende, helligåndsgivende: at skulle vokse i indrømmelsen af det givne. Det er ikke anderledes for nogen af os andre. Vi har ikke valgt vores forældre. Vi har heller ikke selv været i en familie, hvor man bare fik fred, der var noget der skulles – og indrømmes.
– At det overhovedet kan lade sig gøre at blive værende som dygtige droningesønner, med jordnære følelser og evner, god forstand, det hænger sammen med at enevælden blev oplyst. Grundloven overtog den forpligtelse, da oplyst enevælde blev til oplyst demokrati. Det havde demokratiets bannerfører bare ikke en skid forstand på. Og de var også bønder, der gjorde oprør! – Nu kan jeg ikke kaldes bondeknold længere, nu er jeg en gammel hyrde. - Hvis ikke det lige var fordi, at det er så jordnært og almenmenneskeligt at forstå, at intet livsbevendt kan gro uden jordiske vækstbetingelser, ikke kan gives videre uden forståelse og arbejde dermed.
Demokrati blev en kongelig indrømmelse af folkelivets hjerte, dets vækstbetingelser, på jord, hvor det måtte leve og foregå som næringsdrivende – men i troen på det som oplysende. Grundtvig gav folket næstekærligheden ved sin vækstbetingelser. Og brød med købmændenes klassicisitiske system, det samme system, som fik kongen til at indrømme folket sin jord. Han, Grundtvig og Kongen, løftede det op i øjenhøjde. Men som en finger i en spand vand, der hives op, flød embedsstanden, adelen og købmandskabet, borgerskabet sammen om at lukke hullet – for det gælder jo om at holde sig til? Høj og lav forstår det samme. Opvækst Folkestyre, Opvækst Folkekirke, Opvækst Folkeskole, Opvækst bolig, folks hjem – Opvækstens arbejde, Opvækstens dannelse. OpvækstsKultur.
- Det var det jeg så: ørnen og kragen talte sammen forleden, jeg var ude at køre. Hvad har de at sige til hinanden? Men jeg tror, fornuften nær havde snydt mig, for det er jo ikke Tyskland. Men på Falster, i Danmark. Vi besøgte en præst, blev vist rundt at menighedsrådsmedlemmer, flinke ældre bønder, alle tre, vi var inde i kirker. - Det må have været en våge. Hvad taler vågen og kragen om idag? Kragen er vågen. Præstekraven strammer? De sad i vejkanten, ved den første som sidste plovfure, på kanten i skellet, rabatten, mellem asfaltvej og mark. Hvorfor er det kragen, der vil noget med vågen? Hvad er vågen? Overblik – det er hullet. Vågen kender hullet, det varme grundvand. Det er grundtvigvandet præstekraven søger. Kirkens folk kan ikke finde troen som oplysnings-handling. De må være i fornuftens vold, systemets spejlsale, tvivlens og ikke Guds forstandighed. Få teologi ud af universitetet, hovedindgangen er ikke hovedindgangen længere. De søger hullet, de søger ind i folkeopvæksten på dansk grund, som også dansk folkeparti havde noget at skulle have sagt i opvækstens folkestyre. Det er kants elendige dømmekraft på dansk grund, der skal ud, fordi vi véd, hvad den fører til. Systemfascismen, kragens sociale natur. Bondelivet kunne ikke lide krager, de ødelagde. Kragen søgte ikke sin mage, men vågen. Kragen søger hullet. Præstekraven og kragen strides om vågens opmærksomhed. Det vågne overblik, den varme kilde. Hjertets forstand og røre. På dansk grund, i det danske landskab, det danske liv, hvis trussel kommer indefra, som altid uden indrømmelse. - Skellet mellem rabat, asfaltvej og marken. Vågen sad på kanten, kiggede ud over marken, kragen sad i plovfuren under den, men inde på marken. Ved grøden, nej, der var ikke sået. Men varmen er da på vej.
Hvis det er et varsel, så er vi tæt på.
At snakke og at tale. Kongehuset og adelen taler, de snakker ikke. Og det er fint nok, det må man gøre, når dannelsen er til det – når man er adelig eller kongelig. De taler fordi de er præget af det klassiske dannelsesideal og fordi den hårde klassisk dannelse var nødvendig for at kunne stå imod, kunne træffe de rette beslutninger på landets vegne. De taler som om de ikke er hvemsomhelst, fordi de ikke er hvemsomhelst. De har altid haft mange familier på samvittigheden, deres ord var eller blev uvilkårligt lov. Deres livs eksempel blev livførelsens kødelige forbillede. De måtte vare deres mund og især, måske overfor embedsfolket, som så gerne ville være magten nær – men ikke nødvendigvis havde dannelsen som blodets forstand til at stå imod magtens fristelser. Dét er gjort til et folkeligt system. Den klassiske fornufts statssystemer varetages af mennesker, der ikke har blodet, forædlingen af livet, til det. De har ikke en chance for at modstå fristelserne, den hedder så: jeg passer blot mit arbejde. Mao. kender ingen systemansatte deres egentlige plads. At gå på arbejde i systemet er ikke bare at passe sit arbejde. Måden man nemlig passer det på, skal alle indrette sig efter. – Jeg behøver ikke sige mere, et vidtforgrenet system uden centralnerve, det er gallimatias. Det er idioti at tro, at man kan danne folk til det per fornuftsuddannelse. Det kræver blod, sved og tårer, vækstforplejning, forædling blot tilnærmelsesvis at kunne varetage andre. Det kan vi ikke på den måde. Næstekærlighed kan ikke systematiseres, nu er vi nødt til at gøre brug af systemet til at udvikle os ud af det, leve os ud med vækst ved hånd.
At den klassiske dannelse blev optaget i kongehus og adel kan ses i det forhold, at de som guds verdslige grundvold skulle værne om jesu hjerte, om folket og landets trivsel. De skulle både være ryg udadtil og hjerte indadtil; det, der kendes som udenrigs- og indenrigspolitikens sammenhæng, og som ses tydelig på afstand, f.eks. i USA.. Vi er ligeså slemme, bare ikke nær så store. I kongesamfundsregi var fredslutning giftermål, det var det eneste, der duede – livet skulle føre freden med sig i kødelig forstand.
- MEN Vi kan ihvertfald glæde os over at kunne se dannelsen sådan herhjemme, fordi det betyder, at den klassiske dannelse blev jordbunden i jesu væksthjerte, som landets jordkulturbrugende og givende liv. Det var oplystheden ved enevælden, der gjorde, at droningen i dag er så folkelig som hun er og omvendt, at folk glæder sig over, at droningen kommer til byen. Næstekærlighedens blodåre.
Der er med andre ord så meget moderne pis og papir som aldrig har fundet ind i livet rundt omkring, fordi livet ikke kan indoptage det – ikke orientere sig efter det, når det kommer til stykket. Det kan købe det og smide det væk, stort set ikke andet. Men det passer ikke, for det indoptages som mellemmenneskelig støjmur imellem os. I en desorienterende selvopfattelse. Vi kan ikke høre hinanden, i alt for mange afgørende og vigtige sammenhænge, fordi snakken er blevet industrialiseret, blander sig med viden og alt mulig kapital overlevelses-skrammel. – Flyt så det afbetalings-skrammel (af en dyr, flot bil), sagde den selvstændigt næringsdrivende humoristiske billist. Sådan så livets naturelskende menneske lige direkte igennem det modernes samfunds følelsesliv, min bil udtrykker den jeg er. Ja, et liv på afbetaling. Humoren, selvironien, indrømmer selvfølgelig livet i det det gale hurtigkørende vanvid. Men han var jo også jæger, håndværker, opvokset i et almentnyttigt boligbyggeri – som drenge-faren, der tog sig af den fordrukne far. Badede i en balje på gulvet, osv. Velfærd er ikke materiel, men naturforståelse og livsindsigt i kærlighedens betingelser. Men han var kun den stærke unge i reden.
- Næstekærligheden i slægtsmæssig forstand, den er os givet, og den er os givet som kulturelt levende eksempel. Det kan ikke være mere folkeligt, at passe og pleje det, sigte på det, så jordnært som det er forbundet og samtidigt vækstgivende i en oprettende næstekærlig livsvækst-forstand – fremfor at passe og pleje det kapitale fornuftssystems helvede. Viva L’amerika. Er det det vi vil? Er det dét, der er os? Vi skal være ved det vi er, ellers går den ikke. Vi kan ikke gøre kødelig kultur til et skuespil, et fornuftens teater, for så kan vi ikke elske. Vi véd bedre af eget hjerte.
Den kongelige veterinær højskole. Danida og hvad de ellers hedder, det er kompetence, der handler om jord, vækst, afgrøder, vandforsyning. Det jordnære. Det er den ånd, der også herhjemme bærer os oppe som kultur, som erfarent liv. Kan vi ikke indrømme det og videreudvikle det i det klassisk pladder-demokratiske system, så kan vi ikke indrømme os selv, så kan vi ikke indrømme at vi er gjort af kød og blod, der er i stand til at indrømme, endda har erfaring med det. Det ligger i vores blod, det skal bare bekræftes ret op gennem næstekærlighedens hjerte, lyset op igennem os. Det skal ikke institutionaliseres, men hjælpe os ud, afinstitutionalisere os via institutionerne, derfor skal det føres videre med livet, være videre livsførelsesmulighed, bolig, etc.
Tænker vi os ind i det slægts-kultur-billede, bondestand, håndværk, den lokale købmand, kongehus - så finder vi hjertet, der forbinder os. Det der taler i vores snak, fordi det i sin tid er talt ind i os af vores egne slægtsoverhoveder. Måske finder vi så også Korsbæk, BW-kultur og meget andet. Men vi finder ihvertfald også derved et dansk hjerte, der har haft gang i mange gode ting, henad vejen. Det er en næstekærlighedens kultur forbundet omkring primær produktionsvirksomhed, jord, bolig, håndværk, mv. – givet ved væksten dermed og det oplysende hjerte deri. Det giver genlyd i ”jeg bor til leje på haveje”, som er et negativ udtryk derfor – at man kun kan bo, hvis man i forvejen ejer. Men det havde også den selvstændige drivkraft, at ville selv på en værende måde – uden forstand, uden bekræftelse af næsten, fordi han var blevet borger, havde sit på det tørre! Det giver genlyd i cykelsmeden fra Bornholm, der lavede en christiania-cykel, så man i det mindste ikke behøvede ose afsted, men røre sit hjerte. Det giver genlyd i vindmøllekraft. På egnen heromkring, heden, hvor jeg er, begyndte en vindmøllemand som producent af vandingssystemer. Det er tørt heromkring, men ikke alts sand. Der er saft indeni kaktussen. Han gav iøvrigt i alle sine medarbejdere en bonus per år de havde været ansat – da han måtte træde af. Han gav det. En pengegave, ja, men stadigvæk en gave, fordi ånden til at modtage noget som gave er en del af det at være bondekultur – bondet til vækstkendskabet. - Det giver genlyd i brugs-kulturene, der altid selv har måtte finde på noget. Det giver genlyd i det kreative danske hjerte, der har et næringsgrundlag og derved en opvækstig oplysende selvopretholdelsesdrift. Det danske hjerte ligger i landskabet og brugen af det. Det skal vi arbejde i og med - og kende. Et liv har sine måder og skal have ”lov” til sine måder, det er derfra de skal udvikles om ikke andet. Men der er for mange, der aldrig får ”lov” til det. Vi forhindrer os selv i det, vi er svage i troen på, at livet selv kan vise os vej. Og lader det således ikke - på forstandig vis.
Det er sådan sigtet er, kulturbilledet, livsforstanden, hjertet - det er det, der altid vil rammes, når vi roder rundt i blinde i fornuftssystemernes spejlsale, kun kan give plads til alle som glansen i spejlenes motiv. Roder rundt med kapitalens begær og fornuftslovgivningens afmægtighed – uden at indrømme eget hjerte, holde hovedet koldt og hjertet varmt.
Parringslegen mellem kapitalens begær og fornuftsmagtbegærets modtræk, behovet for styring. Det er en uendelighedskrig, en vekselvirkning – uden sigte. Eller vi skal være opmærksomme på det sigte, det eventuelt kan føde. I den forbindelse må vi skulle vi kigge på det kulturhjerte vi kender, livets naturlige vækstbetingelser. Er der adgang til det. Lige nu ser det vist ikke for godt ud. At gøre overfladen pæn er ikke at skabe kultur. Byfornyelser stikker ikke dybere en repræsentantens fine tøj og bil. Det er fliser. Det er lak. Landsogne affolkes stadig, kirker lukkes, byer vokser – livet bliver til pynt, til parker, til noget vi kigger på og derfor også en evig kamp for at se godt ud, tage sig pænt, højflig og dannet ud, uden at kunne mærkse sig hverken ud eller ind.
– Er kapitalens begær kvinden og fornuftslovgivningen manden, så véd vi dog, hvor livmoderen er placeret. Fornuftslovgivningens mænd er så i mellemtiden blevet impotente, fordi det er et system, der heller ikke har livsmæssig folkelig opbakning - fordi forstanden delvis er blevet socialdemokratiseret i betydningen, industrialiseret, masseuddannet. Befrugtningen må komme af forstanden. Og så er vi tilbage igen. Opkræftelsen af forstandens brugsformål til hjertets vækst. Uddannelsesstanden, arbejdsstanden, boligstanden sammenkoblet og bondet til vækststanden for os alle som livsførelsesgrund, vi kan stå og leve på i bevægelighed. Producere fra.
Kapitalens begær er ikke livmoderen. Men sidder derved. Virksomhederne, skattestaten, vore hænder.
Bønnen og erkendelsen, det ændrede billede, at arbejdsgiver og arbejdstager begyndte at stå samme i virksomheden på en anden måde. Forligsinstitution mellem arbejdsmarkedets parter, det socialdemokratiske, ja industrialiseringens bevægelse afsluttedes med industrialiseringen af landbruget. Rødderne blev kappet – så alle nu lever i en hed verdenskapitalstyret luftlomme, der blæser den vej vinden blæser alle i alles vold.
Det ændrede arbejdsmarked kom af ”alles” fornemmelse, at hverken statssystemet eller Eu, kunne noget med det, det akademisk klassiske systemopbyggende fornuftsindtog ville. Vi hoppede på limpinden, fordi vi havde siddet klistret til institutionens stole så mange år, at vi ikke kunne andet end at stole på at alle og ingens system, nok kendte vejen. En forbandet stor afmægtighed, der følger af kapital og fornuftslovgivning. Af at sidde ned og ikke længere kunne rejse sig op uden at opbyde til slåeskamp. Verdensåbningen, globaliseringen, livslukningen. Nye tider uden det nyes vidnesbyrd. Vi kender kulturens bevægelser.
Ikke engang virksomhedsledere kunne følge med, de bor også i Danmark og kunne se, at deres virksomhed også måtte bruges til medarbejderen. Det var ikke oplysning, der lykkedes, det var kapitalpres, verdenspres, der i visse tilfælde i det mindste gjorde nogen indrømmende og kæmpende for danske arbejdspladser. (Det var Schindlers Liste; en film om en tysker der tog parti for tysk hjertekultur midt under anden verdenskrig - og reddede jøder derved; drev virksomhed og beskyttede ansattes liv og overlevelseschance). Presset af egen lovgivningsamfund, presset af kapital-skattet-begær – i visse tilfælde manede det indrømmende til livsansvarlig virksomhedsledelse, men også: ud af landet med en del af produktionen, ellers kan vi ikke drive dansk virksomhed.
Historisk set var det payback time for livet. Industrialiseringen af livet forsøgte op gennem halvfjerds, firs, halvfemserne at sætte dagsorden for livet. Det foregår i hjertet ikke per meninger. Livet sagde blip båt og gud hvor går det godt – og vi hørte det alle sammen. Facaden siger ja, for at overleve, men hjertet siger nej, nej og atter nej. Det industrialiserede, institutionaliserede skolemenneske, sagde nej, havde erfaret uden ret at forstå, hvad ingen kan bebrejde livet – for der sker jo en udvikling. Men livet slog igen, nærværende som det er, sagde nej til penge, nej til system, men ja for at opretholde facaden, for at overleve, få penge i fremtidsudviklingens navn. Et alt for afmægtigt uforstandigt flertal. Men som altså er udtryk for livets begrænsning og udtrykken sig af den kultur, den ikke vil være i, ikke kan trives i – og ikke forstår, hvordan den kan komme ud af. Den industrielle-institutionelle socialdemokratisering af livet, som har gjort livet så uforstandigt, fordi dets samlivsvilkår institutionelt set er uforstandige, dets vækstbetingelser, sagde nej i hjertet, men ja i sin håbløse tillids og troesforståelse. Den har ikke forstand til at træffe en sådan beslutning – desværre havde den heller ikke forstand nok til at sige: et sådan valg får du mig ikke til at tage stilling til, hvilket jo er det samme. Selvfølgelig har den forstand til det, for vi levede jo i et demokrati, og nu må den så leve med det på fornuftens vilkår – som ikke er livets.
Det er ikke en selvstændig livsbåren udviklingsforstand, livet bliver ikke sig selv bekendt, fordi det vendes til at følge ordre – som om akademikerne, eller politikerne, eller erhvervsfolket havde styr på noget. De gør, hvad de kan og det skal prises, men vi må med de kulturer kunne gøre noget bedre.
Livet skal vende sig til at forstå og forestå, tro på sit kødelige næstekærlighedshjertes dømmekraft. Får det stukket en lov, en regel, et direktiv i hånden, skal det læse og fortolke den, blive inspireret af den og have tilllid til, at der er tænkt noget, ment noget – det er en erfaringsudveksling - og bagefter smide den væk, smide den ad helved til og tro at hjertet har forstået det, der nu skal opfanges. Der er ikke noget forstandigt, livsbefordrende forbundet med at følge en regel, hvis hensigten ikke er opfattet i hjertet. Og kan det ikke det, så gælder reglen ikke, så er det den almindelige, der gælder: at du selv finder på af godt hjerte. Og så må erfaringen så finde sted på livets vilkår, den næstekærlige dialog, indrømmende indordnen sig. Ellers får ingen mennesker erfaringer, lærer intet, bliver intet, elsker intet. Og vi får ingen væren omkring uenigheder, der kommer af vores livsforskelle, men derved også uundgåeligt giver udfordringen, at forstå, sanse og ramme ligheden hos hinanden som nærværende liv. Det personlige hjerte skal tage stilling, så livets stemme høres, så trivslens veje kan sanses. Fornuftshierakier er tåbelige uden en sådan væren, personlig, livsmæssig omgang med ordningerne. Livets sigte i arbejdet, virksomheden kan aldrig udelukkes og må derfor kunne høres og finde nærværende formulering. - Regelstyring er sjusk og svineri med livet. I dag i det fintmaskede fornuftssystems netværk en total underkendelse af livets selvstændighed.
Det bliver sværere og sværere at turde begynde en erfaringsdannelse af og med eget liv – og så bliver det aldrig selvstændigt. Og da kan man ikke kræve af det uden at forbryde sig mod det, gøre det til forbryder: hvis ikke...så. Det er hadets og vredens erfaringsdannelse i livets hjerte. De ”gamle” gode livsforstandige erfaringer, at der skal et vist pres til for ret at forstå, lære og magte livet – var kun gode i nærværende næstekærlig forstand, at man også greb vedkommende, hvis presset blev for hårdt, uhensigtsmæssigt erfaret og oplevet hos barnet, eleven, lærlingen – borgeren. Den næstekærlige føling med livet er institutionaliseret og derfor virker lovgivningspres og regelstyring uden livsmæssigt nærvær og hjerte. Det er lig med, det er ensbetydende med: psykopatisering af livet.
PSYKOPATISERING AF LIVET, ET EKSEMPEL
Min drengs mor, en sød og dejlig pige, hun er datter af en god mand, en far, der har stået bag en drejebænk i 30 år. En god mand, der har holdt skansen, hjemmet. Men også en mand, der har drukket på arbejdspladsen og ved siden af. En god socialdemokrat, hvis liv blev underlagt industrialiseringens vold, tid og produktionsvilkår. Der er varme, jeg elsker den familie. Moderen er plejer og har været aktiv i organisationen. Jeg har stor respekt for deres varme og villen, deres hjertelige motiver, forskudt som jeg dog må sige de er, men alligevel. Datteren, min drengs mor er pædagoguddannet og arbejder nu i institution. Min dreng går i børnehave og omgivelsen for opvækst er således helt og aldeles institutionaliseret liv.
Vi boede 100 meter fra min svigerfamilie og jeg tog dem ind af hjertelige grunde som de mig (uden helt at se fars pige i lyset af den alkoholiske fars evne til at skelne ”følelserne” sundt). - Vi havde knas i forholdet, holdt pause, hvor vi søgte ind til hvert vort personlige hjerte, talte sammen og var ved at genfinde sporet omkring livets opgave. En opgave, der for mig selvfølgelig er helt centralt og såvel næstekærligt forpligtende som far-liv, men derved netop også samfunds-kultur-orienteret. Vi måtte kunne finde det livsindrømmende spor sammen igen, falde på plads igen, lære. Men den dejlig pige-mor var under uddannelse og fik derved naturligvis boostet sit selvværd omkring uddannelse og arbejds-horisont. (Jeg var under lederuddannelse i Posten, skaffede og støttede hende i hendes uddannelse, hjalp til med de skriftlige opgaver og refleksioner – i et stadigt sigte på vores livs udvikling med de ting, vi hver især var beskæftiget med; at høste af de erfaringer til os, vores familiefremtid). I pause-perioden kommer en tømmer fra Vanløse pludselig ind i billedet. Hun dyrkede sex, sagde hun, hvilket jeg selvfølgelig forstod, da jeg havde været henvist til sofaen siden min drengs fødsel. Det gjorde ondt værre.
Jeg led af depression og overlod hende hus og hjem, da jeg trak mig, så hun kunne finde sig selv – for en sikkerheds skyld, så vort forhold og forløsende udvikling ikke kom til at handle om den slags. Det forstod hun ikke som ansvar og kærlighed i forhold til hendes moderidentitet og barnets faste dagligdag! Finde sig selv, ganske som det var blevet nødvendigt, at jeg fik samlet mig sammen, genfundet mit eget hjerte, fik de psykiske belastninger fra min tid i universitets-miljøet, ud, helet. Der var håb og der er håb. Men i øjeblikket er døren så lukket, af hende selv, ja, men af tømmeren fra Vanløse, der lige så sit snit til at udnytte situationen. Han har så et forlist hjem med et barn bag sig; så nu er han jo mere erfaren! - Og måske også lukket, der hvor selvværdets lukning sker hos et pigebarn, der vokser op i et hjem med en dominerende alkoholisk far, håndværks-alkoholiker, den kultur. Hun havde da ret til at vælge kærligheden og vælge den fra, lød det ”neutralt” fra hendes hjemlige baggrund.
Forleden ringede jeg derfor til børnehave-institutionens leder, for at høre til min dreng. Jeg fortalte hende kort min historie, min synsvinkel. Hun kunne naturligvis kun forsikre mig om, at min dreng trives og har rigtig gode legekammerater i børnehaven. – Det er jeg overhovedet ikke i tvivl om. Men nu kendte hun min synsvinkel.
Hvad er billedet så? Hvad er pointen? Ja, det lykkedes mig jo ikke at få min kæreste til at indse nødvendigheden af at flytte lidt væk, få sig løsrevet af forælderbindingerne, så vi kunne mærke os selv og tage udgangspunkt i eget hjerte og lade det vise os vej, udvikle sig. Det gjorde det heller ikke bedre, at vi af bolignødens grunde, havde søgt tilflugt i et bofællesskab, der skulle vise sig at have gammel-marxistiske individ-rationelle opfattelser af fællesskab og pligter. Og ikke fællesskabopfattelse og evne af hjerte for det liv, der kommer. (Vi var på sin vis tabere, da vi flyttede ind; set i forhold til min indre opfattelse af livets nødvendige udviklingsmæssige familiebevægelse. Men det var muligheden – og de var såmænd også flinke og rare. Jeg ønskede bare ikke etablering dér). ”Mærkeligt nok” var tre af de fem hustande i bofællesskabet bosat af 40-50 årige fraskilte. RUC-kvarteret blev området førhen kaldt, pga. boligmåden og indflytternes orientering.
Billedet er i mine øjne, at den ”åndelige” omgivelse er fornuftens, institutionernes, institutionaliseret livskultur. Faren, svigerfaren med den dejlig bodegavom, der har kæmpet sin kamp for at holde sammen på ”skidtet” – og i udvendig synlig forstand er lykkedes med det. Datteren, pige-moderen, der er kompleks i forhold til sin far – alkoholismens vedligeholdelse af livets sorger, den incestiøse kærlighedsånd, der opstår, når kærlighed og behov flyder sammen i det tynde blod. Men husk: manden har passet sin dont, betalt skat, holdt hus, gjort sine samfundsborgerlige pligt. Og ikke uden kærlighed til livet. Dernæst, eller først, bofællesskabets orientering af livet som individ i fællesskab. Endeligt min dejlige piges individuelle selvværdsboost som uddannet og arbejdende i institution; fars voksne pige. Samt naturligvis hendes og tømmerens bekræftelse af deres selvværd gennem kønslighedens basale behov – at føle sig lidt livsmæssig personlig derigennem. Og børnhave-lederens forsikring om at barnet trives og har det godt, nok skal få en god opvækst.
Altsammen tilsammen underkender min søns hjertelige krav om sin fars nærvær. Det underkender min faderpligt, underkender livets eneste mulige bevægelse, som den foregår biologisk og bundet til hjertets næstekærlige dannelses-opgave. Det kan jeg ikke finde mig i, fordi jeg ikke på noget tidspunkt har undladt at søge forståelsens næstekærlige vej, søge dialogen, indrømme egen skyld, tilgive, sone. Hele vejen har søgt at gøre opmærksom på, at man ikke kan bryde livets bånd uden derved at skabe sorg i vækst. Det er ganske vist normalt med delebørn, men også uforstandigt normalt. Jeg er ikke normal, jeg er liv, jeg er mig, det er min dreng sammen med hende, der så imidlertid er blokeret i forhold til eget hjerte. Vi var igang med at forløse os, finde hjertelig bølgelængde, men blev afbrudt. – Jeg kan ikke finde mig i det, fordi jeg kan høre undertrykt kærlighed i hendes hjerte og véd, at jeg resten af livet vil føle ansvar for hende og min dreng. Jeg kan ikke finde mig i det, fordi jeg er den eneste, der rent faktisk står med opgaven og er i stand til at gøre den lykkelig, livsmæssig som samfundsmæssig befordrende. – Ingen kan danne min søn i hans blod. Og det institutionaliserede livs omgivelse, som jeg har beskrevet det, kan aldrig nogensinde give ham et selvværd som dreng og mand, der på glædelig vis forstår sig selv i eget hjerte. Det kan kun blokere det. Han får ikke sit eget liv. Eller kommer til at skulle gøre håbløse mange tidskrævende og tidspildende, fordummende erfaringer, gennem sin opvækst og når han bliver voksen – for at opnå det, finde sig selv. Og det er jo et identitetsproblem som et samfundsproblem.
Jeg er ganske enkelt udelukket, fordi de involveredes liv og ånd ikke er næstekærlighedens, ikke helligåndens, ikke tager sig i agt for næstekærlighedens fysiske forpligtende livsbånd – ikke er i stand til indrømmelsens forstående og sonende vej, der igen kan give os glæde sammen sådan som vi så er. Ikke er i stand til dét, fordi livets så at sige er blevet levet uoplyst, ganske som vi alle mere eller mindre er i vort samfund. Og måske især som tilfældet er i industri-kulturen, industrialiseringens vold mod livets dannelse med deraf-følgende organiseren og gennemsyring af alt livsmæssigt på samfundsideologisk grøn vis under de røde faner. Det er historisk dannet samfundskultur-liv, der som maskiner, den kapital-teknologiske-fornuft vil gentage samme bevægelser omkring det samme igen og igen. Også og især: den sociale dårligdom, den mellemmenneskelige nød, evnen til at tage sit liv på sig og gøre noget med det.
- Sådan er samfundet min dreng, og jeg skal gøre, hvad jeg kan for at holde til sorgen, følge med i dit liv i samme sorg, indtil du bliver voksen nok til, at jeg kan få pillet opvækstens institutionelle løgn ud af dig, omvendt sorgen til glæde – og derved give dig sandheden i kærlighed i den udstrækning det er nødvendigt for, at du ikke skal fortsætte den negative sociale samfunds-fornuftsarv. Og derved kunne blive selvstændigt liv, der først og fremmst kender sit ansvar som liv i pligt og ansvar – og ikke i kapital-borgerens selvforståelse som global samfundsverden.
Jeg valgte, søgte sygemelding, da vi holdt pause, dels fordi jeg vidste, at jeg ikke var kommet fri af indsigts-depressionen, der blev grundlagt på universitetet, men selvfølgelig også ved egen iver med at bruge mit liv til at tjene samfundet oplysende – og dels fordi, jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at jeg ville få et smæk ved at miste min familie; på trods af, at jeg netop ikke havde valgt indsigternes uligeværdige argumenteren i forholdt til min elskede, men at elske det forstående frem ved almindelige livsforstandighed med de lidelser, der så er forbundet med at være væk fra sig selv som liv i samfundstilværelsen. Endeligt var der jo også postvæsenets umåde med livet. Sådan tog jeg vare på mit eget liv af omsorg for dets videre virke, at komme på benene igen, uden at slippe forbindelsen, forpligtelsen, det hjem, jeg havde bygget op over fire år. – Og dermed ønsker jeg blot at fremhæve: at det selvfølgelig er mig, der er sindssyg.
For der er jo i den beskrevne kulturs mentalitet, forekommer det mig, oplever jeg mig vurderet, noget galt, når man ikke går på arbejde, ikke vil på den måde med arbejdet, ikke trives på den måde? Jeg opfatter nu min handlen som ansvarsfuld og med sigte på fremtiden. Det lyder så også sådan her i min elskede piges mund: få dig et liv, kom videre.
Ja, det er rigtignok og det skal jeg skam nok – men der er ikke den mindste forståelse for, at de fire års opbygning af et hjem og familie, på fremmede grund, ikke i mit barndomslandskab, men hendes, velvilligt tagende imod hendes forældre og baggrund, samtidig med selvfølgelig både at ville og skulle søge egen selvstændige grund, holde fast derved for min familie, dets sigte og fremtid. Ikke den mindste forståelse for, at ”hendes” valg og af hvilken indflydelse? manglende evne til at indrømme sig sit eget liv og ansvar, sin drengs, ja mit store hjerte, som hun godt kender – ikke den mindste forståelse for eller anerkendelse af mine personlige ofre i forbindelse med at leve mig ind i hendes kultur, ikke den mindste egentlige, hjertelige forståelse af det som kærlighed; ikke den mindste egentlig bekræftelse, i handling søgende forståelse at, at hendes valg fratager mig mit livs bevægelse. At ”hendes” valg vender den til sorgen i delte hjerter, for os alle tre, giver det hjerte videre vækstmulighed.
Det er måske for svært at sande, når det vellykkede liv jo opfattes som et behovstilfredsstillelsens fænomen, uddannelse, arbejde, bolig, sex, faderroller, mv. – Hvem tilhører de? Der opstår et hjerteligt livskrav om at lære sig selv at kende i voksenalderen, fordi vi er blevet forhindret i lære os selv at kende som hjerte-liv gennem opvæksten. Det skal der, derfor være plads til. Men det behøver jo ikke ødelægge familien, eller med andre ord, når alderen nu er kommet dertil og barnet givet: så ødelægger man jo netop både barnets og dermed sin egen mulighed for at lære sig selv at kende godt som liv. Konsekvensen er løgnens liv resten af livet. En stadig og voksende fornægtelse af hjertet i livet. Og dermed hos sit barn. Fornuftens institutionsliv kan ikke overtrumfe livets eget krav – uden dermed at berede sig alverdens ulykker, sætte vækst i dem, gøre livets videre vækst, kulturens en unødvendig sorggivende udvikling. Livets lidelse, ja, men nej livets unødvendige lidelse, at gøre glædens grobund til sorgen og vredens grobund i et barnehjerte. Det er slet ikke lidelse, der længere er tale om, det er fornægtelse af enhver form for lidelse – sand lidenskab i livet, at kunne lide det og være ved det på indrømmende og forstående vis. Og således en fornægtelse af kærligheden selv. Altså det gamle testamentes indtog i livets horisont, måde, sanser, vej. – Psykopatiseringen af livet.
Jeg gav hende retten til hus og hjem, men af kærlighed og håb selvfølgelig, fordi vi ikke var færdige, i klarhed med os selv. Jeg lod barnet blive, for ikke at skabe mere ravage i et forståelsesmæssigt udviklingsforløb, der ville kunne gå godt, hvis der kunne indrømmes og indses, forståes. – Og nu, efter hendes elskovsaffære, som måske er fortsat, det nye arbejde, de tæt ved boende forældres mellemkomst, ja nu er jeg jo så helt ude i hampen. Jeg tror faderens tag i hendes indre, lukker af af de grønne flaskers grund. De er blevet konfronteret med sandheder om alkohol og kærlighed – og bestemt ikke uden det allerbedste sigte, der gives ad indrømmelsens vej, finden glæde ved sandhederne, se deres åbnen af livets mulighed. Ikke uden sigtets rosende bekræftelse af det gode hos dem, når det ikke kan gives ved nærvær, men kommer til at kræve ord og dialog, der hvor tingene måske trykker. Og dermed selvfølgelig sigte på min drengs videre opvækst. Et sigte, jeg synes må være så indlysende, at der dog må kunne findes vej, søges forståelse og indrømmelse. En WIN-WIN situation hedder det vist idag. Vi kan lære noget og blive til mere sammen; for vi kunne jo godt lide hinanden. Også svigerforældrene. Vi spiste tit sammen. – Men hun er vist stadigvæk fars pige, et voksent barn, der først og fremmest må beskyttes mod en mand, der ikke har forstand på hverken kvinder og børns behov. Hun vælger selv som voksent menneske. Ja, men hendes eget kære liv.
Nu er der lukket og tavsheden i deres liv runger ad helved til i mine øre. Hvor er det synd, at de ikke kan høre min stemme og hjertets formåen. – Bedrevidende, nej overhovedet ikke, det er jo dét, der er hele pointen omkring kærligheden, hjertets sprog. Det handler ikke først og fremmest om viden. Men bedrevidende, ja i den forstand at det er min søn, mit ansvar, en opvækst og fremtid, jeg skal forholde mig til, skal handle i forhold til. Og det er jo egentlig ikke en bedreviden, men en almindelige livsansvarlig pligt – ubrydeligt; et bånd, der kun kan komme skade ud af at fornægte. Derfor søger jeg at tage det hele med, at bruge og være ved det eneste sprog, der kan undlade at gøre skaden værre end den behøver blive ved blot at skabe fornuftsordninger af ”voksne” menneskers behov – og misforståelser af hinandens evne, af livets hjertelig vej dermed - henover hovedet på livets egen udfoldelsesmulighed og retning, barnets, os selv.
Kan ”I” følge med? Det er ret beset ikke menneskeliv uden kærlighed, jeg har været involveret i. Jeg elsker dem stadigvæk; men min kærlighed opfattes kanske som en trussel mod deres liv. – Det er ikke menneskeliv uden kærlighed, blot magtesløst liv i forhold til livets kerne-område, hjertes dannelse i helligånd og den selvstændige forstand, der derved gives livet til at tage befordrende vare på sig selv, sine egne glædesbringende udvikling og udfoldelsesmuligheder indenfor rammen af livets kødelige næstekærlige slægtsbånd. Og velvidende, at der også stadigvæk er samfundsforpligtelse, arbejde, der skal gøres, penge, der skal tjenes, skat at betale – men ikke for enhver pris! Ikke for børnenes pris og fremtidens udviklingsmæssige sigte! Der er noget lort vi gør i livets hjerte og sind i vores kultur. Det skal stoppes.
Fornuftspræget, institutionspræget, organisationspræget uforstandigt liv, der ikke kan anerkende livets egne grænser og derved kan forstå, at der skal handles og indrømmes, søges forståelse, erkendes skyld, søges vej – medmindre at psykens fortrængningsevne, når vi så er kommet over det, som man siger, skal få det afgørende ord og således skabe den blinde vinkel i forhold til børns tarv, min søns tarv, opvækst og krav i hjertet. Han trives, har har det fint, det kan vi nemlig se. Ja, men det er min dreng og ingen anden kan komme til at se og sanse hans hjerte. Aldrig nogensinde. Ingen andre kan presse det lærerigt, men samtidigt gribe ham deri. At underkende dét er at byde satan velkommen i liv og kultur. Og det kan kun kysses bort som Steffen Brandt sang det: kys det nu det satans liv. Ikke at turde dét, ja det så ikke at tro på kærligheden som den er os givet med livet. Og det må for søren da ikke glemmes, at det først og fremmest er barnet, når det nu er kommet dertil.
Jeg tror, de er bange og handler i frygt for deres liv, at skulle indse det, indrømme deres skyld og ansvar. Det forstår jeg godt, men det er stadigvæk den eneste vej, såfremt misforståelserne ikke skal gøres værre end de behøver blive. Desuden er det min søns krav i hjertet, det er den vej det vil. Deres manglende hjerte-sandende evne bliver min søns løgnagtige omgivelse. Jeg underkender ikke næstens hjerte, men at underkende faderen som den første næste i sønnens liv og opvækst, det er ganske enkelt uhelligt. Det er at føre satan ind i livet på min uskyldige dreng. Og det bliver, ingen tvivl om det, min skyld, sådan som afmægtighedens kapital-argumenterende tilværelses-normer er. ”Livet” kan da nærmest ikke forstå andet idag!
Hvad ender det med, hvis jeg går i retten? (Vi har fælles forældermyndighed). Det ønsker jeg for det første ikke, for det forløser ikke noget, bliver bare endnu mere dumt er jeg bange for. Eller hvad ender det med, hvis jeg som mand og far holder mig til livets forstand og skal handle i forhold til den allerstørste livsforbrydelse, der foregår omkring min søn, en ny generation, det kommende kultur og samfundsliv: at fornægte forståelsens forløsende vej som livsudviklingens genfundne glæde ved sin vækstplads. At fornægte drengens liv i faderens, sønnens og helligåndens navn, i opvækst dermed. – Hvad ender det med, hvis jeg handler på min søns vegne, som jeg hele tiden har gjort per brev, blomster, gaver med indrømmelse af mit sigte for hende, hendes forældre, dem og deres liv, ved en åbning af mit eget, nu jeg ikke så anden vej end at få brudt de mange løgnes spind. Men selvfølgelig også af livsnaturens forpligtelse: at skulle gøre noget, skulle stå inde for min faderpligt og min elskede, min familie på afveje – og ikke må eller vil vredens vold, jalousidrab, mv. - Hvad ender det med, hvis jeg gør noget. I mine øjne kan ingen forbyde mig at tage affære på min søns vegne – og jeg frygter jo retssamfundets fornuftige afstumpethed; for det har jeg mange gode livsmæssig grunde til. Blod er tykkere end vand, som man siger og det kan kun dannes næstekærligt dér, i hjertet af det livsbånd. Og ikke per institutionsfornuft: du må ikke slå, så bliver Gurli ked af det. Og vi må jo helst ikke være kede af det. Det sælger ikke.
Så hvad gør jeg?
Tråden vi kom fra: min søns liv og dannelse er ved sit institutionaliserede livs omgivelse en psykopatisering af hans liv. Det kommer da givetvis ikke frem, nej, for det gør hjertets personlige forstand i institutionslivets dannelse og samfundsliv ikke – vi holder os da bare mere og mere krampagtigt til de videnskabs-fornuftige og gennemanalyserede erfaringer, regelstyringen og lovgivningen, normerne. For så har vi jo ikke gjort noget forkert. - Dur ikke, jeg vil noget andet, du er weekendfar, det kan man jo godt. Sådan var hendes afmægtige handling, som jeg simpelthen ikke kan tro er hendes egentlige hjerte, men nok en, af helt andre grunde, nødvendig psykologisk mekanisme for hende. (Hun modtog ofte blomster af sin far! Det tog jeg ikke for nært, men det skulle jeg måske have gjort set i bagklogskabens lys?) - Nu er jeg grunden, årsagen, syndebukken. (Der er lukket - men kærligheden må jo være tålmodig alligevel. Tingene er i det mindste blevet sagt).
Børnehave-lederen kunne jo på den måde, ikke at jeg bebrejder hende, også kun sige, der findes gode skilsmisser og dårlige, det afhænger af forældrene. Ja. Det gør det da. Ligesom udsendelser i fjernsynet om delebørn - de forældre, der af begærsorgers trang, aldrig at have lært sig selv at kende og således skulle ud og prøve deres selvværd af gennem sex og anden: hun/han forstår mig bedre – inviterer sådanne voksne mennesker ind, der i deres komplet forvirrede liv sidder og giver en hel masse grunde til, at de har det godt. Børnene interviewes og siger jo, at det er ok, de har det fint. Måske mindre ok, det er irriterende hele tiden at skulle flytte og pakke ned og pakke ud - men ok alligevel. Hvad skulle de ellers sige, de er jo blevet svigtet i hjertet; afskåret muligheden for at sande livet ret som helt hjerte i vækst, sådan som det også lader sig gøre at bekræfte det samfundsmæssigt, som lovene på oplysningens baggrund er bygget op gennem liv og kultur. Svigtet ligesom deres forældre er blevet svigtet eller bare af samfundsomgivelsen nødes til at svigte sig selv. Men overfladisk set, i fjernsynet, kan det jo sagtens lade sig gøre, ja det er normalt – måske endda fristende for andre at gøre ligeså, når tingene ellers lige går i hårdknude. Køb og smid væk.
Men at sige, at der er gode skilsmisser og dårlige, det underkender livshistorien og hjertet hos barnet. Barnet udelukkes ganske enkelt fra sit helhedsgivende væksthjerte til god forstand på livets område, evne dermed – men selvfølgelig er der stadigvæk forskel; man kommer bare ikke udenom hjertets grundfænomen og erfaringsdannelsens symbolisering i selvforståelsen, mor-kærlighed i et hjem, far-kærlighed i et andet hjem. Det hænger ikke sammen som et hjerte i helligånden som kødelig vækst og dannelse. Skilsmisser har vel altid fundet sted, men halvfjerdserne, ja det tog fart i firserne, konsekvensen, erfaringsslutningen, den kommer jo først nu. Hallo, hallo – forbrydelser mod livets bæredygtige slægtsområde, det kan tage flere generationer at overvinde. Det er vel det involverede livs vækst, der skal afgøre, hvorvidt noget dur.
Og børn høres ikke længere som liv, men som fornuftsanalyserede individer, der så har behov for de konstanter, samfundsrationaliteten, altså kapitalens kræfter skaber. Mobiltelefon f.eks. - En konstruktion af livet i livet; en skabelse af livsfornægtende behov helt fra barns ben – og især, hvis ikke familien holder fast ved, at den er den familie, den er, med de historier morens og farens liv fortæller, virker af og med. At det er kroppen, der er livet og at det er bevægelser i og med den, der er glædes-centeret, livets dannelses-sted.
Fornuftsanalysens miskmask og samfundsomgivelse, det tager flere generationer at hele, udvikle livsbefordrende kultur gennem - aarmen det kan vi da ikke vente på. Den lidelse kan vi da ikke bære med glæde. Så vi individualiserer og skærer dermed næstekærlighedens mellemmenneskelige og forpligtende bånd, kultur og måde dermed over! Så fordummende opfører flere og flere sig i livet, fordi de jo skal følge fornuftens desorienterende spejlbillder, love, regler, arbejds- og markedsvilkår - hvorved det pludseligt opstående glædeskrav, begejstringen bliver forskudt til begær og lyst, behov, der jo må tilfredsstilles. Vi vil selv se resultatet, så vores indsats skal kunne måles og vides – ikke troes af hjertets ånd og kendes af helligåndens livsforstand.
Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. AAarmen, det er da gammeldags, jeg har da ikke gjort noget ondt; jeg havde da bare lyst til, ja vi var da forelskede, det var da kærlighed, der gjorde at vi ødelagde to familier og fandt sammen, ikke også? Åh må jeg ikke nok få lykke i livet. Vi er da lykkelige, ikke også. Har I det ikke også godt børn, er det ikke hyggeligt. Det er dejligt med nogle gode legekammerater i institutionen.
– Men se nu: der er jo mennesker, der slet ikke behøver vende det her, fordi de i forvejen holder sig til livets forstand, lidelsen ved at ofre singlelivets glæder til fordel for barne-trivslens opvækst, familieopgaven. Og holder sammen, ser udfordring og dybere glæde, ro ved at lære henadvejen, vokse med opgaverne – hengiver sig til hinanden, så livet kan bruges til mere. De hører stadig budet, men slås måske også med den falske fornufts totalitære regime og forvirrende behovskabende kræfter. Er måske nødsaget til at trække sig længere og længere tilbage i eget liv, fordi deres hjertelige intuition og fastholdelse ikke bekræftes åndeligt og udviklende, konkret i forhold til tingene, omgivelsen, gennem hensigtsmæssige prioriteringer - fordi livets eget glædessprog er langt væk som udviklingsforstand. Det er jo stadigvæk meningen, at det personlige liv skal udfoldes sig ved og gennem familielivet og i den hellige ånd vise barnet at kærligheden ikke er krampagtig, men tillidsfuld og trolig, selvom man er ude at gøre ting og ikke lige sidder klumpet sammen i sofaen foran fjernsynet. At kærlighed gør tryg, giver styrke til at turde udfolde sig, men også at kende sin begrænsning, trække sig tilbage og hele i stille og rolig bevægelse gennem dagligdagens nødvendige gøremål.
Næstekærlighedens dannelse, opvækstens hjerteformende erfaringer, er bekræftelsen af livets egen kreative forstand, intuition, sanselighed – én, der kan kende sig selv i forførelsens bevægelser og således også stå af før den ikke længere kender sig selv som liv; men også én, der kan gå længere, fordi den kreativt kan finde forløsning af livet selv gennem det almindelige arbejde i livet og dets omgivelse. – Der er mennesker, familier, der forstår at anerkende og udvikle sig kreativt med livet uden at ødelægge det, springe rammerne, svigte hin anden i livet. Og uden at være kunstnere, bare ualmindeligt almindelige.
Jeg er selv skilsmissebarn, en ok skilsmisse uden skændende forældre. Men alligevel: min afstumpethed, mine blinde vinkel, de signaler, jeg har måtte tillære mig – ja det hænger sammen med ikke at have haft en far gennem ungdommen. Det hænger sammen med, at jeg selv gav mig min far, ved selv at tage initiativ til at besøge ham. Og selvfølgelig at skulle tage mig af min søster og mor som tretten-årig; manden i huset, indsat af fars ord, pas godt på dem. Men det er nu ikke det værste. Det værste er, at man derefter bliver holdt oppe af troens sanser, hjertets og forstanden, hvis man altså gives den mulighed af sin mor eller andre, af lydhørhed i forhold til eget hjerte, tager vilkåret på sig, da der jo ikke er andet at gøre som barn – kompenserer og finder vej, blive god, lykkelig, fri, selvstændig på en anden, langt mere personlig måde. For dernæst at møde sin begrænsning i systemregi. At ens selvstændige tænkning i næstekærlighedens agtelse for helligånden omkring livet, ligegyldigt, hvordan dets personhistorie måtte være – hvordan den selvstændighed på det groveste underkendes, fordi indsigterne kommer af et prøvet liv, der kender livet. Så er det ikke længere mig, der er afstumpet. Men systemfolkets småborgerlige forstands magtesløshed: værnen om en fornuftsnormalitet, normale fornuftssandheder, procedurer, studieordninger, der lader livet vente på sig i uendelighedens ventesale – og ikke næstekærlighedens grundbegreb og livsbefordrende normalitet og virke deromkring. At kunne høste af livets erfaringer, hvad det nu har at give, og derved hjælpe det videre på vej.
(En af de grundliggende forskelle på højskole og universitet er, at på højskole er det først og fremmest livet, der kommer, der skal lutres, oplyses, finde sig selv ved sin stamme – selvom jeg kunne ønske langt mere disciplin omkring det - mens på universitetet, der er det ligemeget, hvad livet kommer med, der er man dum og skal fodres; enetale til 60 håbefulde unge på bænken. Det er usandsynligt afstumpet og ganske skæbnesvangert i ethvert videre formidlingsmæssigt sigte. Men alt, hvad jeg har sagt viser jo efterhånden at det slet ikke blot er universitetet, men hele statssamfundets kapitale-teknologiske fornuft, der er problemet).
Da jeg har begge dele med, den almindelige livsramme og forskydningen, oplevelser af at være anderledes (som så langt henad vejen har været positiv for mig, måske fordi det var indlysende for mig, at jeg alligevel aldrig kunne være andre og andre ligeså alligevel aldrig kunne være som jeg). Da jeg på den måde har begge dele med, fordi min opvækst indtil skilsmissen, hvor jeg var 12-13, foregik på familielivs-logisk set normale betingelser og derved har kunnet sammenstykke min blinde vinkel, erkende den. Og måske også via bekræftelsen gennem omgangen med livsnaturen på landet? - Ja så bliver det tydeligt for mig, hvor psykopatisk det liv, der føres i velfærdssamfundets tilværelse i virkeligheden er og bliver.
Livets egen vækst-dannelse, det solide og livsansvarlige, udviklingsduelige menneske, der véd, at udvikling i sidste ende kun kan vurderes i forhold til sandfærdig trivsel og erfaringshøstende bevægelse, ved eget liv som også andres – ja det sker ikke mentalt, åndeligt-psykologisk, forstandigt som livet selv. Det etableres slet ikke i den sammenhæng. Konsekvensen er en krampagtig psykologisk nødvendig afhængighed af systemer og fornuftsordninger; og løsning af problemer efter samme uendelige læst. En forøgelse af dødsangst forbundet med ændringer af selv latterlige små ting. Altså også en angst for livet, at leve det og turde elske. At gøre noget selv med og ved sit liv i livet.
– Den må også du æde, hvis du vil have sand kærlighed i hjertet igen, der kan virke, udfolde dit liv og dermed samfundskulturen. Brutalt, nej forstandigt og næstekærligt for livets egen skyld og kulturudvikling. Det er kun brutalt, fordi vi på mange måder har levet i en fornuftslomme, i livsglemsel og således er alvorligt bagud mht. til sans og evne til at bekræfte erfaringsdannelse, udviklingstiltag, der som tænkt, virkende, også lader sig bekræfte mærkbart i livet. Og derved løfter os. Holdbart.
TILBAGE TIL UNDERSØGELSEN
– Er kapitalens begær kvinden og fornuftslovgivningen manden, så véd vi dog, hvor livmoderen er placeret. Fornuftslovgivningens mænd er så i mellemtiden blevet impotente, fordi det er et system, der heller ikke har livsmæssig folkelig opbakning - fordi forstanden delvis er blevet socialdemokratiseret i betydningen, industrialiseret, masseuddannet. Befrugtningen må komme af forstanden. Og så er vi tilbage igen. Opkræftelsen af forstandens brugsformål til hjertets vækst. Uddannelsesstanden, arbejdsstanden, boligstanden sammenkoblet og bondet til vækststanden for os alle som livsførelsesgrund, vi kan stå og leve på i bevægelighed. Producere fra.
Kapitalens begær er ikke livmoderen. Men sidder derved. Virksomhederne, skattestaten, vore hænder.
Bønnen og erkendelsen, det ændrede billede, at arbejdsgiver og arbejdstager begyndte at stå samme i virksomheden på en anden måde. Forligsinstitution mellem arbejdsmarkedets parter, det socialdemokratiske, ja industrialiseringens bevægelse afsluttedes med industrialiseringen af landbruget. Rødderne blev kappet – så alle nu lever i en hed verdenskapitalstyret luftlomme, der blæser den vej vinden blæser alle i alles vold.
Det ændrede arbejdsmarked kom af ”alles” fornemmelse, at hverken statssystemet eller Eu, kunne noget med det, det akademisk klassiske systemopbyggende fornuftsindtog ville. Vi hoppede på limpinden, fordi vi havde siddet klistret til institutionens stole så mange år, at vi ikke kunne andet end at stole på at alle og ingens system, nok kendte vejen. En forbandet stor afmægtighed, der følger af kapital og fornuftslovgivning. Af at sidde ned og ikke længere kunne rejse sig op uden at opbyde til slåeskamp. Verdensåbningen, globaliseringen, livslukningen. Nye tider uden det nyes vidnesbyrd. Vi kender kulturens bevægelser.
Livet skal vende sig til at forstå og forestå, tro på sit kødelige næstekærlighedshjertes dømmekraft. Får det stukket en lov, regel i hånden, skal det læse og fortolke den, blive inspireret af den og have tilllid til, at der er tænkt noget, ment noget – det er en erfaringsudveksling - og bagefter smide den væk, smide den ad helved til og tro at hjertet har forstået det, der nu skal opfanges. Der er ikke noget forstandigt, livsbefordrende forbundet med at følge en regel, hvis hensigten ikke er opfattet i hjertet. Og kan det ikke det, så gælder reglen ikke, så er det den almindelige, der gælder: at du selv finder på af godt hjerte. Og så må erfaringen så finde sted på livets vilkår, den næstekærlige dialog, indrømmende indordnen sig. Ellers får ingen mennesker erfaringer, lærer intet, bliver intet, elsker intet. Regelstyring er sjusk og svineri med livet. I dag i det fintmaskede fornuftssystems netværk en total underkendelse af livets selvstændighed.
En kriminel ånd?
- Så kan der skrives nok så meget og sættes nok så mange i fængsel. Det er ikke dansk kultur at gøre det, eller ikke næstekærligt befordrende livskultur at gøre det - men tavshedspligten i postvæsenet, den føler jeg mig bange for at have brudt, selvom jeg ikke har sagt noget om nogen, der bruger postvæsenet, ikke har sagt noget om indgangsforhold, osv.
Jeg føler mig også truet af den på mine medarbejderes vegne, fordi den gamle væsensfunktionalisme, banevæsent, PogT, mv. er passé, bliver opløst som også en gammel politiker så fidusen – at overtage hele danmarks befolknings tillid til staten som købekraft uden at skulle gøre nævneværdig reklame; hatten af for successen. - Indigneret på mine medarbejderes vegne, fordi man stadigvæk opretholder et pligtbegreb, der er knyttet til det, at gøre tjeneste i staten. En statstrolig virksomhed lever op til sin forpligtelse, fint, men samtidig åbner man for markedsvilkåret, siger ja til mere end apparatet kulturelt og teknologisk er gearet til, fordi det har landsdækkende afleveringspligt, fordi det er cykelben, der er tale om og selvfølgelig er trolige og tillidsfulde folk. Man opgearer et system, der måske også var dovent, men det er – det er eksempel på, hvordan store systemer ikke kan få livet med sig, fordi det foregår i et forkert systemtænkende sprog, overtages at et endnu mere debilt tænkt udviklingssprog. Analyticisme uden kødelig kropserfaring, fordi vedkommende har siddet ned og ikke har set, hvad vedkommende selv har udviklet sig til derved. En managementteori til 25.000 ansatte, fordelt over hele landet i forskellig egne. Det er svært uhensigtsmæssigt. Man rammer ikke det alment befordrende per papir og slet ikke i den fornuftstradition, der hedder management, udvikling. Men hvordan skulle man vide det i PostVæsenet. Landet rundt omkring gør jo rask væk brug af sådanne systemer, for at få sat styr og orden på tingene. Og nu gør folketinget det. Har gjort det længe. Se på hjemmeplejen, skolerne – der arbejdes i teams. Det er farligt, det er fordummende – de gamle bliver aggressive og skal nok have nogle piller. Livet i fornuftsskyen lagt ude i rummet.
Roen følger ikke regler, det er storhedsvanvid, det er vesten, når den er værst. Det er hitlerkultivering.
Store systemer. - Ligesom politikere ikke ser deres livsudvikling efterhånden som de bevæger sig den vej, at de bliver systemmennesker. Livet ser ikke sin egen dannelse eller rettere tager den ikke alvorlig som det, der viser kulturen vejen. Livets erfaringspraj annuleres alt for mange gange; og sådan gør vi også, når så de røde lamper lyser, først når vi ikke kan længere, må vi ind og ligge, til lægen, opereres – og så tager det ti gange så lang tid at komme op igen. For man har ikke sproget, sit livs fortælling, selv at kunne forstå sig ud med, for så var man jo ikke kommet så langt ud, men havde fundet kreativ vej indenda. Man må sno sig sagde ålen. Men ålen kan ikke holde til at sno sig på fornuftens skærver og sten. - Det er for dyrt, dårlig livsførelse og tåbelig måde med livets gave1
At følge trop i systemets dannelse: Det gør alle de andre, så det kan jeg også godt gøre eller: det er der ligesom opstået tradition for, så det gør man bare. Den går ikke uden at livet bliver blindt og usanseligt. - Jeg har stor respekt for politikere, de gør en indsats og ikke så værst, men systemet er erkendt. Det vil sige, vi har opdaget, at vi ikke har gjort det vi har gjort eller: at vi har gjort mange gode ting, men at det meste af det er historie skolet ind i os. Det har ingen rod, men er blevet en forplumrende paralyserende blanding i forhold til at kunne handle i sit eget liv uden at slå sig vej, uden at bruge albuer, uden at styre andre og i den mol. Uden at prioritere helt forkert.
Firsernes levebrødspolitikere symbolisere starten på den kultur, der ikke har et egentligt næringsgrundlag, sidenhen er det blomstret med uddannelser, der ikke har et egentligt næringsgrundlag. Og så kan man kun leve på at holde festen igang. Vi omskoler dem bare. Det er vanvittigt, for tilsidst kan menneskelivet ikke skelne, ikke arbejde, ikke nogetsomhelst særligt, egentligt. Ikke elske ret op af eget hjerte. Og helheden er livsbåren, så det går galt, hvis det ikke kan det. Vi får ikke lov at vokse naturligt op, vi skal have livet ud af store massesammenhængende systemliv, skvulp og unge dør på Roskilde, fordi det er fedt og nu fedtet, at være i en massebevægelse. Hensynet, følingen forsvinder, fordi både liv og død er langt væk i systemets dannelse. Store håndteringer af mange menneskers liv, store systemer. Det går ikke. Det kan ikke administreres sådan.
– Det er håbløst at bevæge sig op i systemet, det er ikke oplysning og kan ikke noget, hvis ikke man er klar over det. Og alligevel ikke. Det kræver en dannelse, vi heller ikke får noget ud af. Hvis ikke: Vi skal holde en kontakt til jordens vækstform, det er livets egen, nærmeste erfaringsbekræftelse, så det både kan lære alt det andet, meget mindre og har mulighed for at forstå sig selv med glæde, kunnen og indsats. Holde sansen til vækstgrundlaget, ingen af os kan undvære. Så kan vi både danne os og leve med de frugter, der så gives os. Vi må dele og takke for det. Det bliver vi nødt til at lære og leve igen.
Posten igen. En statsvirksomhed, der åbner sig for markedet har ikke erfaring med, hvor meget den kan tage ind, men da orienteringen jo er kapital, så skal der tages ind, så det kan rende rundt. Grundproblemet her er, at man ikke kan teknologisere postudbringning, det er kroppen, der skal trække det og det er fint at røre sig, men et samfund, der iøvrigt forstår sig normmæssigt på et teknologisk niveau, vi kører lige hen til bageren, vi kører lige hen og handler – for mange hedder det ikke, vi går, eller vi cykler og skal først have rigget cykelanhænger til, hvad skulle vi ellers gøre, det må tage den tid, det tager, skal vi have morgenbrød, skal vi cykle til fodbold, handle. Tidsforskydningen mentalt, psykologisk er forskellig, sammenkobling af et gammel klassicistisk tro-tjeneste-begreb, cykelben og teknologi – samt et orienteringsbillede, et image, en forventning af det dejlige røde postbud, der troligt kommer med brevene, en virkelighed der kun er et billede, et image, spiller på de gamle forestillinger hos folket – og endeligt familierne derhjemme, der ikke kan vide, hvor meget post, der har været på dagen, hvornår far eller mor kommer hjem. Det kan man ikke, det er uværdigt og uhensigtsmæssigt. At se til at unge mennesker, der gerne vil, får dårlige knæ, hofteskader – det er uanstændigt. Det er svineri. Det er ikke postens skyld, men dannelsesproblemet, glemslen af vækstgrundlaget. Men alligevel: vi må tage livet, hvor det er; vi kommer ihvertfald ikke langt med at sparke til det, der ligger ned i forvejen eller at tvinge det i vej.
Image siger det jo. Billede, vi tegner billeder udadtil, vi vil tegne et pænt billede af os selv, for det sælger. Men inde bag ved: Du har tavshedspligt! Eller bare virksomhedens indførelse af grundværdier: troværdighed, forandringsparat, loyal og værdiskabende. Gode værdier, men puha, i forhold til hvad – kapital og ikke andet? Eller har postvæsenet lige pludselig et oplysnings- og dannelsessigte med sine medarbejderes liv? Når ingen livsforstand er gående, erfaringsordet i kødet, så er der ikke andet end andre store systemers værdier at henvise til, se og sætte tingene i forhold til. Markedskræfterne, konkurrencevilkåret; dødsudvikling, når livet ikke er med i forstandig evne. Og jorden drejer jo rundt, andre store systemers ”værdier”, der går jorden rundt i uendelighed. Ikke i forhold til det korte liv i den fyldige evighed.
- Ånden er grum; falske miner til slet spil. – At tegne et pænt billede af sig selv, det er naturligvis noget helt andet end at opføre sig ordenligt i livet, at elske hin anden, fordi vedkommende er der og ikke fordi vedkommende ser ud som han/hun gør eller kan det og det. Hun blev kørt over, men hun var fandme også grim. Ha, ha, ha. – Vi kan i mangt og meget ikke skelne længere, fordi vi ser ”fjernsyn” i alt, hvad vi har med gøre. Teknologiens logik, matematikkens, tegne-brættets dybde-analytik indfører en universel sammenhæng i livet, som ikke er jordisk livsbevendt. Den er socialt set katastrofal, fordi livet vænnes til at sanse sådan, begejstres ved det forkerte.
– Man kan ikke bede folk om at have pligt til overarbejde på et arbejdsmarked underlagt markedskræfterne. Det er fastholdelse uden at give slip, uden at give frihed til at finde form under nye vilkår på en meget uheldig måde, fordi arbejdskraftens psykologi jo er dannet til at være pligtopfyldende; noget for noget, øje for øje bliver til noget for mere, et øje for to øjne. Det er rigtig farligt. Staten burde skamme sig. Men det véd jeg godt, den ikke kan. For den slags sprog opererer den jo ikke med eller i forhold til.
- Man kan faktisk heller ikke bede livet om at arbejde uden såvel livsmæssigt som kulturelt udviklingsigte! For det er ikke at bede som give, men kun at tage. At byde livet at udvikle sig selv og sin kultur selvdestruktiv, det er ikke blot uanstændigt: vestens kultur er en direkte trussel mod menneskehedens beståen! - Livet skal bekræftes ikke ordnes per penge. Vi kan ikke leve af penge, det er op til den enkelte, ja, men sgu´ ikke som skatteindivid eller arbejdsindivid i et computerautomatiseret bogholderi, der spytter statistikker ud, som man så tror man kan fortolke og orientere sig efter. Demokrati er oplysende samtale, kompromissøgende, forløsende ved kroppens tilstedeværelse, given sig, indrømmende sig hjerteligt i sidste ende – at arbejde med livet, når man arbejder, fordi man elsker det.
Videnskab i folkeregi, at føre dialog på objektive fakta såsom tid og penge - ”I” er fuldstændig bindegale. ”I” kender ikke videnskabens stilling i forhold til livets udvikling.
I postens virksomhedsblad, hvor loyaliteten er så stor, at livets sandheder jo kun kommer frem som læserbreve. Her skriver en medarbejder – og det er ikke mig – om sin fortørnelse over at skulle finde sig i hyppigt overarbejde. Jeg véd, at han kun er en nål i en høstak, for sådan er det jo. Dem, der kan og på sin vis tør tage bladet fra munden, det er kun dem, der tager til orde. (Her vil den folke-videnskabelige fakta-fornuft tælle og sige: der er ikke mange klager, så det går godt). Resten finder andre måder, men fortørnelsen er den samme. Og det har stået på i flere år. Han beklager overarbejde. Svaret gives af en direktør og det foregår på den måde, at direktøren slår op i EDB-systemet og tjekker mandens arbejdstid, hvorefter han kan svare manden med fakta. Det viser sig, at manden de dage han så skrev om, ikke var kommet for sent hjem. – Er slutningen så, at manden lyver, er slutningen så, at der ikke er noget problem, er slutningen så, at der ikke er noget galt i virksomheden? Altså at der ikke er noget at komme efter? At manden ikke skal bekræftes, få medhold i stressede vilkår som han oplever at være stillet i, endda så meget, at han giver sig selv og andre en chance ved dog at skrive et læsebrev. Er det håndtering? Er det slutningen? Er det løsningen på problemet - eller er det at nære en gammelkendt vækst i livet?
– Hvad er det for en mentalitet. Det skal jeg sige Jer: det er videnskabsfascisme: at føre dialog på videnskabelige fakta, uden at fatte en brik om, hvor den slags fakta er stillet i forhold til livet. Nemlig udenfor det. Den slags fakta er stillet undenfor livets tradition, men bruges altså nu som dømmekraft i livet. Det er tyranni. Det er at binde næstekærlighedens hjerte til sten. Der er ellers kærlighed i arbejde. Hvordan vil du have det, hvis du i din forelskelses stress fik at vide, at du hverken var forelsket eller stresset – af en tidsmåling? Endda talt af et andet menneske? Føj for satan! Det er total underkendelse af enhver form for medmenneskelig forståelse. Topmålet at afstumpethed.
– Fagforeningen er spist af systemet, den er selv en organisationskultur, den sidder ned. Man kan ikke flytte eller udvikle livet med papir alene. Kun strides med andre papirfolk. Livets ord bagved skal høres, hensigten skal opfattes i hjertet, gøres som det røres værende til.
Det er grusomt at ”vi” ikke kan se det bedre. Blot må blive ved at bilde os selv ind, nå men det er nok bare de nye tider. Det er ikke nye tider, det er genopfriskning af noget de færreste ved, hvad er, før det for alvor går løs. Som det gør derude i hjertelivet. – Livslederløs virksomhed, sigtesløs virksomhed, der smadrer familier, altimens folkeskolen stadig kun kan tænke, hvad den lovgivningsmæssigt har lov til at tænke. Bolden kastes rundt i den ene fornufts-analytiske synsvinkel efter den anden. Og det værste er, at vi skal læse og lære det, for så mister vi evnen til intuitivt at sanse os igennem med hinanden.
Så det store problem er, at staten, akademikerne, teknologien og industrien, industrialiseringen af folket – de kulturer har dannet det ind i livet. Tænk selv dét! - Og nu kommer straffen så. – Dvs. det løser man med genindustrialisering. Skubber det op i et endnu højere, endnu mere magtfuld leje. Globalisering, IT. Det betyder ikke andet end at jorden drejer rundt. Nu kan vi bare se det vi er med vores kultur. Og det er ikke et kønt syn. Der er slået hul på forstanden og hjertet fosser ud af livet. Det er et kultursammenbrud. Oplysningskulturen kunne ikke følge med, fordi livets vækst ikke kunne følge med. Så nu starter vi forfra. Forhåbentlig en erfaring rigere.
Fornuftens store systemer kan ikke føde kultur, medmindre livet i al sin begrænsning ved egne næstekærlige hænder selv kan det. Øksen til at fælde træer med, lave både at sejle i, fiske fra, etc. – den blev et våben. På samme måde er det med kapital-tekonologi og fornuftssystemer. I den forbindelse bliver fornufts-instrumentets ellers forstandsbekræftende praktiske mulighed – bare til satans håndlanger. Men da kan vi jo ikke sådan uden videre lægge redskabet, våbene fra os, for da er det dannelsen i kødet via omgivelsen og livsførelsen dermed som vi må finde anden måde med, for at kunne finde livets fodfæste igen. Det hedder indrømmelse og fokusering af livets selvbekræftende dannelsessfære. (Ikke mig-selvet; men også det, fordi følelse af at være sig selv, forskellig fra andre er forudsætningen for at kunne forstå og sanse forskelle hos hinanden som havende et ligeværdigt livsbekræftende, dynamisk, potentiale i forhold til det nærværendes hjertelige sigte og udvikling).
Det er ikke ligegyldigt, hvordan tænkningens redskab bruges. Og det vil altid bruges på baggrund af en livshistorie i livets store historie. Der er ingen objektiv tænkning. Der er tænkning omkring genstande og forhold der ligger unden for livets atmossfære, langt væk som således synes objektive fiksérbare. Det er de også, men kun fordi de ikke forandrer sig som livet og derfor ikke kan leves i glædens bevægelse gennem livet. Dyrker vi sanserne omkring livsmæssigt set irrelevante genstande, når det kommer til stykket – ja så fikseres vores sanselige optræning, opelskelse i en sfære udenfor livets egen. Og så har vi ingen livsforstand at handle på, være ved. Så kan vi ikke håndtere livet, hverken sammen eller hver for sig. Og heller ikke udvikle noget. Det er indlysende.
AFRUNDENDE BEMÆRKNINGER
Det ”gode” er imidlertid, at vi ”tvinges” til at tage stilling til om vi tør tro på livet. Tro kærligt om det og derved tro, at ikke alt er gået tabt, men at vi måske er kommet lidt videre: at systemerne ikke kan leve for os, som også vor statsminister gik til valg på sådanne hensigtserklæringer: livet før systemet. (Det tema var oppe at vende med de ord i den romantiske periode i Tyskland, omkring 1800-tallet. Samme kulturbevægelse Napoleon var i, samme veksler Hitler senere trak på. Nu ser vi det ikke, fordi det er løftet op i verdensomspændende fornuftssystemer. Det føres ikke at enkeltpersoner, men er det bedre at det kommer som alles og ingens system, globalisering? Den oplyste fornufts vold, virkeligheden selv, naturen, kapital. Virkningerne er de samme, stikker bare dybere end hvad vi hidtil har set). – Vi må tro på at livets kultur levet med næstekærlig omtanke for livets vækstvilkår stadig skal lære os, hvad der kan gro og hvad der ikke kan gro. – Men den tvang fremtvinges kun ved de, som fik kærlighed som barn, fik en god forstand at holde sig til. De nødlidende andre: fløjt!
Vi skal ud af vestens fornufts-kapital-teknologiske voldssystemer, hvis og såfremt Vi ønsker at udvikle os som liv og kultur. Det kan vi ikke få resten af verden med på, sådan arbejder ingen. Vi spørger aldrig alle om lov til at være dem vi er og gøre noget af det – for det kan man ikke. Derfor er vi nødt til at turde tage teten, i det mindste hos os selv – og tro på, at nogen må begynde stille og roligt. Og dermed vise et eksempel på, hvordan man kan indrette sig og leve sundt og glædeligt ved det sigte, der altid har været givet ved livets naturlige vækst. Og det må ske ad institutionel vej, hvis vores forstand, sanser og livselskende evne skal udvikles. Alternativet er, at vi afvikler, afkræfter alt det vi så at sige møjsommeligt har fremelsket oplysende af næstekærlighedens vækst i livet.
Bekræfter vi ikke en sådan næstekærlig livsførelse, dannelse derigennem, kulturudvikling derved – giver livet sit eget sigte ad den vej, så bliver vi mere svin. Og da er der faktisk både kristne og muslimske, nemlig almenmenneskelige livsgrunde til at tage afstand til danskere, Danmark, livsmåden, systemet. Integrationsproblematikkerne i Danmark skyldes først og fremmest, at danskere ikke er kultiverende længere – vi fører ikke selv vores liv som kultur integreret i livets naturlige gentagende rummelighedsgivende udviklings- og afviklingsbevægelse. Af jord, til jord og af jord. Næstekærlighedens almenmenneskelige livsvækstbegreb. Systemerne, fornuftsmentaliteten, der jo kommer af sorg, der ikke konfronteres, vedligeholder, fastholder dårligdom i kulturen, ja skaber økonomisk vækst på den måde.
Udviklingen kommer bag på os og nyt kommer frem. Sådan er det altid i tidernes løb. Men indrømmelsen af næstekærligheden som vækstrøre er indlysende og gammel livsvisdom, men også nu, måske, givet sit rette jordiske sted, sin arbejdsplads, boplads og livsvirke. Kroppen ved og omkring jordisk vækst. Indrømmelses-evne, hjertet i kødet, er menneskelivets på én gang opvoksende og oplysende udviklingsretning. Den skal selvfølgelig fortsat forkyndes og forståes, sanses som det nyes eviggyldige vidnesbyrd ind i sin tid. Men en sådan forståelse kan ikke ske per ord alene, ordet er i kødet, derfor er indrømmelsen nærmest intuitiv, når kroppen rører sig, spiser sundt og er sammen med andre om dét. Det er livets forstandige bekræftelse af sig selv som undergivende, undladelsesduelig, undskyldningskompetent, osv. At lære krop at kende er forstandigt at vidne, bekræfte, at vi er bløde indeni og vokser deraf. Det skal vi gøre brug af. Det sikrer nemlig, at livet selv kan skønne, hvad der altid holder og således ikke lader sig forføre selvdestruktivt af den udvikling og de skiftende tider, der pånødes os af al fjernsynets skrammel, af fornuftens forsømmelser, lovgivningsidiotien, osv. Det er livet, der bær samfundet, bliver til samfundslivet, derfor skal det gødes og bekræftes op kropsligt ved sin vækst. For der er ikke andre forstandige livskræfter, der kan udvikle bedre sans for livets enestående samling. - Hvad er, kan og gør vi uden de kræfter?
SLUTNINGEN: ”Hermed begynder og slutter denne sætning”
- Det forstandige hjertes gave til slutningen på fornuftshelvedet.
Sætningen: ”Hermed begynder og slutter denne sætning”, det er et eksempel på en formulering af alts værenbevægelse. Den måde alt ter sig på.
- Forestiller vi os det helt store alt, altså ALT, så kan der selvfølgelig ikke være noget før eller udenfor ALT. Det siger sig selv, helt enkelt: ALT, det er alt inklusiv, ellers kan ALT jo ikke stå for ALT, stå inde for sig selv. Sådan er sætningen også. Vi kan forestille os, at ALT sagde: ”Hermed begynder jeg, ALT og slutter mig selv”.
– Men det forvirres vi måske af, fordi ALT jo ikke er slut, så hvordan kan man, jeg vide at ALT vil slutte. Jeg kan da ikke tillade mig at slutte ALTs begyndelse og værenbevægelse, kunne man indvende. Vi forvirres også, fordi vi ofte spørger: hvad var der så før ALT; hvis ALT skulle kunne sige sin begyndelse, måtte han være før sin begyndelse. Nogen siger, at intet var før ALT. Det er volapyk, for det kan de da ikke vide.
ALT er jo begyndt, alts værenbevægelse sker, alts værenbevægelse er nutidig, et kæmpemæssig øjeblik, der i al væsentlighed giver plads til vores liv samtidigt. Fejlen ved at spørge til, hvad der lå før alt, ja det er manglende livsforståelse. ALT er naturligvis tilstedeværende og vil ALTid være det. I det universelle ALT, ja der er blandt andet jorden og os. Der kan vi fødes og trives og elske - vokse op i en kultur, der fordrer os at lære ved at stille dumme spørgsmål!
Den manglende livsforståelse betyder, at man glemmer sit eget liv som det, der stiller spørgsmålene. Manglende forståelse af og for sit livs glædelige væren, sin jordiske og kulturelle livshistorie. Da ALT er begyndt, er i sin bevægelse – og da du fødes i den bevægelse, på jorden, af forældre – ja så vokser du jo op før spørgsmålet kan stilles. Livet er i den forstand før ALT. Livet har sig selv mere kært end alt muligt andet skrammel, der altid vil bevæge sig, aldrig kan stilles tilfreds eller glæde sig. Hvad vil du: være alt og intet i uendelighed eller være liv i næstekærlighed, elsket af andre?
Fejlen ved at spørge: hvad kom før alt er altså den manglende indrømmelse af eget liv. Udgangspunktet for enhver spørgen og forestillen sig er med andre ord, at du er blevet til og er voksende. Den manglende indrømmelse kan skyldes mange ting, der er noget, man ikke kan indrømme, man vil helst ikke være ved det eller lignende. Men livet er givet og kan vokse. Hin enkeltes liv væren historisk-kulturel bevægelse er en bevægelse på ALTs tilstedeværende betingelser, underlagt ALTs værenbevægelse – men altså som stillet jordisk, med jordiske vækstbetingelser at leve af og med, livsatmosfæren. Det liv er da en gave.
MEN den manglende livsforståelse, det ikke at kunne indrømme sit eget liv og hjerte som bundet til andre, til jorden, til vækst – som det afgørende i livets rørende værenbevægelse. Det er fornuftens væsen. Narcissismens væsen. Paralyseringens væsen. Videnskabernes væsen. Teknologiens væsen. Matematikkens væsen. Og det er ved dyrkelsen af de universelle – univerturer, universalisering, individualisering af livet – at livet stirrer sig blind på alts værenbevægelse og glemmer sig selv som liv. Og det er så vores mareridt i dag. Livet er skabt til at leve og forstå sig som sådan, ikke skabt til alt eller som alt. Livets sigte forsvinder, når vi ligger på græsset og kigger op i skyerne, i stjernerne – hvis ikke vi synes, det er dejligt, at vi er blevet til og kan slappe lidt af, indtil vi igen må følge livets gang på jord. Vi behøver ikke gøre den afslapning til teknologi; vi får ikke noget ud af det.
Matematiske opgaver gør det hele tiden. Bliver i fornuftens spejl. Det er det, der optrænes ved og med matematikken, spejlsans. Vi stilles en opgave, begynder at løse den og slutter først, når facit er fundet; resultatet er i hus. Dermed begyndes og sluttes opgavespørgsmålets sætning af os selv, af eleven. Vi lærer således, at vi som liv på tilsvarende måde som alt, selv begynder og slutter. Det er individualiseringen, X. Og sådan bliver vores identitet, dvs. livet må kæmpe længere og længere tid i et videnskabeligt, teknologisk samfund, for at finde sin identitet. Og det koster os dyrt, fordi vi da ikke bliver klar til at udfolde børnenes identitet som næstekærlighedens sans for livet. Dermed afhænder vi altså livets værenbevægelse med glæde til alts ligegyldige og forstenende, paralyserende værenbevægelse. Nu véd du det.
Gentagelse med andre ord:
Hvis ikke sætningen var en helhed, formuleret som en helhed, der indrømmer sig selv, vil den ikke kunne ophøre. Alts kraft og tilstedeværende bevægelse i livet kan ikke ophøre, hvis ikke vi fokuserer den som livskraft, livsvækst. Kan ikke afrunde sig helhedsgivende, helligåndsgivende – i og til livet. Sandheden om alt er udtrykt ved den sætning, men livet ved den sætning, det er så mig, der søgte udtryk for alts værenbevægelse og fandt en formulering, der illustrerer, hvordan alt ter sig. Et eksempel. Alt er sin egen begyndelse og sin egen slutning. Hvad der begyndes sluttes af sig selv. Man siger også begyndelsen er ladet med sin slutning; slutningen følger af sin begyndelse. Det er energi, ligesom livet er det levende – og ikke blot legemet uden forstand, uden sans for sig selv og omgivelsen; din livshistorie er livet. Når livskraften er brugt op, så dør vi.
Men livet, hvor blev det af. Er sætningen et udtryk for alt, så er livet omkring sætningen det: at jeg som liv har skrevet sætningen. Jeg er det levende ved sætningen, jeg har tastet bogstaverne på skriveredskabet. Den indrømmelse er indrømmelsen af det levende livs udtrykken sig. Og underligt nok fandt det vej ind i sætningen ved min søgen efter alts værenbevægelses form og måde – underligt nok fandt det vej ind med mit livs væren til. Fordi sætningen indrømmer sig selv konkret: jeg skriver sætningen, der indrømmer sætningen selv. Der står skrevet sætning i selve sætningen, der omsluttes af sine anførselstegn. Det var min nærværende livsforstand, der indrømmede sig, sagde: det er sgu da bare en sætning, og det var så med i sin faktiske værenssanden som skrivende, pegende tilbage på mig selv, Jens, en bondeknold.
Og sådan er menneskelivets vækst. Selvindrømmende af livsfysisk forstandigt hjerte. I fornuftshelvedet bliver det ved logikken, at det er fantastisk er alt er sin egen helvedhed, at jorden drejer rundt om sig selv, at verden kan betragtes og formuleres i helvedheder. Det er fornuftsvidenskab, atomar opfattelse, individbegrebet, X, skattesamfundet, matematisk kaptialøkonomi – fornuftens spejlagtig placering af dét, den på sin omvendte vis sanser. – For det er jo først i det øjeblik, at jeg kan indrømme, at det bare er mig, der har skrevet sætningen, at forståelsen af væksten fremkommer. Derfor er det kun, fordi jeg har varme i livet, jeg har livet kært, at sætningen overhovedet har noget at sige. Det er med andre ord min livsvækstbaggrund, mig som livsvækstfænomen, der kan være ved sætningen som helligåndsgivende. Og det har som sådan ikke noget med sætningen at gøre. Det tager lang tid at indse, fordi et papir ingen varme har og så kan man ikke se i livet. Vi må hele tiden selv forsyne papiret med varme og det går forsynets hjertelige energi så til. Fornuftsstupiditet.
Jeg er sandheden, vejen og livet. Sådan talte Jesus, ikke jeg. Sådan siger hjertet, næstekærlighedens sanselige kødelige væksterfaring. - Det hjerte er i fare, når fornuften ikke ænser, at den er kødets spejling. For da sidder den netop ned og spekulerer over om det nu også kan passe, være rigtigt. Fornuften spejler livet i alt og det bliver farligt, fordi ikke alt er livgivende, livsbefordrende, vækstigt, sten og papir kan ikke spises – sigtet forsvinder ikke som langt ud i skoven, men som uendeligt langt op i skyerne som vi kender det fra rumforskningen. (Sandheden er ikke derude, men derinde, livet er blodet under huden, næret af hjertet for det livsbekræftende jordiske vækstgivne). – Det farlige er: grublertraditionen, det er fornuftsvidenskaben og sådan er det med alle dens teknologiske, teknisk administrative produkter, hvis fælles indvirkning på livet er paralysering og paralyserende bekræftelse af tænkemåden, handlemåden og måden med behov og følelser. Den kapital-teknologiske kultur præger, som mønter præges, paranoia i livets guddommelige hjerte, i næstekærlighedens forstand, det fællesmenneskelige jordiske grundlag, i vor måde med hinanden. Med fornuftens lovgivning og produkter deraf, uden underliggende livsførelse, vil liv og land forgå. Love er næstekærlighed.
- At rejse i tog er ikke at leve, HC Andersen, det er at sidde og se på landskabet glide forbi. Sådan er det med tog, der kører. At leve er at rejse sig op. Vi sidder ned i grublertraditionen, vi sidder ned på arbejdspladsen, vi sidder ned i bilen, vi sidder i sofaen, vi sidder ned paralyseret af skærme, fjernsyn - vi sidder og sidder os ihjel. Og vi kalder det udvikling, vi tror på at fremtiden er foran os, mens evigheden går til grunde indeni os. Har vi glemt så simple ting, som at æbler kan rådne indefra?
Følg ikke med tiden, følg dit livs historie i al evighed og vær ved dét - så får tiden noget at se til, for så er der hjerte.
SLUT!
Om mig
- JENS HAARUP MORTENSEN
- OM MIG? - JEG ER MENNESKE, MINE PLIGTER STÅR I KONGENS FORSTANDIGE NAVN AF OPLYSENDE HJERTE og IKKE I KAPITAL-STATSLEDELSENS FOLKELIGE FORNUFTS-FASCISTISKE NAVN AF STORHEDSVANVITTIGT SIND! Nej, kære medmenneske,IKKE I ALLE-FORNUFTENS UNIVÆRSITÆRE MATEMATISK-JURIDISK SELVRETFÆRDIGE SPROG OG VIRKSOMHED. Du véd nok: de utroskabende sprogs virksomheder i tidens omverden, dem, der ikke bekræfter livets organisk-åndelige krop i sin vækst-omgivelse i al evighed! - SMIL OG HØR! Nkh. JHM.
JHJEM
Get subscribers
*********************************************************
